Akvariebyt - en historie fra det virkelige liv

Forfatter: Jette Rybak
Oprettet: 23/11-2007 23/11-2007
Sidst redigeret: 26/12-2016 26/12-2016
Oprettet under: Beretninger
 Del

Akvariebyt – en historie fra det virkelige liv


Vi flyttede for et års tid siden til et stort gammelt hus, bygget før støbte gulve og strøer var opfundet. Der er ekstremt flotte originale gulve i pommersk fyr, lagt på et bærende bjælkelag af ukendt træsort.

Gulvene giver sig lidt, så vi satte det 325 l Akvastabil stueakvarium helt op til væggen ind i et hjørne, men alligevel begyndte enden at synke en smule. For at undgå vand på gulvet (vi har tidligere haft fornøjelsen af et utæt akvarium) var løsningen at skifte til et hjørneakvarium.


1. uge
Manden sendes i byen for at købe et AquaEl Quintet panorama 327 l, som er den udgave, der passer helt perfekt til hjørnet ved karnapvinduet, og de 4.438,75 kr. er ikke afskrækkende for akvarium, skab og heldækkende armatur.

Samtidig indkøbes 4 sække grus/sand og nye slanger til Eheim-spanden.

Det kan godt være, at størrelsen er perfekt til den endelige placering, men akvariet kan desværre ikke komme ind gennem hoveddøren. Vi tilter det for at få det lirket ind, og jeg håber i mit stille sind, at polakkerne har lavet et ordentligt stykke arbejde (det vejer 70 kg).

Akvarium + skab placeres i udestuen. Vi tager det for givet, at det nye akvarium er 100% tæt, idet der er 15 m til badeværelset, som i øvrigt er ca. 3 kvm stort og på ingen måde samtidig kan rumme både akvarium og 1 mand M/K til at fylde vand i til tæthedskontrol.

Der bliver skiftet 20% vand hver anden dag i det gamle akvarium, og jeg hiver pæne Vallisneria-skud samt en kæmpe Echinodorus op. Der indkøbes nye planter, og alle planterne placeres i 4 spande på spisebordet; her står i forvejen en balje med en genstridig trærod, som helt konsekvent på 2. måned nægter at synke.

Det nye skab bliver samlet i spisestuen – det kan nemlig ikke komme gennem døren fra udestuen i samlet stand. Heldigvis er alle dimser og dingenoter med, og samlingen går glat.

Det er nu definitivt slut med gæstebud.

Vi opdager, at vor ekstra regnvandstønde er fuld af skidt i bunden – ud at købe en ny 200 l og en kæmpe murerbalje.


24.12.06
Kommer hjem fra arbejde og vasker 4 sække grus/sand, mens manden laver julemiddag. Tjekker lige alle planterne på spisebordet, kun 1 er afgået ved døden. Mine negle er forhåbentlig præsentable igen om en måneds tid.


25.12.06
Vi har før akut byttet et utæt 250 l, og det tog 4 timer, så vi regner med måske 6 timer nu og går i gang kl. 09.30.

Den nye regnvandstønde placeres helt tæt på enden af det gamle akvarium og ved brug af en slange (manden smager lige på vandkvaliteten) tømmes der ca. 190 l vand fra det gamle akvarium over. Undervejs slukker vi for filteret. Alle fisk går i panik.

Jeg klipper toppen af de ca. 75 planter af; for at undgå for meget snask i vandet vil vi ikke hive dem op, men mange planter = umuligt at fange fisk.

Modul-huler, store rødder, sten og mallerør tages op og bæres i køkkenet, hvor jeg går i gang med rengøringen.

Slangen flyttes så til murerbaljen (manden smager igen på vandkvaliteten, som nu er noget grumset), og denne fyldes halvt. Fiskene har nu ca. 20 cm vand, og mallerne pisker rundt for lige at hjælpe med at få gammelt bundsnask hvirvlet godt op i vandet.

Vi fanger fisk med stor succes, dog er der på mystisk vis blevet en L103 væk undervejs. Bliver nødt til at hive alle planterne op for at få fat i de sidste fisk.

Alle fisk i murerbaljen, nu incl. varmelegemet og 1 mallerør, hvor en Ancistrus-han har plejet yngel den sidste uges tid. Han bliver ved indgangen til sit rør, men uden at vifte, så vi regner med effektivt at have aflivet et Ancistrus-kuld.

Det sidste vand hives op med en slamklokke, gruset tages op med en fejespån og bæres ad flere omgange ud i hullet efter en tidligere kæmpe havedam. Det var lovet væk sammen med akvariet, men det er altså for ulækkert.

Det gamle akvarium bæres nu forsigtigt ud og sættes på et par bukke på den overddækkede terrasse, armaturet ryger samme vej. Det gamle skab flyttes ind på den sidste ledige plads i spisestuen.

Stikkontakten sidder på væggen bag skabet, så jeg får nu en pause, mens manden måler og måler for at skære så lille et hul som muligt i den nye bordside.

Nu er der så også boresmulder over hele gulvet, men hullet er perfekt.

Det viser sig, at logistikken i ugen før har svigtet en smule, for det er først nu, det går op for os, at sidefolien helst skal sættes på, før akvariet kommer på plads, og det er altså noget mere besværligt at sætte folie på 2 sideruder end på bagruden i et almindeligt akvarium. Jeg får igen en halv times pause, mens manden kravler rundt på gulvet i boresmulder med genstridig folie.

Vi bærer skabet ind på plads, det vejer kun 50 kg. Det står ikke helt i vater, så vi flytter det igen, og jeg får en ny pause, mens manden producerer trædimser på værkstedet og sætter dem på.

Skabet på plads igen. Vi flytter en sofa og ruller det ægte tæppe lidt til side.

Nu skal akvariet bæres 15 m fra udestuen og ind på plads. Det kan heller ikke komme gennem døren fra udestuen, så det må tiltes en gang til uha-da-da. Det er desværre ikke blevet lettere af at stå 1 uge, og jeg spekulerer på, om min skinne i skulder og kraveben holder. Det gør den dog (tak til Glostrup/Ortopædkirurgisk afdeling), selv om jeg synes at kunne mærke, at skruerne bevæger sig.

Akvariet skal løftes op på bordet, og ingen af os er helt nye mere, så vi er nu meget blå i hovedet.

Jeg arrangerer grus/sand pænt, så det skråner ned mod forruden, og sætter modul-huler, store rødder og sten i.

Nu står vandtønden lige pludseligt temmelig langt fra akvariet, men heldigvis smider vi aldrig noget ud her i huset, så fra værkstedet dukker et godt gammelt Eheim-filter op – ned i tønden, strøm til og vupti så er der 180 l godt fiskevand i det nye akvarium. Jeg sætter 50 planter ned efter en forud lagt plan, men vil først bruge ”De 7 Kugler” efter et par dage, da 40 års erfaring har lært mig, at der som regel er et par planter, der slipper taget i starten.

Der er et fantastisk lækkert armatur på den nye balje, så for første gang i mit liv kan jeg tilplante et akvarium med lys på; man vipper bare det forreste 2-rørs armatur til side og har fint lys fra det bageste ditto.

Eheim-filteret ned i murerbaljen og vi får lidt mere godt fiskevand i. Der mangler nu ca. 90 l vand, og vi har brugt alle rene spande til planter på nær 2 stk. 15 l, som har stået et døgns tid. Ledningsvandet er 8 gr., så el-kedlen kommer godt i brug.

Den gode gamle Eheim-spand får nyt filtervat, den blå svamp renses, og det snavsede vand hældes ud. Vi rører ikke ved kurvene for ikke at ødelægge bakteriefloraen.

Al det slæberi har heldigvis givet os lange arme, så jeg kravler ind i skabet, og manden står på en stol og rækker ind over akvariet, så i løbet af 20 minutter er de nye slanger sat på den gamle spand samt monteret med ind- og udsugning. Nå ja, den gamle studs til at holde udstrømmerrøret på plads over stelkanten kan ikke gå gennem de ellers ret store armaturhuller, så der bliver lige produceret en forlængerslange i stedet for. Udstrømmeren er i øvrigt også blevet afkortet for at ændre lidt på cirkulationsmønstret.

Ind i hjørnet med varmelegemet og så lige armaturet sat til timeren – øh, nu er der altså 2 ledninger, en til hver ”rørhalvdel”. Nå, der er afbrydere på, så vi kan slukke og tænde ved at kravle ind i skabet, indtil vi får fundet et dobbeltstik.

Vi fanger fisk i murerbaljen. De er nu så taknemmelige for at undslippe deres grumsede vandfængsel, at de nærmest selv springer ind i nettene. Den bort-blevne L103 er stadigvæk ikke dukket op, men til gengæld er der lige pludselig en bitte-lille Ancistrus-unge i løs vægt. Så er der måske unger i malle-røret stadigvæk? I hvert fald finder Ancistrus-hannen lynhurtigt sit eget rør i den vidunderlige nye vandverden, og han har viftet lige siden. Den store Ancistrus-hun har fået hul i hovedet.

Kl. 17.00 flytter vi det gamle Akvastabil-skab ud i udestuen og flytter 2 store sofaer ind i spisestuen, for gulvtæppet skal trækkes en halv meter til siden for ikke at flappe et hjørne ind over det nye flotte skab. Møblerne på plads igen, jeg bruger en times tid på at rydde op, mens manden laver aftensmad.

Og det er flot! Når planterne har stået et par måneder, så er det helt perfekt.



27.12.2006 jery


Efterskrift
Sandelig om ikke den bortblevne L103 dukkede op i akvariet 2 dage senere – den må have siddet og puttet sig på en af de store rødder på køkkenbordet!