Aspidoras maculosus

Forfatter: Allan James
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 21/04-2012 21/04-2012
Oprettet under: Maller
 Del

Aspidoras maculosus

Skrevet af Bill Bishopp, oversat af Karl-Henrik Arendt

Aspidoras maculosus er et lille medlem af familien Callichthyidae (pansermaller). Sammen med Corydoras og Brochis er Apidoras en underfamilie til Corydoridinae. For de fleste af os, minder medlemmerne af Aspidoras om de små Corydoras. Faktisk er forskellene der adskiller Aspidoras fra Corydoras svære at se, især for menigmand. Alligevel kan vi godt generalisere på nogle områder hvad der adskiller dem.




De individer jeg har set er små, ikke længere end 5-6 cm. De har relativt små øjne sammenlignet med Corydoras.


De synes at være slanke, og det kan være svært at se forskel på hanner og hunner. De fleste er dækket med sorte eller grå pletter på en lysere baggrund. De minder faktisk en del om en Corydoras paleatus han (Plettet pansermalle).


Hunnerne bliver en anelse fyldigere, men slet ikke så tydeligt som hos Corydoras. Ligesom Corydoras er Apidoras meget fredelig. Personligt synes jeg at A. maculosus er en lille smule mere sky end Corydoras, derfor bør de have et skjul eller sted hvor de kan gemme sig. De har det helt klart bedst i grupper på mindst et halvt dusin, svarende til 6 stk. og de plejer at holde godt sammen. Hvis du køber en gruppe er der selvfølgelig også større chance for at få nogle af begge køn.


At fodre Aspidoras er det samme som med Corydoras. De har taget alt det foder jeg har prøvet med inkl. tørfoder, frossen artemia, nyklækket artemia, oksehjerte, mallepiller etc. Da de er bundlevende fisk skal man i et selskabsakvarium sikre sig at de også får deres del af maden.

Jeg anskaffede mig 6 stk. for lidt over et år siden på en auktion i klubben. Jeg puttede dem i et 25L akvarium. I akvariet var der et luftfilter, noget javamos og god bevægelse i vandoverfladen. Eftersom de var næsten voksne fisk, så gav jeg dem en bund-moppe til at gyde i, udover at der også var javamos. Efter flere måneder havde jeg stadigvæk ikke fundet æg på hverken ruden eller i moppen. Pludselig en dag fandt jeg 3 æg på forruden tæt på vandoverfladen. Jeg tog æggene og lagde dem i et lille akvarium med et luftfilter. De klækkede og ynglen voksede uden problemer. Dog var antallet ikke nok til at blive godkendt i vores opdrætsprogram, derfor gav jeg dem væk da de var store nok. Den erfaring fik mig til at overveje om de mon manglede en flydemoppe. Derfor tog jeg en killi-moppe der via et stykke kork kunne flyde. Denne placerede jeg forrest i akvariet så jeg kunne følge med. Allerede efter en uge fandt jeg få æg på forruden foran moppen. Jeg inspicerede moppen og fandt mange flere æg der var gemt langt inde i moppen. Jeg placerede moppen sammen med æggene i et lille 7L akvarium med et luftfilter. Filteret gav kun en lille smule bevægelse i vandet, og filteret var lavet så ungerne ikke kunne blive suget ind og sidde fast. Efter ca. 3 dage klækkede æggene. Efter 2-3 dage havde ungerne spist deres blommesæk. Herefter begyndte jeg at fodre ynglen og det gav ingen problemer og de voksede fint.

Maden bestod af infusior, microorm og artemia. Jeg gav dem meget små måltider for at undgå forurening og dermed dårlig vandkvalitet. Jeg puttede lidt små snegle i akvariet til at spise resterne. Så snart man kunne se de havde små lyserøde maver og jagtede artemian introducerede jeg de andre fødeemner. Da de var omkring 3 cm. lange, så begyndte jeg at give dem knust tørfoder. Jeg synes at A. maculosus er nemme at fodre op under de forhold jeg tilbød dem. Med andre maller har jeg tit startet med at klække dem i en margarine bøtte, men jeg ved ikke om det vil virke med dem her.

Jeg kan I hvert fald konkluderer at de foretrækker at yngle i en moppe. Sidste gang var 2 ud af 19 æg placeret i moppen. Det gør det hele nemmere da man bare kan flytte moppen over i et andet akvarium hvor de så klækkes.

Jeg synes det er nogle skønne maller, der kan være et godt supplement til selv et lille selskabsakvarium.


Kilde: Burgess, Dr. Warren E.; A Complete Introduction to Corydoras and Related Catfishes, T.F.H. Publications, Neptune City, NJ, 1987.

Foto er taget af Hans Georg Evers

Artiklen bringes med tilladelse fra Allan James, Eksternt link www.scotcat.com