Aulonocara gruppen

Forfatter: Esben Sebastian Karlsson
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 06/11-2007 06/11-2007
Oprettet under: Malawi
 Del



Aulonocara arterne er nok de mest farvestrålende Malawi cichlider man kan holde.

Hunnerne kan dog være lidt skrøbelige, og kan let få skader eller skrammer, så det er altid godt at holde dem i en mindre flok på f.eks. 2,3. Denne cichlide er dog en af de mindre temperamentsfulde, så det sker ikke noget ved at holde flere hanner sammen, hvilket dog også kan tilrådes synsmæssigt, da der ikke er meget knald på farverne hos hunnerne der oftes er brune eller grå.

Hunnerne har denne farve for at beskytte sig mod rovfisk, så deres lidt kedelig farve carmouflere dem i sandet.

Aulonocara hanner kan være stridsbare overfor hanner af deres egen art, men er fuldstændig ligeglade med andre arter, sålænge at de ikke blander sig, mens at de er igang med at yngle.

Har man Aulonocare skal man passe mig på at fiskene ikke krydser. Da mange af hunnerne ligner hinanden, har fiskene lige så svært ved at se forskel på dem som vi har. Men hvis man nu gerne vil holde flere Aulonocare typer sammen, synes jeg at en god sammensætning vil være en Aulononocara jacobfreibergi type, måske Otter Island. Aulonocara rostratum og en Aulonocara stuartgranti type. Disse arter er meget forskelllige, så de vil umiddelbart ikke krydse.

Aulonocaraerne søger føde i sandet, de har nogle små lyttehuller på undersiden af hovedet ( også kaldet sanseporer ), hvor at de kan lytte om der er små invertebrater i sandet under dem. Når at byttet er opdaget, dykker fisken hovedet ned i sandet og spiser det.

Man kan ofte finde Aulonocare i overgangszonen og imellem klipper og grotter. Arterne findes praktisk talt over hele søen, og hver art har en utrolig flot farvedragt. Samme fisk kan have en fuldstændig anderledes farvedragt end samme art på en anden lokalition. Men stadig mindst lige så imponerne.

Hannerne er ikke særlig territoriale, hvis at de skal søge føde forlader de deres rede eller territorium. De arter som lever ved sandbunden, graver gerne en lille fordybning ved en lille sten eller lign.

Aulonocara typer som lever ved klippekysten forsvarer gerne en klippesprække eller hule.

De klippelevende typer bliver sjældent over 13 cm. Mens de arter som lever i overgangszonen gerne bliver en smule større. F.eks. bliver Aulonocara rostratum helt op til 20 cm. i naturen.

I akvariet bliver Aulonocaraerne væsentlig større, da de får meget mere føde end de vil gøre i naturen.

Det er vigtigt at man anvender fint sand, når at man påtænker sig at indrette sit akvarium til Aulonocara. De bruger det fine sand til at søge føde og til at rense deres gæller.

Et par sten og små huller/grotter er heller ikke af vejen. Det er vigtigt at man har nogle skjulesteder til hunnerne, hvor at de kan være i fred for en ynglevillig han.

Når at disse fisk yngler, og man har lyst til at tage hunnen fra, er det vigtig at man har hunnen til at gå i et opfedningsakvarium i et stykke tid, inden at man kommer hende over til hannen igen, ellers vil hannen gøre kur til hunnen igen, og hun vil oftes ikke være i den rette kondition til et nyt kuld unger allerede.

Da fiskene er meget rolige, forbrænder de heller ikke så meget energi som vi f.eks kende fra mbuna cichliderne. Derfor er det vigtig at man ikke fodre for kraftig og at man evt. har en fastedag om ugen.

I naturen er fiskene slet ikke vant til at få så meget mad, og det er oftes derfor at man også kan se på vildtfanget fisk at de er meget tynde på maven.

Derfor er det vigtig at man fodre dem lige så stille op, ellers kan fisken nemt få en tarmsygdom og gå hen og dø.

Aulonocara spiser gerne flagefoder af høj kvalitet, og selv bruger jeg også cichlidesticks opblødt i vand.



Jeg vil ikke sige at Aulonocara er en begynderfisk, og synes også kun at den skal holdes sammen med andre rolige fritsvømmende typer. Men når at man har prøvet med lidt Mbuna og lidt af de nemmere typer fritsvømmende cichlider, er Aulonocara arterne helt sikkert værd at holde.

Aulonocare gruppen omfatter også Letriopstyper og Tramitichromistyper. Det der umiddelbart adskiller disse to arter fra de øvrige Aulonocara er at de kun yngler på bestemte tidspunkter af året, så man er nødt til at være meget tålmodig, hvis at man er interesseret i at yngle med dem.