Biologisk guf om krebsdyr

Forfatter: Elisabeth Schrøder
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Andre akvariedyr
 Del

Biologisk guf om krebsdyr

Hvorfor ikke lade zoologi-eksamenslæsningen komme akvariesiden.dk's mange reje- og krebsentusiaster til gode. Her er lidt spændende og sjov info om de små akvariedyr:




(c) Jan A - Malawikrabber

Slægtskab og rolle i naturen

Krebsdyrene (rejer, hummere, flodkrebs, vandlopper, artemia, krabber mfl) udgør sammen med insekterne, spindlerne (edderkopper etc) og et par andre, mindre grupper dyrerækken leddyr (Arthropoder). Med deres enorme artsrigdom og mangfoldighed udgør de over ¾ af alt levende på jorden, og spiller en stor rolle i fødekæder, økologisk og økonomisk (spisedyr eller skadedyr).


Overordnet anatomi

Leddyrene har tilfælles, at deres krop er leddelt, og at en del af deres organsystem er repeteret led for led. Pr. led findes der et par bevægelige lemmer, som kan have forskellig form og funktion alt efter dyrets art. Disse lemmer er nøje tilpasset den enkelte arts levested, valg af føde etc.

Selve kroppen er relativ stiv, da det i det fleste tilfælde alene er lemmerne, som varetager dyrets bevægelse.


Skal og skalskifte

Overhuden, epidermis, afsondrer et lag – en såkaldt kutikula – som hos krebsdyr bliver meget tyk og fast, og fungerer som et ydre skelet. Musklerne hæfter til indersiden af disse plader, og afstiver i det hele taget kroppen. Denne kutikula beklæder ligeledes en stor del af tarmkanalen indvendigt i dyret.

Om end dette panser yder god beskyttelse imod ydre påvirkninger, udtørring, rovdyr etc., har det også sine ulemper, idet det forhindrer dyret i et vokse kontinuerligt. Derfor må dyret jævnligt skifte hud (antallet varierer meget fra ganske få hudskifter hos kortlevende insekter til adskillige hundrede i løbet af fx en stor hummers livsforløb). Ved hudskiftet kan dyret ligeledes addere kropsled, og det er i det hele taget det eneste tidspunkt, hvor individet har mulighed for at udvikle sig.


Kutikulaen er delt i en række lag:


- en tynd epikutikula yderst

- dernæst en tyk exokutikula, som ofte indeholder farvepigmenter

- endokutika, som er det eneste i forbindelse med dyrets bevægelige led

- nederst epidermis, som altså består af levende celler


Hudskiftet sker i en række trin:


- epidermis løsner sig fra de overliggende lag og begynder at afsondrer enzymer, som fordøjer kutikulaen indefra. Dette sker for at genbruge så meget så muligt af materialet fra den gamle skal.

- Dernæst afsondres en ny, hindeagtig epikutikula, som beskytter epidermis og forhindrer de efterfølgende lag i at blive fordøjet af de afgivne enzymer

- Under den nye epikutikula afsondres så den nye, tykke endokutikula

- Før denne er hærdet, strækkes den ud ved at dyret optager større mængder væsker.

- Herved sprækker den gamle skal, som det stadig bløde, sårbare dyr kravler ud af

- Dyret går nu i skjul indtil det nye panser af hærdet

- Ofte ædes resterne af den gamle skal, så alt bliver genbrugt


Denne proces gælder også for de dele af dyrets tarmkanal, som er beklædt med kutikula.

Specielt for krebsdyr er, at skallen indeholder store mængder kalk, som krebsen skaffer via sin føde. Derudover kan den indeholde forskellige pigment farver, og visse små krebs har særlige pigment celler, som gør dem i stand til at skifte farve.

Når hummere og rejer alle bliver røde ved kogning, skyldes det at kun det røde pigment tåler høj varme. Øvrige pigmenter går i stykker.






(c) Bo Christensen


Regioner og lemmer

Hos de fleste leddyr (tusindben og skolopendre undtaget) er kroppen inddelt i tre regioner med forskellig funktion, og hvor fx lemmer er nøje tilpassede disse funktioner. I det følgende er der tages udgangspunkt i krebsdyr som fx rejer og flodkrebs.


- Hoved: Her er dyrets sanseorganer og nervesystem (antenner, øjne, ligevægtsorgan etc) placeret. Segmenterne (ledene) knyttet til hovedet er meget vanskelige at erkende, og de parrede lemmer er omdannet til henholdsvis antenner og forskellige munddele.

- Bryst: Her er segmenterne ligeledes vanskelige at erkende. Det forreste brystsegmenter varetager en del af fødebearbejdningen og evt. forsvar (klosakse). De bagerste ofte fire par ben er ganglemmer, som udelukkende bruges til bevægelse.

- Hale: Her er segmenterne tydelige at se, og relativt ensartede, på nær det sidste, som er omdannet til en svømmevifte. Haleledene bærer reducerede lemmer. Hos hanner er nogle af disse omdannede til parringsredskaber.


Grænsen mellem hoved og bryst er vanskelig at erkende, da kropspladerne er mere eller mindre smeltet sammen og ubevægelig. Halen er derimod bevægelig, og ”bask” med denne fremkalder rejehop.






(c) Basket - Hummer efter skalskifte


Sanseorganer

Disse er som sagt koncentreret i dyrets hoved. De ofte stilkede kompleksøjne (dvs. at de er sammensat af adskillige små) relativt komplicerede i forhold til andre hvirvelløse dyr, som ofte kun har primitive, lysopfattende celler.

På mundlemmerne og langs med skjoldkanterne kan findes forskellige hår eller børste, hvormed dyret kan smage eller lugte, og eksempelvis opfattende seksuelle duftstoffer i vandet (feromoner).

Nær bunden af det ene antenne par sidder et lille ligevægtsorgan, en statocyst, som består af nogle fine hår, hvorpå der hviler en klump sandkorn. Med disse er krebsen i stand til at opfatte hvordan den vender i forhold til tyngdekraften.
Dertil kommer antennerne, som krebsen spreder i en vifte foran sig og bruger som følelegemer.


Formering

Krebs er hovedsageligt særkønnede, og spermaen overføres fra han til hun via en slags parring. Hannen tvinger hunnen om i rygstilling (flodkrebs) eller sætter sig ovenpå, hvorefter han – vha. de omdannede halelemmer – overfører en form for sædpakke til hunnens bug.

Hos mange af rejearterne, som vi holder i vores akvarier, ser vi hunnerne bære rundt på æg og unger under halen. I dette tilfælde kravler hunnen efter parringen i skjul, hvor hun liggende på ryggen lægger sine æg, der befrugtes af sæden, som frigives fra sædpakken ved samme lejlighed. En tyk slim indkapsler æggene og klistrer dem fast til halelemmerne, hvor de bliver siddende indtil de klækker. Hvor lang tid dette er, afhænger af arten. Hos europæiske flodkrebs sker parringen om efteråret, og æggene klækker først det efterfølgende forår.

Imens æggene udvikles, vifter hunnen konstant frisk vand henover dem, og fjerner omhyggeligt urenheder.





(c) Bo Christensen - Red Cherry Shrimp m. æg



Visse krebsdyr klækkes i et særligt larvestadium, nauplius, (fx artemia), som lever planktonisk. Andre krebs har direkte udvikling, hvor der kommer miniudgaver af de voksne ud af æggene, som det er tilfælde hos fx Red Cherry Shrimp.

Visse rejeæg er i stand til at overleve perioder med udtørring, som vi indenfor hobbyen benytter, når vi klækker artemia.


Ref: Zoologisk morfologi (Jespersen og Lützen), Gyldendal