Opdræt af den peruvianske Satanoperca jurupari

Forfatter: Lee Newman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Opdræt af den peruvianske Satanoperca jurupari – Et tilfælde af ovophil mundrugning

Skrevet af Lee Newman, 1995
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006


(Satanoperca jurupari fra Rio Mormon i Peru. Fisk og foto af Lee Newman)

I april-maj 1993 rejste jeg til den peruvianske del af Amazonas for at lede efter en art Santanoperca, som en kollega havde indsamlet og fotograferet i Rio Yarapa på en tidligere tur. Denne ”jordspiser” med en smaragdgrøn snude, orange læber, bronzefarvet krop og forlængede bugfinner var ikke som nogen art, jeg kendte til. Tidligere havde Leibel (1988) også rapporteret om en mulig, ubeskrevet art af Satanoperca fra det samme område, hvilket gav mig yderligere motivation i mine anstrengelser.

Under den første uge ombord på båden, the Delphin, besøgte vi områder, hvor fiskene tidligere var blevet fundet. Men fordi Rio Yarapa var oversvømmet, var det meget svært at indsamle pga. det øgede tilgængelige habitat for fiskene, plus de undervands forhindringer, som neddykkede træer udgjorde for vores net, og det lykkedes os ikke at finde det ønskede. Den anden uge boede vi i ”Amazon Camp” ved Rio Momon, en biflod til Rio Nanay, cirka 45 minutter med båd fra Iquitos. Med hjælp fra de lokale fandt vi snart ud af, at mange arter af cichlider tilbringer natten på meget lavt vand langs med den oversvømmede flods banker. Ved at følge deres råd lykkedes det os om natten at indsamle Laetacara thayeri, Crenicara punctulata og en Satanoperca-art med et solidt, langt dyppenet direkte ud fra lejren. Ifølge Kullander (1986) er Satanoperca jurupari den eneste art i den slægt, der vides at forekomme i Peru, på trods af en lille, racemæssig variation i farve og form blandt andre populationer. Af de eksemplarer vi fangede, blev 20 individer (ca. 60 mm i længden) holdt og transporteret levende tilbage til Canada. Jeg vurderede, at de var mindst seks måneder gamle, baseret på fiskenes størrelse.




(Rio Mormon i Peru. Foto af Lee Newman)

De nye jordspisere fandt sig hurtigt til rette, og deres indledende skyhed blev afløst af ængstelig, direkte adfærd, især under fodring, i løbet af blot nogle få uger. Desuden viste de sig ikke at være vanskelige mht. at æde akvariefoder. Frosne myggelarver, hakkede, levende regnorme og cichlidepellets blev grådigt spist. De har gået i relativt store akvarier (200-650 L) i varmt, blødt og let surt vand (29°C 1°DH; pH 6.5), holdt rent med grundigt filtrering og jævnlige, delvise vandskift. Fiskene er nu 15-18 cm i total længde. Ud af de tyve individer blev otte give videre til to akvarist-venner, og fire blev mistet under en flytning i april 1994, hvilket efterlod mig med otte individer. Disse otte har gået sammen i et 650 L akvarium, holdt som beskrevet ovenfor, i de sidste adskillige måneder.

I oktober lagde Danny Kent, en af mine akvaristvenner, som havde fået fire af fiskene, mærke til, at en af dem ikke spiste og tilsyneladende mundrugede. Selvom ingen leg var blevet observeret, havde den typiske adfærd over de sidste par måneder inkluderet sidestillede og frontale signaler. Efter adskillige dage begyndte fisken igen at spise, og intet videre blev noteret. Vi havde indtil dette punkt regnet med, at de nye fisk var biparentale, larvophile mundrugere (mundruger ikke æggene, men først ungerne), men det faktum, at Danny hverken så pardannelse, rengøring af en yngleplads eller fasthæftede æg tydede på noget andet.

Flere uger senere lagde jeg mærke til øget signaladfærd blandt gruppen i mit akvarium. På dette tidspunkt var fiskene mindst to år gamle, og burde være eller næsten være kønsmodne. To vigtige overvejelser, når man forsøger at opdrætte enhver form for Satanoperca-art er, at (1) disse jordspisere er seksuelt isomorfe (kønnene ligner hinanden) og (2) de er lang tid om at blive modne idet de er mindst to år om at blive formeringsaktive. Men alligevel var flere af mine otte fisk meget mere runde om bugen sammenlignet med de andre. Disse var formodentligt hunner og de andre hanner. Jeg brugte denne (mindre pålidelige) teknik til at kønsbestemme dem, fordi de alle var blevet holdt sammen i det sidste 18 måneder, og hunnerne ville under optimale forhold blive fulde af æg så snart de blev kønsmodne.

På dette tidspunkt havde en han (baseret på hans slankere bugprofil) udstukket et territorium og forsvarede den højre halvdel af akvariet, som indeholdt et mindre stykke vandmættet træ og en plastikplante. Med udspilede rygfinnestråler, sidestillede signaler, overdreven svømning og siadfærdfremvisning gjorde hannen kur til en hun (med tydeligt rundere bug). Efter flere dages kurmageri fik hunnen lov til at blive i hannens territorium, hvor hun tilbragte det meste af tiden under træstykket. De øvrige seks fisk blev jagtet af hannen – og mindre ofte af hunnen – når de ikke holdt sig til den venstre del af akvariet.




(En friskfanget S. jurupari fra Rio Mormon. Foto af Lee Newman)

Efter flere dages fælles territorieforsvar begyndte hunnen i parret at rengøre et lille, vandret område på træstykket på typisk cichlidefacon. Det skal nævnes, at før dette tidspunkt havde ingen af fiskene vist interesse for de vandmættede blade liggende på bundlaget (tænkt som en flytbart yngleplads). Hannen, som primært tog sig af territorieforsvaret, deltog næsten ikke i rengøringsaktiviteten. Klargørelsen af stedet varede i adskillige timer, og i den tid kom hunnens læggerør gradvist til syne. Med træstykket rengjort til hendes tilfredsstillelse, begyndte hunnen på nogle ”tomme” ture med hannen tæt på, som kun tillod hende at jage indtrængere væk i kort tid ad gangen. Efter adskillige sådanne ture afsatte hunnen 4-8 lysebrune æg på træet, svømmede et stykke væk imens hannen befrugtede dem, og vendte så tilbage for at samle dem op med sin mund! Disse fisk var altså ovophile mundrugere (som med det samme tager æggene i munden), hvilken sandelig var modsat hvad vi havde forventet, da alle medlemmer af S. jurupari-gruppen er rapporteret som værende larvophile mundrugere. Æglægningen varede cirka 19 minutter, hvor hunnen til sidst havde munden fuld af æg, og hannen begyndte at miste interessen.

Sammenlignet med dem fra S. leucosticta var æggene fra S. jurupari større og færre i antal. Også æglægningsstedet var mere typisk for en umiddelbar snarere end en larvophil mundruger, pga. parrets valg af et ikke-flytbart snarere end flytbart gydested. En time efter æglægningen jagede hannen den rugende hun ud af sit territorium, og deltog ikke mere i de familiære pligter. Selv i det relativt store 650 L akvarium blev hunnen konstant forstyrret af enten den territoriale han eller de andre individer, som var forvist til akvariets venstre halvdel. Fire dage efter æglægningen mundrugede hunnen ikke længere, hvilket blev bevist af hendes fornyede interesse for føde. Som bevis på at dette ikke bare var et isoleret, anormalt tilfælde af ovophil mundrugning, forviste en anden han snart den oprindelige han fra dennes territorium, og lagde efterfølgende æg med to hunner på samme måde som beskrevet tidligere. I overensstemmelse med deres ovophile mundrugning, ser fiskene ud til at være polygame. Baseret på observationer af dette begrænsede antal gydninger etablerer hannen et territorium, finder en legemoden hun til gydning, jager hende så væk fra territoriet og begynder at gøre kur til andre, modne hunner. Efter to af de tre tilfælde blev hannen observeret mundrugende på et lille antal æg. Men denne adfærd varede imidlertid i mindre end 18 timer efter gydningen.






(Legesekvenser hos S. jurupari. Foto af Lee Newman)

Ingen af de nævnte æglægninger resulterede i unger. Det ser ud til, at hannerne enten ikke er helt dygtige nok til af formere sig endnu, eller vedblivende forstyrrelse af den rugende hun forårsager en tidlig afbrydning af mundrugningen. Efter det sidste yngleforsøg blev den rugende hun flyttet fra opholdsakvariet til et 40 L udrugningsakvarium for at afslutte mundrugningsperioden i relativ fred og ro. Under flytningen spyttede hun 32 æg ud, som blev samlet og placeret i et modificeret klækkeakvarium. Næste dag var 30 af de kunstigt rugede æg blevet hvide, sikkert beskadiget af håndteringen. Men to var stadig lysebrune og formodentlig befrugtede. Alle æggene blev ruget i klækkeakvariet i 42 timer, på hvilket tidspunkt de to befrugtede æg blev undersøgt med et dissektionsmikroskop. Undersøgelsen af fostrene afslørede en chorda (rygstreng) med melaninpigment og noget hovedudvikling. Det så ud som om, at der stadig var en dag eller to til klækningen. Til sammenligning klækker æg af S. leucostica med forældrenes hjælp 36 timer efter gydningen ved samme temperatur (29° C). Det vil ikke overraske, hvis tidsrummet fra klækning til fritsvømmende unger viser sig at være meget længere hos S. jurupari end hos S. leucosticta.

Disse observationer ser ud til at antyde, at der indenfor slægten Satanoperca måske findes mindst to (og måske tre) formeringsstrategier. Beviser, såsom antallet og størrelsen af æggene og de forlængede udviklingsstadier, antyder at den peruvianske form af S. jurupari i naturen er en polygam, ovophil mundruger. Men man bør huske, at denne konklusion kun gælder for en specifik populationer, og måske ikke er repræsentativ for andre i udbredelsesområdet. I mange år var den Satanoperca ”jurupari”, der fandtes i hobbyen, i de fleste tilfælde faktisk S. leucosticta, den jordspiserart med hvide øjepletter. Den sidstnævnte art er blevet opdrættet jævnligt af akvarister, og er kendt for at være en biparental, larvophil mundruger med flytbar æglægningsplads. Men den populære tankegang at alle Satanoperca’er er larvophile mundrugere, er helt sikkert misledende. Eckinger (1987) rapporterede at S. daemon var en modificeret substratleger, og ifølge Winter (1927) er S. acuticeps en typisk substratleger. Det lader til formeringsmodalitet hos slægten Satanoperca er et plastisk karakteristika, hvor hver art (eller population?) har udviklet en strategi, der virker i dens specifikke omgivelser. Uanset hvad giver det et interessant indblik i Satanoperca’ernes ynglebiologi.

Oversat og gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Lee Newman