Victoria cihlider for begyndere

Forfatter: Principia - Peter Jensen, oktober 2009
Oprettet: 15/10-2009 15/10-2009
Sidst redigeret: 15/10-2009 15/10-2009
Oprettet under: Victoria
 Del

Victoria cihlider for begyndere
Jeg vil gerne fortælle lidt om at holde Victoria cichlider, da jeg mener ,at det er en meget overset gruppe af fine fisk.
Det skal dog siges, at det ikke er uden problemer at kaste sin kærlighed på dem. Der er en række faktorer, som spiller ind, og som jeg vil prøve at belyse.
Jeg vil i denne artikel prøve at give en kort forklaring på nogle af hovedårsagerne, men mest dog koncentrere mig om de problemer, eller rettere udfordringer, man står over for som akvarist. Denne artikel er ikke ment som en udredning eller nogen videnskabelig forklaring, men er mere skrevet m.h.p. at skabe lidt interesse for disse spændende fisk, for det er ganske enkelt ikke muligt i en almindelig, kort artikel som denne at belyse hverken området eller dyrene i en mere dybdegående grad, uden at det bliver uoverskueligt.

Baggrundsviden om Lake Victoria, dens indbyggere og problemerne i fiskenes naturlige habitat
Victoriasøen er en sø på ca. 68500 km2 - altså omkring dobbelt så stor som Danmark.
Det er den største sø i Afrika, og den grænser op til tre af verdens fattigste lande, som gennem generationer har været plaget af krige. Den nordlige halvdel tilhører Uganda, den sydlige halvdel Tanzania og en del af den nordøstlige del grænser op til Kenya.
Søen ligger nær Ækvator, og skiller sig ud ved at store dele af den nordlige ende ligger lige op til regnskoven. Der er faktisk liv i hele søen, fordi den til forskel fra de mere kendte gravsænkningssøer (fx Lake Malawi og Lake Tanganyika) ikke er specielt dyb, idet den kun stikker 84 m på det dybeste og har en gennemsnitsdybde på ca. 40 m, men ellers er der alle de i forvejen kendte biotoper, klipper, overgangszone og sand/åbent vand.
Dog er der dele af søen, som er bevokset med papyrusplanter og rørskov, så planter er ikke lige så fremmede i Victoriasøen som i de andre. En af de andre ting, som adskiller den fra de andre mere kendte afrikanske søer, er at den har en række satellitsøer, som den føder gennem Victorianilen, som afgiver ca. 600 m3 vand per sekund.

Victoriasøen, og den begrænsede interesse for denne fra akvaristernes side, står i meget stærk kontrast til videnskabens.
Denne sø er interessant, fordi den over en forholdsvis kort periode på ca. 30.000 år har disket op med en masse arter af Haplochrominer, hvor det menes at Astatotilapia nubila er en af stamfædrene. Det menes også at der har været ca. 700 arter i søen, hvoraf langt de fleste desværre er uddøde. Der er nu kun ca. 170 arter tilbage, hvor det for langt størstedelens vedkommende også ser ret sort ud, og de fleste af de cichlider man finder i Victoria nu, står desværre på de røde lister over udrydningstruede arter. Det er i denne forbindelse vigtigt at anføre, at er flere af de arter, som ikke er at finde i søen mere, der stadig er at finde i akvarier rundt omkring i verden.

En af de største syndere i forhold til nyere tids trussel på de naturligt forekommende Victoria-arter er Nilaborren (Lates niloticus). Efter indførelsen af denne fremmede art er der nu stort set kun klippelevende arter tilbage i Victoria. Det er en opportunistisk rovfisk med en kæmpe mund, som tager alt den kan gabe over, og den bliver gigantstor. Den blev udsat i søen engang i 60'erne for at give de lokale et levebrød - en velment handling, som fik fatale følger for den naturlige fauna. Den formerede sig i en grad, som ingen havde forudset, og støvsugede søen for næsten alt. Denne forsætlige faunaforurening har faktisk skabt ubalance i hele økosystemet. Der er kommet insektplager og algeopblomstringer samt en masse uoverskuelige konsekvenser ud af det, men det ser ud til at være stagneret, og der er rent faktisk tilbagegang af denne rovfisk pga. erhvervsfiskeriet. Der bliver hevet mange tons Nilaborrer op hver dag, og det er meget normalt med fisk på 45 kg, men der er fanget eksemplarer på helt op til 100 kg i søen. Der er kommet en hel industri ud af det, og Nilaborren er blevet områdets største eksportvare. Vi kan så ude i de små husstande være med til at støtte projektet ved at købe Victoriafisk i supermarkedet eller hos fiskehandleren, når der står fisk på menuen - for så er det Nilaborrer, man køber og spiser.
Fiskeriet har dog medført en anden problemstilling, og det er den kraftige forurening, den medfølgende industriopblomstring har medført. Dels fiskeindustrien, dels også en faktisk mere skadelig træindustri. Fælles for dem er at de hiver vand op af søen og bruger det, for derefter at lede det ud igen fyldt med affaldsstoffer, såvel organiske som kemiske, og det er jo heller ikke til gavn for nogen, da større dele af søen er så forurenet ,at livet er helt fortrængt i nærheden af industriområderne. Her er søbunden død i store områder, og der er store mængder af sediment/slam på bunden, algeopblomstringer som kvæler lyset osv. Endnu en ond cirkel at slås med. Sigtbarheden i søen er flere steder helt nede på 50 cm, hvilket gør at det kan være svært for forskerne at se hvad der er - eller ikke er - tilbage.
Det stiller os i et politisk dilemma; for skal vi så stoppe den industri vi selv har været med til at opbygge, og derved gøre mange millioner mennesker arbejdsløse for at rede søen, eller hvad skal vi? Vi kan jo også vælge at acceptere, at et kæmpe naturområde er gået tabt.
Én grund er der dog til fortrøstningsfuldhed, og det er at der er opstået en gruppe af biologer og forskere, som mere eller mindre har viet deres liv til området, og at der gennem disses virke er taget en række initiativer til at lave rensningsanlæg og generelt at modernisere industrien, så den forurener mindre, og det viser lige så stille små tegn på forbedringer, men det er jo Afrika, og dette kontinent er bredt kendt for at være en stor frustration, fordi tingene langt fra går så stærkt som man kunne ønske, og lige Victoriasøen er et overset område som både kræver og også får store ressourcer, men uden at man hører så meget om det.

Hvad kan vi bruge alt dette til som akvarister, og hvordan kan vi forholde sig til det?
Jo, først og fremmest kan vi hjælpe med at aflive myterne omkring fiskene.
Der findes nemlig nogle myter om disse fine, små cichlider, som trænger til at blive belyst, og for manges vedkommende aflivet. Og vi kan prøve at holde en art eller to i vore akvarier, så vi kan opsamle nogle erfaringer at give videre til vore efterkommere, så disse fisk ikke går helt i glemmebogen. Der er nemlig overhovedet ikke noget hokus pokus ved at holde Victoriacichlider i akvarier, men det skal dog nævnes, at adgangen til materiale er meget sparsom, så det er nok ikke fisk, som henvender sig til begynderen. Et par yderligere årsager til dette beskrives her:

Navneforvirringen
Der er blandt victorianerne et navneroderi ud over det sædvanlige, som den intensive forskning af søen ikke har gjort bedre. Der er selvfølgelig årsager til dette, og herunder vil jeg prøve at forklare lidt om nogle af dem:
Når man går tilbage i historien ser man, at størstedelen af cichliderne fra Malawi og Victoria før i tiden har gået under slægtsnavnet Haplochromis. Der skete så en mindre eksplosion af interesse for Malawi, og da disse for alvor blev opdaget af akvaristerne, blev de registreret og delt op i en fart, så både videnskaben og akvaristerne talte samme sprog. Det har betydet, at der nu næsten ingen Malawier er, som går under Haplochromis-navnet længere, og det er også efterhånden sjældent at man møder det i handlen, men der er dog stadig pletvis forvirring, fordi de er blevet revideret (og nogle endda gen-revideret) igennem årene og ikke alle indenf or hobbyen har fulgt lige godt med i udviklingen.
Anderledes står det til med Victoria, fordi det her først er inden for de sidste 10-20 år, at forskerne for alvor er begyndt at beskrive dem videnskabeligt. Indtil da gik de faktisk allesammen under Haplochromis sp. et-eller-andet, og det har gjort, at det i mange år er populærnavnene som er blevet brugt i identificeringen i mangel af bedre.
Der er i de sidste år dukket 3 nye arter op, som er blevet videnskabeligt beskrevet - men det er ikke til at finde ud af for os andre. Revisionen går så stærkt at man ikke kan følge med, og alt det der Haplochromis dit og dat er splittet op i mange grupper med tilhørende undergrupper, som for øvrigt til stadighed bliver revideret, så det at skaffe fisk er svært, og at skaffe de rigtige fisk er meget svært. Fx har jeg set Astatotilapia latifasciata blive solgt som Praqmatochromis (hvilket er volapyk - eller sagt på en anden måde: det eksisterer ikke!) Men for at holde fast i lige denne art, så ser man den i handlen stadig under flere populærnavne, fx. ”Victoria Zebra”, “Haplochromis sp. “Zebra obliquidens”, “Obliquidens” og “Haplochromis latifasciata".
Og for at gøre det endnu værre, så dækker populærnavnet “Victoria Zebra” også over en anden fisk, nemlig Pundamilia nyererei, som oven i købet er delt yderligere op, så der også er Pundamilia pundamilia. Det vil sige, at vi pludselig har hele tre arter under samme populærnavn.
Samtidig ser vi den til stadighed under det gamle Haplochromisnavn som “Haplochromis zebra".
Det samme gør sig gældende ved andre arter, f.eks. Haplochromis “Thik Skin”, set som “Haplochromis Sp. CH44 – Haplochromis Obliquidens” ( som jo også er en genganger), samt når man har bestilt Mbipia Sp. “Carp”, er det højst sandsynligt “Thik Skin” man har fået, da de ligner hinanden meget - “Carp” bliver dog noget større. Det samme kan siges, hvis man bestiller Labrochromis ishmaeli, så er det næsten sikkert at det er “Thik Skin” man får, da ishmaeli er meget sjælden.
For så at gøre det hele mere forvirrende er Pundamilia nyererei delt op i en bunke farvevarianter med Pundamilia sp. eller Pundamilia nyererei sp.-navne.
Jeg har sågar været ude for en salgsliste til medimport hvor Obliquidens gik igen hos fire forskellige fisk og Zebra Obliquidens hos to.

Ud over navneforvirringen på de rene arter, har der i årenes løb også været en del kryds i omløb, som nok var pæne, men ikke havde så meget med stamformerne at gøre, ud over de kunne svømme...og i den forbindelse er der dukket en masse navne op på “skralde-latinsk”, efter hvad den akvarist som har spredt skidtet uofficielt har døbt den nye “art” til, hvilket selvfølgelig kun har bidraget yderligere til forvirringen – og til en af de ret sejlivede myter om disse fisk:
En af myterne med Victoria er nemlig, at de krydser for et godt ord. Det passer ganske enkelt ikke. Man skal selvfølgelig tænke sig om, så man ikke sætter for nært beslægtede arter sammen, men det gælder jo for fisk fra alle geografiske områder, men der har altså været nok uheldige eksempler fra victoriaholdernes “område” til, at disse cichlider har fået et særligt uheldigt, og egentlig lidt ufortjent dårligt ry.

Victoria i akvariet
Som før nævnt er de meget nemme at holde. De stiller ikke de store krav til akvariet, og man har en større frihed til indretning.
Den optimale opsætning er noget nær det man kender som overgangszonen fra Malawi. Så det i sig selv giver mange interiørmuligheder. De påskønner mange sten, både i bunden og i opbygningen af interiøret, men også trærødder, som de kan gnave i og tage alger fra. De påskønner også en vis form for plantevækst i akvariet. Man skal dog være opmærksom på, at det skal være nogle rimeligt robuste typer, og rødderne skal beskyttes mod opgravning.
Der er flere måder at holde disse cichlider på, og alle har deres fordele. Den mest indlysende måde er at starte med en art eller to, efter hvad man nu kan få fingrene i, og smide ned til sine Malawier. Disse fisk kan faktisk gå sammen med både fritsvømmere og Mbunaer, da de adfærdsmæssigt ligger lige i midten. Hvis man vælger at holde dem med fritsvømmere, skal man sørge for en stor stendynge i akvariet med masser af huler og gennemgange, som Victoria-fiskene, så for det meste vil holde sig til. Man vil kunne se en hel masse interessant adfærd, samt en opbygning af et heraki mellem fiskene. Når man holder dem på denne måde, kan det kun anbefales i et stort akvarium, helst ikke under 530 l, da det skal kunne dække begge fiskegruppers behov.

En anden måde at holde dem på er faktisk som Mbunaer fra Malawi. Biotop-efterligningen skal dog være mere overgangszone end klippe, selvom klippe er accepteret. Man skal her være opmærksom på, at fiskesammensætningen ikke skal være så belastet som hos Malawierne. Hvis man holder for mange sammen, stresser de, og man står med en grå masse, hvor hele flokken nærmest ligner hunner. De udviser ikke rigtigt adfærd, og yngler ikke. Det samme kan siges, hvis man ikke har nok fisk i akvariet, så det er lidt med at finde en balancegang. Som tommelfingerregel kan man sige, at en fisk per 25-30 l akvarievand er passende. Dette passer bedst til mindst et 325 l, hvor man sætter 2-3 ikke nært beslægtede arter sammen.

En tredje måde er at holde dem med Mbunaer. Der har man den store fordel, at man kan se alle de små forskelle træde i karakter. Svømme- og flugtadfærden hos Malawi og Victoria er meget forskellig fra hinanden. Det er en forskel som ved første øjekast ikke er så tydelig, men når fiskene sammensættes, kommer der mange synlige karakteristika frem hos de forskellige arter. Det man skal være mest opmærksom på, er at akvariet skal være et tyndt besat Mbuna akvarium,efter gængse normer, samt at Victoria generelt ikke er så hidsige som Mbunaer, men hvis fanden pludselig tager ved en han, som bliver træt af at blive jagtet, kan den splitte selv den mest dominerende Mbuna-han ad i arrigskab. Dette plejer dog ikke at være et normalt fænomen, men jeg har oplevet det en enkelt gang i mit eget akvarium. Der var ganske enkel én, der gik fulddstændig grassat, og den eneste kur var afkøling 14 dage i isolation i en spand; det løste så også problemet. Mbunaen blev dog ikke helt sig selv igen. Den gik fra konge til nar, og levede resten af sine dage med meget lav profil. Så de har åbenbart også meget forskellig psyke.
Jeg har faktisk holdt dem sammen med Tropheus fra Tanganyika, men har fået at vide af mange andre akvarister, at det var mere held end forstand ,at det gik godt. Så det vil jeg ikke anbefale, men blot konstatere, at det kan lade sig gøre.

En fjerde måde at holde dem på er artsakvariet. Det er en meget interessant måde, som har sine helt indlysende fordele rent adfærdsmæssigt. Hvis man holder fx 3 hanner til 7 hunner i et 250 l-325 l akvarium, vil man kunne følge en kolonisering af dekorationen/interiøret i akvariet, hvor hannerne har et hieraki, og hunnerne stimer. En mundrugende hun vil trække sig tilbage mellem sten eller hvad der nu ellers er af stille kroge og have fortsat yngelpleje. En adfærd, som ellers er svær at observere i de andre måder at holde dem på, da efterstræbelsen på ungerne vil være så voldsom, at hun giver op efter ret kort tid og lader ungerne være overladt til sig selv.

Generelt
Der vil som med de fleste andre fiskegrupper være en krydsningsfare, hvis man hovedløst sætter nogle nært beslægtede fisk sammen. Jeg kan heller ikke sige mig helt fri for at have gjort brug af kniv og spækbræt, fordi jeg havde kvajet mig. Men det er yderst sjældent det sker, hvis man ellers bruger sin sunde fornuft.
Jeg har faktisk oplevet at have 2 Haplochromis Thick Skin gående, uden at han efter han gik bort, i næsten to år, uden nogen form for tilnærmelser. Da jeg fik skaffet en ny han, var der skuffe på begge begge hunner inden for en uge.
Man vil i akvariet opleve, at det kan være virkelig svært at skille de enkelte hunner ud fra hinanden, da de kan finde på at stime sammen til en samlet grå klump. Men det er som om at hvis en ”forkert” han spiller op til dans, tænder den udvalgte hun ikke og flygter ind i flokken. Samt man vil se undertrykte unghanner helt lader være med at farve og stimer med hunnerne. Det bedste må være at finde nogle arter, hvor hunnerne er meget forskellige fra hinanden, hvilket også kan være lidt eaf n prøvelse.
Problemet kan så være, hvis man skal have fanget en bestemt art op af akvariet. Der kan det være svært at se forskel på hunnerne. Jeg har holdt Victoria i 6-7 år efterhånden og kan stadig stå som Fedtmule nogle gange!

Der er dog lidt positivt ved det: Der er den fordel, at der ikke er de store omkostninger ved at anskaffe dem - de er billigere end deres artsfæller fra f. eks Malawi, og det er jo også værd at tage med! Samt der er flere forhandlere som kan tilbyde at tage dem hjem via medimport, så det er faktisk ikke så umuligt mere, selvom det stadig er besværligt. Og man må påregne at det er Fx man får, da vildtfangede er yderst sjældne.

Victoriacichliderne henvender sig nok bedst til dem, som har haft akvarium i et stykke tid, og som har tålmodigheden til at undersøge tingene til bunds, og er parate til en lang jagt på det de søger, for disse fisk hænger ikke på træerne – og i sammenhæng med, at der er mange forskellige navne til én og samme fisk, ligesom et navn nogle gange hænger på flere fisk…forvirret !? - Øhhh ja! - Men det bliver bedre med tiden, efterhånden som de får styr på grupperne i søen, og så skal vi bare have almenheden til at købe dem, så de gamle navne glider ud, og vi taler samme sprog alle sammen.

Dertil skal det siges, at der med fordel kan ske et lille holdningsskred hos de enkelte akvarister:
Den nemmeste måde at holde Victoria på som det ser ud i dag, er at prøve at få fingrene i en art eller to, og smide dem ned til sine Malawier. Det kan nemlig være svært at skaffe Victoria nok til at fylde et 325 l, men man skal jo starte et sted, og det er en god måde at gøre det på. Der er så en lille tilgift i et blandet akvarium, at fiskene endnu mere sjældent krydser, da de har et så forskelligt kropssprog, at de ikke finder hinanden tiltrækkende.

Så er det bare at sige til sidst...
...at jeg håber at folk har fået en idé om, hvad de er oppe imod, som det ser ud i øjeblikket. Men det bliver bedre med tiden, også med hjælp fra akvaristernes krav om renere linier. Så hvis du vil prøve at holde noget anderledes, som man ikke ser hver dag, er det bare at prøve Victoria! De er for de flestes vedkommende meget farvestrålende og underholdene, samt nemme at have med at gøre. De yngler villigt - nogle gange lidt for villigt.
Jeg håber at denne lille artikel kan skabe lidt interesse for disse flotte fisk, og at der er nogen, der får mod på at prøve kræfter med dem efter at have læst den.
Så er der vist kun tilbage at sige god fornøjelse herfra!

Kilder :
Litteratur: Ole Seehausen, Lake Victoria Rock Cichlids