Fangst og opdræt af Cichlasoma bocourti

Forfatter: Rusty Wesse
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Mellemamerika
 Del

"Cichlasoma" bocourti: Fangst og opdræt

Skrevet af Rusty Wessel, 1998
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006




(En han af 'Cichlasoma' bocourti i akvariet i yngledragt. Fisk og foto af Rusty Wessel)

Der er gået tre, lange år siden vores sidste fangstrejser til Mellemamerika. Vi (Ross Socolof, Harry Specht og Rusty Wessel) var ganske spændte, da flyet landede i Guatemala City mandag d. 11. april, 1994. Klokken var 20.00 og det var mørkt, da vi gik gennem tolden. Vi havde et bekræftelses-nummer og reservationer for en lejet bil, og vi var urolige for, at den ikke ville være til rådighed, da tingene ofte ikke går som planlagt i Den Tredje Verden. Heldigvis stod en firhjulstrukket Toyota Land Cruiser med det samme til rådighed. Stik imod vores sunde fornuft begav vi os ud i den meget mørke nat for at finde The Pan-American Hotel nær lufthavnen. Vi havde et kort, instruktioner, og fulde af selvtillid forlod vi lufthavnen.

Guatemala City er den ultimative labyrint om dagen, og helvedes by om natten. Denne ekstremt farlige by er udstyrret med få eller ingen gadeskilte. Hvor skilte faktisk findes, er de ofte omhyggeligt kamuflerede med præcis den samme farve som bygningerne, og er altid placeret højt oppe på bygningens hjørne. Skiltene smelter på magisk vis sammen med skyggerne. Måske kunne et hjørne ud af tyve blive identificeret. Ross skreg af skræk, siddende på bilens lad. Harry mumlede af og til ”Jeg kan ikke se nogle skilte.” Efter to timers hjælpeløs forvirring var Rusty, vores frygtløse chauffør, ved at gå op i sømmene. Harry havde mistet mælet og hans øjne var blanke. Ross gjorde sig kun bemærket ved lejlighedsvise ”Hvor er vi?” Håbløst faret vild gav vi op, og checkede ind på det første hotel-agtige sted vi kunne finde. Det var næsten midnat, da vi checkede ind. Den næste prioritet var aftensmad, da vi ikke havde spist siden tidligt på dagen. Det lykkedes os at skaffe nogle club sandwichs, og så faldt vi i søvn.

Vores søgen begynder

Den næste morgen, godt fodret og bevæbnet med ekspert instruktioner og et godt kort, tog vi af sted igen. Som forventet fór vi vildt indenfor minutter. På en eller anden måde lykkedes det os, at finde den vej, som fører ud af Guatemale City. Vi satte kursen mod Aqua Dulce og Lake Izabal. Cirka 20 kilometer fra byen på den atlantiske hovedvej, som er den bedste og travleste vej Guatemala har at tilbyde, endte vores rute brat. Få uger tidligere havde guerrillatropper sprunget den centrale bro i luften. Selvom Guatemala har ry for at være et relativt sikkert sted at rejse, lå den ødelagte bro som et minde om, at 30 års oprør ikke er forbi.

En knap tilstrækkelig erstatning af pontoner tillod trafikken at passere i et enkelt spor. Efter en times forsinkelse blev det vores tur til at komme over. Vi krydsede fingre og krøb over broen. Nu var vi på vej igen.

Det var Ross’ tredje fangstrejse til Aqua Dulce og Rusty’s anden. Indsamlingsområdet var velkendt for os. Vi var udstyrret med gamle fangst-data, kort, vod, håndnet og kastenet. Under Ross’ tur i 1986 med den afdøde Russ Norris fra Belize blev Archocentrus spinosissimus og Carlhubsia stewarti bragt med hjem og introduceret i hobbyen. Under Rusty’s tur i 1993 med Thom Grimshaw fra Belize blev Vieja maculicauda og Thorichthys aureus genindført i det udtømte, amerikanske opdræt. Den mest eftertragtede fisk, som vi vidste fandtes i området, var ’Cichlasoma’ bocourti. ’Cichlasoma’ bocourti er kendt som den gyldne mojarra, og var grunden til, at vi var her. Ross gjorde sit fjerde forsøg på 11 år i at få fat på denne fisk.

Den gyldne mojarra er en meget attraktiv fisk. Den mellemstore Heroine-art har en smuk gul-orange farvedragt på hele kroppen med otte til ni svage, sorte bånd, som løber lodret over dens krop. Den har aldrig været ført ud af Mellemamerika levende. Kun nogle få individer er blevet indsamlet, beskrevet og konserveret og Ross havde kun taget ét farvefoto af fisken. Dette billede var af et individ, som Russ Norris havde spiddet i Moho River i Belize, hvor man ikke troede den fandtes, og udgivet i april-nummeret 1984 af Freshwater and Marine Aquarium magazine. Det meste af den publicerede information om denne art, viser håndtegnede skitser af ’Cichlasoma’ bocourti med ringe eller slet ingen information om dens levested.

Nu var vi fast besluttede på at finde denne sjældne og hemmelighedsfulde skønhed. Harry Specht havde været ved Moho River i 1984, da den første gyldne mojarra blav fanget, og var ligeså ivrigt som resten af selskabet. Rusty havde først lige sendt farvefotoet, og kørte nu med 120 km i timen på en dårlig vej med retning mod Lake Izabal! Som besatte cichlidesamlere følte vi os sikre på succes på denne tur.

Ingen af os havde nogen anelse om, hvor vi kunne finde et motel den nat, men vi var forberedte på det sædvanlige, moskitohærgede hul for nogle få US dollars per nat. Ved ankomsten til Aqua Dulce, tog vi en lille grusvej, som gik parallelt med Lake Izabal, og fandt et motel kaldet Marimonte. Marimonte var en dejlig, ny, semi-private marina og club henvendt til de velhavende folk i Guatemala. Området var velholdt og havde adskillige, tropiske frugttræer, som fx citroner, lime, appelsiner, cashew, mangoer, kokos og sapodillo-træet. Sapodillo indeholder den gummiagtige bestanddel i tyggegummi. I haverne var der også tamme, rødhovede papegøjer, næsebjørne, araer, toucaner, plus en baby edderkoppeabe og en ozelot. Vores værelse var rart og havde airconditioning, som – hvis det kørte hele dagen – hold rummet ganske køligt.

Før mørkets frembrud blev vi nødt til at snorkle langs Lake Izabals kyster. Vi var i stand til at se mange cichlider, men intet held med at finde den gyldne mojarra. Fangst med vod og kastenet gav nogle få individer af Thorichthys aureus, Vieja maculicauda, Archocentrus spilurus, 'Cichlasoma' salvini, Amphilophus robertsoni og Parachromis managuense og nogle ikke-cichlider, som fx atherinider, Hypressobrycon milleri, Astyanax fasciatus, Belonesox belizianus, Carlhubsia stuarti, Gambusia luma, Poecilia mexicana og Rhamdia-maller. Vi så masser af fisk, men ingen gylden mojarra.

Middagen den aften bestod af en sortbæltecichlide, Vieja maculicauda, på tre pund. Det var aftenens specialitet, og blev kaldt ”Mojarra Marimonte”, og bestod af en enorm bagt sortbælte med en vidunderlig, rød sauce. Intetanende om aftenens underholdning, fik vi snart besøg af to, tamme vaskebjørne, som brugte det meste af aftenen på at lege mellem vores fødder og af og til stjæle brød fra vores bord. Mere end en gang måtte servitricen komme og jage vaskebjørnene væk fra vores bord med en kost til dette formål. Underholdningen var fornøjelig, maden lækker.

Den næsten morgen tog vi til de interessante maya-ruiner ved Quiriga. Den giganske stelae (store stenskiver) var velbevarede og turen værd. Vi kørte forbi mange lovende steder på vejen hjem. Det eneste sted, som var værd at notere sig, var en dam på en gård, som indeholdt nogle Jack Dempsey, ’Cichlasoma’ octofasciatum. Disse viste en smuk rødlige farve under hagen og på bugen. Ikke-cichliderne inkluderede mange Phalichthys amates og en gigantisk Synbranchoid ål. Denne ål var et monster på over en meter! Imens den blev halet op, bed den hidsigt efter alt indenfor rækkevidde. Efter nogle få fotos blev denne fyr sat tilbage i dammen igen, da vi var overbevist om, at den havde tænkt sig at æde os.

Fiskeriet var ved at blive nedslående, da vi ikke havde set den gyldne mojarra endnu. Vi besluttede, at et skift i tempo var nødvendigt. Den følgende dag lejede vi en motoriseret båd og tog afsted ved morgengryets første lys. På vores gebrokne spansk gav vi vores kaptajn besked på, at tage os sydpå cirka 30 km for at prøve med voddet, rejenet og kastenet. Den eneste fangst, som var besværet værd, var Vieja maculicauda og en højst usædvanlig ferskvands tangål. Imens vi holdt pause, så vi en lokal fisker i færd med at trække et net ind, og vi nærmede os ham for at kigge på hans fangst. Overraskende havde han otte, store snook og en to meter lang tarpon. Vi viste ham vores billede af den gyldne mojarra (som vi tog med overalt), og hans instruerede os i, at tage til en nærliggende fiskerlandsby, hvor lokale fiskere losser sortbælter fra deres små robåde. Efter at have forhørt os hos et dusin eller så fiskere, fandt vi ingen gylden mojarra.

En forsinket fisker ankom i en grovt forarbejdet kano, og til vores overraskelse rummede hans båd bunkevis af Vieja maculicauda og nogle få, gyldne mojarra. De fleste af fiskene var døde, men vi fandt ni styk på størrelse med en hånd, som var lidt liv tilbage i. Vi smed dem hurtigt i vores flamingokasser og var helt i ava. Vi havde endelig levende, gyldne mojarra! Fire af dem døde hurtigt derefter, og blev konserveret. De fem overlevende så godt ud, og blev med det samme fragtet tilbage til motellet, hvor de fik luft og medicin. Vi betalte ialt 18 Quetzals (3.00 dollars) for de ni fisk. De lokale fortalte os, at gyldne mojarra var ret sjældne i deres område, og sjældent ses i faglige fangster. Faktisk havde de ikke fanget mere end én i de sidste par måneder. Vi var næsten forpustede af iver over vores held.

Hen mod slutningen af dagen, ville Harry gerne benytte voddet et par gange mere i forsøg på at fange flere Carlhubsia stuarti før vi skulle afsted den følgende morgen. Eftersom det primære bytte allerede var fanget, sluttede Rusty sig modvilligt til Harry i en sidste indsamling, selvom Rusty ikke havde hjertet med i det. Det sidste net rummede store, voksne Carlhubsia og adskillige, tydeligt stribede, unge cichlider. Ved første øjekast troede vi, at vi havde fanget Tilapia buttikoferi. En nøjere inspektion fortalte os, at vi havde landet de første unge eksemplarer af gyldne mojarra, som fiskeverdenen nogensinde havde set. De små 'Cichlasoma' bocourti ser fuldstændigt anderledes ud end de voksne, men er også meget pæne. Vi var bare heldige at trække voddet gennem en rede med baby 'Cichlasoma' bocourti. Vores anstrengelser resulterede i seks ungfisk.

Opdræt af ‘Cichlasome’ bocourti




(Et par ynglende 'Cichlasoma' bocourti i akvariet. Fisk og foto af Rusty Wessel)

’Cichlasome’ bocourti når en længde på mindst 30 cm. Ungfiskene farve er lysebrun med lodrette bånd, som strækker sig over hele fiskens længde. De voksne fisk har fuldt fortjent kælenavnet ”gylden mojarra”. De er farvestrålende med en gylden glans af gult, grønt og orange på hele kroppen. Lodrette bånd præger hele længden af den voksne fisk, men er ikke ligeså tydeligt som hos ungfiskene. Der er ingen tydelig kønsforskel med undtagelse af, at hunner bliver en smule rundere om bugen. De voksne hanner har generelt lidt længere ryg- og gatfinner. Men disse forskelle er dog ikke altid umiddelbart tydelige. Den mest pålidelige måde at skelne kønnene fra hinanden på, er simpelthen at iagttage fiskenes adfærdsmønster. Hannerne er generelt meget mere territoriale og aggressive.

Hold i akvariet

For fuldt ud at kønne påskønne skønheden og elegancen hos denne cichlide, er et stort akvarium nødvendigt. På trods at deres store størrelse er ’C’. bocourti ikke så grum som mange andre af de mellemamerikanske cichlide-arter, som er at finde i hobbyen. Denne fisk er relativt hårdfør og ikke kritisk mht. vandkvalitet, men den foretrækker værdier med en pH omkring 7.0. I naturen lever den primært af snegle, insekter og alger, basseret på egne observationer. I akvariet spiser den uden problemer enhver form for færdiglavet foder. Jævnlige, delviste vandskift anbefales i høj grad for at holde denne fisk i god form. Men, som mange andre cichlider, er dette dyr ganske sejt og tolerant overfor en grad af utilsigtet forsømmelse fra ejerens side.

Opdræt




(En hun 'Cichlasoma' bocourti i akvariet, i færd med at passe sin yngel. Fisk og foto af Rusty Wessel)

Det første opdræt af ‘C’. bocourti fandt sted i et 151 liters akvarium i februar, 1997. De voksne, som var adskilt af en ”ægge-rist” skillevæg, besluttede at vælte denne forhindring og, heldigvis, blev de venner med de samme. Normalt resulterer dette i hunnens død, medmindre et specielt designet gemmested, som fx en hule, er tilstede som tilflugtssted. Både hannen og hunnen blev seksuelt aktive og begyndte at vise yngledragt. Den generelle farve blev mere intens, klar gul med tydelige, sorte striber. Hannen gjorde konstant kur til hunnen, og parret begyndte at rengøre en flad sten på bunden af akvariet. Cirka fem dage senere begyndte de at lægge æg på den omhyggeligt rengjorte sten. Først tog hunnen en tur henover sten imens hun afsatte en række af æg. Så fulgte hannen efter og befrugtede dem. Dette ritual stod på i to timer, indtil stenen var dækket af cirka 300 æg, imens hannen holdt udkig efter mulige indtrængende.
Både hannen og hunnen blev set fjerne enhvert ubefrugtet æg, som var letgenkendelige på deres hvide farve. Hunnen stod for størstedelen af plejen, men hannen tiltog også i pasningen af æggene. Efter 72 timer klækkede æggene, og parret placerede larverne i en fordybning i bundlaget, som de havde gravet. Efter yderligere tre dage var ungerne fritsvømmende og blev fodret med nyklækket artemia. Som jeg altid gør med substratlegere, fjernede jeg cirka halvdelen af ungerne vha. hævertmetoden og placerede dem i et separat akvarium til opvækst adskilt fra forældrene. Efterhånden som ungerne voksede, forsatte de voksne med at sørge for deres afkom, og første hele tiden ungerne rundt i akvariet, imens de holdt udkig efter fjender. Efter 45 dage blev de unger, som var opfostret hos forældrene, flyttet over i opfodringsakvariet. Generelt var ungerne nu 1,9 cm. Interessant nok var ungerne, som havde gået hos forældrene, en smule større end dem, som var opfostret alene. Fodrings- og vandskiftrutiner havde ellers være cirka de samme. Man kunne måske forestille sig, at ungerne hos forældrene blev en smule større, pga. deres mulighed for at græsse af det slimsekret, som forældrene udskiller. Generelt er den gyldne mojarra en fantastisk fisk med stor skønhed og elegance. Som med alle cichlider er yngelplejen uovertruffen. Sammenlignet med andre, store cichlider er den relativt nem at holde og opdrætte. Så hvis du er interesseret i nyankomne fisk fra Mellemamerika, må du ikke gå glip af denne her!

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Rusty Wessel