Cichlide-nyt, juli 2006

Forfatter: Laif DeMason
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Generelt
 Del

Vi er alle ved at vænne os til de nye, højere benzinpriser. Olie- og energipriserne har berørt alle aspekter af vores daglige tilværelse. Brændstofpriserne er endnu højere i de fleste af de lande udenfor USA, hvor man fanger/opdrætter cichlider. Højere priser på flybrændstof berører importen og højere benzinpriser berører indsamlingen af fisk og øger langsomt priserne på tropiske fisk. Dagene med discountpriser og tilbud på tropefisk kan snart være ovre. Da der ikke synes at være en ende på brændstofkrisen, vil det at vente eller udsætte dine næste fiskekøb i forventning om lavere priser i efteråret måske være en fejltagelse. Køb dem nu, hvor chocket på prissedlen måske ikke er så kraftigt. Og her er så det seneste nye på cichlidefronten:

Tanganyika-søen

Nogle få, nyere varianter af gamle favoritter er slået igennem og bliver nu efterspurgt. Indsamlingen i det sydlige Congo synes at tabe fart, mens indsamlinger og eksport fra Tanzania og Zambia fortsætter ufortrødent. Eksporten af opdrættede cichlider fra Burundi og fra opdrættere i andre lande fortsætter som sædvanligt.








Malawi-søen

Salget af Malawi-cichlider har været livligt på det sidste. Pletvise mangler på nogle af de opdrættede mbunaer har også været rapporteret. Fangsten af vildt materiale rundt om på hele søen har været stærk. Nye arter fra Malawi-søen bliver stadig beskrevet og gyldige navne bliver derfor fastlagt. Menneskeskabte varianter dukker også stadig op fra forskellige kilder og flere kan forventes i fremtiden.












Victoria-søen

En knaphed på nyheder fra Victoria-bassinet har skabt et tomrum for nogle tilhængere af disse cichlider. Mange af varianterne fra Species Survival Program (Artsoverlevelses-programmet o.a.), der blev frigivet til akvarister i USA, er nu svære at finde. Adskillige arter, der er opdrættet på fiskefarme andre steder, kan stadig fås, men i mindre antal. Haplochromis Study Group i Leiden i Holland har arbejdet med andre arter, men disse fås kun uregelmæssigt fra kommercielle opdrættere i Europa. Bedre nyheder er forhåbentligt på vej.




Øvrige Afrika

Nyt cichlidemateriale sælges fortsat fra Guinea og Cameroun. Andre sjældent sete arter kan erhverves fra vestafrikanske opdrættere og entusiaster. Congo og Nigeria eksporterer også cichlider i stort tal, trods deres politiske problemer.




Den nye verden

Indsamlingssæsonen er netop begyndt i mange sydamerikanske lande. Adskillige nyere cichlidevarianter eksporteres nu ofte fra disse områder. Specialopdrættere forsyner fortsat hobbyen med både de sjældne og de mere almindelige, men farverige arter fra regionen.




Tekst: Laif DeMason
Oversættelse: MHasle