Opdræt af amerikanske Tetra

Forfatter: Eric Rogne
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Opdræt af amerikanske Tetra



(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk

Flere og flere bliver fascineret af de mindre stimefisk. De findes i utallige farver; rød, blå, sort, orange, gul, sølv og guld. De er et perfekt supplement i et beplantet akvarium med mindre fisk, og tilfører det et helt specielt udtryk med deres rolige fælles bevægelser. Hvis de holdes i et artsakvarium, ligner deres adfærd meget den der ses hos cichlider, nemlig med en vis rangorden og fremvisning af dominans. Hannerne viser sig frem overfor hunnerne, og konkurrerer med hinanden, igen ligesom cichlider. Dette gøres ved at fiskene vender siden til hinanden med finnerne rejst, og fremviser deres kropsstørrelse for den anden part. Det er fascinerende at se disse små fisk konkurrere på denne måde. Nogle gange kan man opleve at en han indtager en del af et yngleakvarium når han gerne vil yngle. Han forsvarer dog aldrig området efter at han har ynglet, og æggende ender med at blive spredt.

Inden for det sidste stykke tid har nogle arter af amerikanske karpelaks ynglet i mit akvarium. Man kan opleve at disse fisk er lette at få til at gyde, men at det kan være ret svært at opfodre ynglen i et akvarium. Følgende er de fire arter som jeg har fået yngel på og har klaret at opfodre under The Boston Aquarium Societys standarter (BAP):

Hyphessobrycon columbianus (Colombia Tetra, Rød/Blå Tetra)
Aphyocharax anisitsi (Blodfinne Tetra)
Hemigrammus rodwayi (Guld Tetra)
Moenkhausia sanctaefilomenae (Rødøjet Tetra, Smoking Tetra).
Jeg vil komme med mere information omkring arterne individuelt senere. De blev avlet og opfodret under nogenlunde de samme forhold, og men små forskelle vil blive nævnt under de enkelte arter.





Forhold i hovedakvariet


Måden jeg får disse arter til at gyde på, er at have et eller to akvarier med flere arter i, hvorfra jeg kan udvælge den art jeg gerne vil yngle på. Et sådan akvarium kan være på 75- 210 liter, alt efter hvad man har til rådighed. Vandværdierne skal være nogenlunde som følger:

PH-værdi: 7,5 – 7,8
TDS(Total dissolved solids): 80 - 140
Temperatur: 24,5 – 25,5 C°

Fiskene som skal yngle, fodres med flagefoder beregnet til tropiske fisk som hovedfoder. Dagen før overførslen til yngleakvariet og på selve dagen, fodre jeg med Cyclops og dyreplankton. Jeg bruger dem frysetørret, men levende eksemplarer ville selvfølgelig være det optimale. Siden jeg rejser meget, bliver jeg dog nødt til at bruge det letteste.



Forhold i yngleakvariet

Yngleakvarierne er på 38 liter, og har intet bunddække. Jeg bruger et simpelt filter opbygget af en svamp. Vandforholdende kan forberedes lige fra en hel uge før, til dagen før overførslen af yngle kolonien og ser sådan ud:

Vandværdierne i mine yngleakvarierer:
Ph-værdi: 6,0 – 7,3 (som regel 7,0)
TDS: 20 – 45
Temperatur: 27,8 – 28,9 C°

Indretning

Og så til indretning. Jeg bruger rigtige planter, som regel Javamos eller ”Naja grass”(eng). Disse to arter har virket bedst for mig. Levende planter udgør ikke kun et godt gemmested for ynglen, men indeholder også noget levende foder. Nogle planter tynges ned med sten, imens andre efterlades flydende i vandoverfladen, hvilket giver de voksne fisk gemmesteder og lidt fred. Filtret indstilles i første omgang til at have en stor gennemstrømning, for at give fiskene nok ilt. Lyset indstilles så det er tændt 12 timer i døgnet.


Fremgangsmåde

Denne kan igen variere en smule fra art til art. Disse værdier vil måske ikke virke hos arter med lysfølsomme æg, såsom Paracheirodon innesi (Neon Tetra). Jeg har endnu ikke nogen erfaring med disse arter. Før i tiden havde jeg mine fisk gående i trioer eller par når de skulle yngle, men jeg fandt ud af at det tog alt for lang tid at få dem til at gyde. Jeg har i stedet valgt at holde dem i grupper, som regel to hanner og fire hunner. Ved at gøre dette, risikerer man at æggene bliver spist, men til gengæld gyder fiskene som regel den samme dag som de placeres i yngleakvariet.

Fiskene placeres i yngleakvariet med kun en kort aklimatiseringsperiode. Jeg kalder dette for chok skift metoden. Den er også risikabel. Fiskene vil være stressede i nogle minutter, men de fleste arter kan sagtens klare det. Gør det dog ikke imod meget følsomme Tetra arter. De udvalgte fisk fodres desuden lige før man flytter dem fra det store akvarium, da jeg har erfaret at nogle arter ikke vil tage føde til sig i et artsakvarium, men gerne vil gyde her.

Når fiskene har gyddet, hvilket kan ses ved at kigge under den bare bund på akavariet, fjernes de voksne fisk for at de ikke spiser æggene. Dette skal gøres så hurtigt som muligt. Jeg har prøvet at miste stort set alle æg, fordi jeg ventede med at fjerne de voksne individer til dagen efter. Når forældrefiskene er fjernet, bør man tilsætte sortvands ekstrakt og/eller methyl blåt. Filteret indstilles nu til at have en meget lav gennemstrømning; én boble per sekund. Hos de fleste arter klækker æggene indenfor 36 timer. Øjnene udvikles indenfor tre dage efter gydningen. Æggene er 1 mm i diameter og ynglen er 2 mm lange når de er klækket. De kræver småt foder, så man skal bruge noget med en lille mikron størrelse, som samtidigt er fordøjeligt. Jeg bruger et pulver som jeg vil fortælle nærmere om i senere artikler.

Ynglen vil vokse meget forskelligt, nogle vokser hurtigere end andre. På et tidspunkt vil de største begynde at spise de mindste, så man skal sørge for at tage de større fisk fra. Det er derfor nødvendigt at have flere akvarier oppe at køre i god tid. Disse små fisk er fra naturens side rovfisk. De vil derfor klare sig bedst med levende foder (infusorier, senere små rejer), men kan vænnes til fabrikeret foder hvis de får det tilbudt. De leder konstant efter føde, og bør fodres flere gange om dagen. Vandskift foretages én gang om ugen; i starten kun på 10 %, men nogle uger senere kan fiskene klare 25-50 %. Med disse arter er mindre vandskift bedre. Jeg plejer desuden at vænne dem til forholdene i det store akvarium ligeså langsomt.



De enkelte arter



Hyphessobrycon columbianus:


(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk


Fisken stammer fra Darien regionen i Colombia. Det er en af de nyere fisk indenfor akvariehobbyen, men har da dog været holdt i mindst seks år. Den er kendt som Colombia Tetra eller Rød/Blå Tetra og har en klar blå farve på kroppen og røde finner. Hannerne er lidt større end hunnerne og har længere rygfinner. Denne art er meget rolige og bliver kun ca. 5 cm. Da de ynglede hos mig, havde jeg dem i en flok på to hanner og fire hunner.



Aphyocharax anisitsi:


(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk


Fisken stammer fra Rio Parana i Argentina. Denne fisk har en sølvagtig krop og røde finner, deraf navnet Blodfinne Tetra. Hannerne og hunnerne er nogenlunde samme størrelse, men hunnerne vil have en større mave, når de er fuldvoksne. Hannerne har hvide spidser på deres gatfinner og bugfinnen. Pas på, de er meget glade for at spise æg. Sammensætningen af køn er den samme som arten ovenover. Ynglen vil i nogen grad jage hinanden. De har også lidt tendenser til at være finnenappere, men det er ikke slemt. De bør dog, som voksne, placeres i et akvarium med andre energiske fisk.




Hemigrammus rodwayi:


(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk


Fisken stammer fra Guyana. De har en krop med et skær som guld, og kaldes derfor for Guld Tetra. Hannerne er lidt mindre end hunnerne, har et klarere guldskær, og har en hvid spids på deres gatfinne. Opdrættes på samme måde som nævnt før. De er ikke slemme til at spise deres yngel, og jeg har før fundet yngel i et akvarium hvor der gik voksne fisk. Ynglen er også her lidt efter hinanden, efterhånden som de vokser(de større jager de mindre). De er fredelige som voksne.


Moenkhausia sanctaefilomenae:


(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk

Fisken stammer fra et område der strækker sig fra det vestlige Brasilien til Paraguay. Denne fisk er sølvfarvet på kroppen, med en hvid/gul og sort stribe ved roden til halefinnen. Øjnene er røde, og denne fisk kaldes derfor ofte for Rødøjet Tetra. Kroppen er lille og kompakt og hannerne har klarere farver og er en del mindre end hunnerne. De er meget aggressive imod artsfæller og hunnerne hundser ofte rundt med hannerne. Efter min erfaring er det bedre at sammensætte denne art, således at der er fire hanner og to hunner, hvis man vil have dem til at gyde. Voksne fisk bør, når de ikke går i et yngleakvarium, holdes i store stimer, i et akvarium som indeholder hurtigere fisk, som også har tendens til at nappe (fx halvstore barber).

Det var det for denne gang.


Oversat og tilpasset af: Carli Flannagan

Originalplacering(ekskl. billeder): Eksternt link http://www.aquarticles.com/ og Eksternt link http://fishclubs.com/wi/mas/

Forfatter til original: Eric Rogne