Fangst af cichlider i det peruvianske Amazonas

Forfatter: Lee Newman)
Oprettet: 03/12-2007 03/12-2007
Sidst redigeret: 26/05-2010 26/05-2010
Oprettet under: Beretninger
 Del

Fangst af cichlider i det peruvianske Amazonas
Skrevet af Lee Newman, 1995
Oversat af Elisabeth Schrøder 2006


(Foto af Lee Newman)

Indledning

At rejse til Amazonas for at indsamle akvariefisk er hurtigt ved at blive almindeligt blandt ivrige hobbyakvarister. Etablerede rejseselskaber og erfarne fiskeindsamlingsguides i lande så som Peru og Brasilien gør, hvad man før troede var umuligt, til et livs eventyr. Det at opleve Amazonas med egne øje har været min drøm siden jeg købte min første cichlide, Pterophyllum scalare, i en lokal akvarieforretning for 22 år siden. Endelig, i april/maj 1993, havde jeg muligheden for at indsamle cichlider i to uger i den peruvianske del af Amazonas. Turen fandt sted på den tid af året, hvor vandet står højt og oversvømmer landskabet. Den første uge blev tilbragt på flodbåden, the Delfin, som sejlede fra Iquitos til Rio Ucayali, og den anden uge ved regnskovslejren, Amazon Camp, ved Rio Momon, en biflod til Rio Nanay, cirka 45 minutters sejlads fra Iquitos. Jeg bør lige bemærke, at denne tur ikke har organiseret specifikt med fiskeindsamling for øje, men nærmere som en naturhistorisk tur for folk med forskellige interesserer.

Før vi tog til Amazonas for at bringe levende fisk med tilbage, var det selvfølgelig nødvendigt med nogle forberedelser. Et logisk sted at starte mente jeg, at måtte være at snakke med folk, som allerede havde prøvet det. Rådede gik især på de typer habitater og fangstmetoder, som med størst sandsynlighed ville skaffe os de ønskede fisk, og logistikken omkring at holde og transportere levende fisk. Yderligere information om arter og habitater blev skaffe fra Kullanders monografi, Cichlider fra Amazonas bifloder i Peru (1986). Jeg må indrømme, at selvom vi havde lavet en liste over arter, vi ville fange, var min interesse Satanoperca.

(Foto af Lee Newman)

Fangstudstyr

For at blive i stand til at fange noget i de fleste habitater, medbragte vi adskillige robuste akvarienet, to kastenet og et lille vod. Rejseselskabet sørgede for det mest brugbare net, vi benyttede, et net på en 2 meter lang stav. Voddet var til begrænset gavn de fleste steder, pga. tilstedeværelsen af neddykkede grene og blade. Vi fik dog lov til at bruge selskabets vod et par steder. Under et kort stop ved en lille landsby ved Rio Ucayali, brugte vi voddet omkring et standområde (faktisk var stranden landsbyens forhave) og på trods af græs og små buske fangede vi hundredvis af Brochis sp. og Dianema sp. Vi gjorde det samme ved Amazon Camp området, og fangede især karpelaks, selvom der også var unge Mesonauta sp. og Heros sp., ved at trække nettet henover det oversvømmede græs på flere fods dybde. Det bedste råd var sikkert, at glemme alt om standard flamingo kasser til fisk, da adskillige beretninger har overbevist os om deres skrøbelighed, når det kommer til håndtering i lufthavnen. I stedet brugte vi de store 60 L kølebokse, som er beregnet til camping. De solide bokse var gode kufferter på rejsen derned, fyldt med gammelt tøj til handel, og tjente som akvarier under indsamlingen, og endelig som transportkasser på rejsen hjem. Vi medbragte også en masse fiskeposer i forskellige størrelse til indsamling og pakning af fisk. Spande med låg blev taget med til indsamling under vandringerne i skoven. Derudover medbragte vi også noget helt basalt udstyr til at teste pH og temperatur på indsamlingsstederne.

(Foto af Lee Newman)

Indsamling

Den førte uge omborg på Delfin gjorde os i stand til, at besøge et bredt udbud af habitater; oversvømmede skove, floder løbet over deres breder og permanente skovbække. Fiskeri med snøre fra Delfin, under korte stop i løbet af turen, gav et udvalg af karpelaks og maller (Serrasalmus, Tetragonopterus, Charax, Triportheus, Curimata og Callophysus). I den oversvømmede skov gjorde den øgede vanddybde og mængden af neddykket vegetation det besværligt at indsamle med net. Fra de små både, ved brug af krog og line, fik vi kun fat i karpelaks og maller i den oversvømmede skov. Ved flere lejligheder undersøgte vi den oversvømmede skov om natten i en tre til fire personers kano på udkig efter Pterophyllum scalare med lommelygter. Som vi padlede af sted langs med træerne, og puffede mod grenene, faldt små myrer i vandet, som sekunder senere blev spist af marmor øksefisk (Carnigiella sp.). Desværre fangede vi ingen P. scalare i den oversvømmede skov, selvom oplevelsen af den om natten var fascinerende.

På en tur ned af en lille, flod omgivet af oversvømmet skov, blev nogle fisk set, som plaskede i overfladen nær ved nogle delvist neddykkede træer (Foto af Lee Newman)

Det meste af indsamlingen foregik i flodens oversvømmede hovedkanal, nær ved bredden, og i skovbække løbende over fast jord. I flodens hovedløb, nær ved bredden, blev mange cichlider fanget vha. enten dyppenet eller kastenet. Kastenettet var ikke det nemmeste net at kaste ordenligt, men efter de lokale viste os hvordan man skulle bruge det, blev det et meget effektivt værktøj. I dagtimerne fangede vi i dette habitat Biotodoma cupido vha. kastenet fra breden, imens Hypseleacara, Apistogramma eunotus og Crenicichla sp. blev taget tæt ved bredden stående i floden med små dyppenet. Kun Crenicichla sp. blev fanget med krog og line nær den oversvømmede flods bred. I begyndelsen af den anden uge fandt vi ved de lokales hjælp ud af, at nogle arter af cichlider tilbringer nattetimerne på lavt vand nær ved bredden, for at undgå prædation fra de mange arter af nataktive rovmaller, som afsøger flodlejet om natten. For at være ærlig havde jeg indtil dette punkt været en smule skuffet over det faktum, at vi ikke havde fanget nogle Satanoperca. På den anden nat i Amazon Lejren, lå jeg i min køje og prøvede at lindre et dumt placeret varmeudslæt, da Alex, en af fiske-gutterne, kom til mit rum og forklarede, at de peruvianske mandskab havde fanget en Satanoperca, direkte ud for lejren! Fiskeri ved lejren blev en del af vores dagligt aftenrutine. Ved brug af et solidt, langt dyppenet nær ved bredden var vi i stand til at indsamle Laetacara thayeri, L. flavilabrus, Crenicara punctulatum og den grønne/bronzefarvede Satanoperca. Ifølge Kullander (1986) er Satanoperca jurupari den eneste art Satanoperca, som vides at forekomme i Peru, på trods af små racemæssige forskellige i form og farve, som findes i nogle populationer. Denne art mangler de hvide øjepletter, som er kendetegnet for S. leucostica, som er den art, den ofte forveksles med i hobbyen.

og buske. Mandskabet fortalte os, at det var P. scalare, en af de arter, som vi ønskede at samle. Vi gik om bord på en lille aluminiumsbåd med påhængsmotor, og sejlede over til stedet. Støjen fra motoren fik fiskene til at svømme panisk mod overfladen og slå smut henover vandet, muligvis denne arts flugtadfærd. Vi tre akvarister i båden fik samlet fanget otte P. scalare. Indenfor nogle få sekunder var de tilbageværende fisk forsvundet ned i det mørke vand blandt oversvømmede træer og buskads.


(Foto af Lee Newman)

Det meste af indsamlingen foregik i flodens oversvømmede hovedkanal, nær ved bredden, og i skovbække løbende over fast jord. I flodens hovedløb, nær ved bredden, blev mange cichlider fanget vha. enten dyppenet eller kastenet. Kastenettet var ikke det nemmeste net at kaste ordenligt, men efter de lokale viste os hvordan man skulle bruge det, blev det et meget effektivt værktøj. I dagtimerne fangede vi i dette habitat Biotodoma cupido vha. kastenet fra breden, imens Hypseleacara, Apistogramma eunotus og Crenicichla sp. blev taget tæt ved bredden stående i floden med små dyppenet. Kun Crenicichla sp. blev fanget med krog og line nær den oversvømmede flods bred. I begyndelsen af den anden uge fandt vi ved de lokales hjælp ud af, at nogle arter af cichlider tilbringer nattetimerne på lavt vand nær ved bredden, for at undgå prædation fra de mange arter af nataktive rovmaller, som afsøger flodlejet om natten. For at være ærlig havde jeg indtil dette punkt været en smule skuffet over det faktum, at vi ikke havde fanget nogle Satanoperca. På den anden nat i Amazon Lejren, lå jeg i min køje og prøvede at lindre et dumt placeret varmeudslæt, da Alex, en af fiske-gutterne, kom til mit rum og forklarede, at de peruvianske mandskab havde fanget en Satanoperca, direkte ud for lejren! Fiskeri ved lejren blev en del af vores dagligt aftenrutine. Ved brug af et solidt, langt dyppenet nær ved bredden var vi i stand til at indsamle Laetacara thayeri, L. flavilabrus, Crenicara punctulatum og den grønne/bronzefarvede Satanoperca. Ifølge Kullander (1986) er Satanoperca jurupari den eneste art Satanoperca, som vides at forekomme i Peru, på trods af små racemæssige forskellige i form og farve, som findes i nogle populationer. Denne art mangler de hvide øjepletter, som er kendetegnet for S. leucostica, som er den art, den ofte forveksles med i hobbyen.


(Foto af Lee Newman)

I begge uger blev der tilbudt valgfrie daglige og natlige, guidede junglevandringer. Under disse vandringer, når gruppen stødte på en lille skovbæk, fik fiskegutterne mulighed for at indsamle fisk i et kort stykke tid imens de øvrige udforskede området eller tog sit et hvil. Skovbækkene, som i mange områder i høj grad underminerede bankerne, blev undersøgt vha. et Apistogramma-egnet, langt, finmasket dyppenet. Maskestørrelsen var meget vigtigt, da de fleste af de fisk, som blev fanget i dette habitat, ofte var ret små. Over et kort afstand kunne en bæk variere mellem 0,3 og 2 meters bredde, og fra 0,1 til 1,5 meters dybde. Bækkenes bunde bestod af hvidt/gråt sand og store mængder af løv fra skoven, stammer, grene og blade. Der var ingen fastsiddende eller flydende vandplanter, som sikkert delvist skyldtes de tætte trækroner og bækkens strøm. Den eneste måde hvorpå man kunne indsamle ordenligt, var at vade i bækkene med dyppenet. Vi bar gummistøvler for at undgå fodskader, men et par gamle gummisko ville også have kunne bruges.

De fleste fisk blev fanget ved at vi placerede dyppenettet mod bækkens side, ned ved bunden, og så hurtigt løftede nettet op, stadigt holdende det ind mod bredden. Der blev ikke fanget mange fisk på bunden af bækkene pga. løvet. I skovbækkene fangede vi Nannostomus, Nannobrycon, Carnegiella, unge Colossoma, adskillige små tetraer, flere maller inklusiv en sugemalle, Hoplesterum, Rivulus, Apistogramma, Aequidens tetramerus, Bujurquina og en ferskvandskrabbe. De små fisk blev transporteret i plastikposter, og de større eller piggede fisk i flamingokasser. Tilbage på The Delfin blev fiskene placeret i køleboxene.

(Foto af Lee Newman)

Hold og transport af fiskene

Der var nok fiskefolk med kølebokse, så fiskene under indsamlingen kunne grupperes efter størrelse, for at undgå, at de spiste hinanden, og ved at holde dem i kølebokse uden behov for at putte dem i poser, var det vigtigt at placere køleboksene i skyggen, da direkte sollys kraftigt kunne øge temperaturen i vandet. Der blev lavet adskillige, daglige vandskift for at opretholde vandkvaliteten, og fiskene blev ikke fodret. Vi gjorde os meget umage med kun at beholde hvad vi kunne transportere sikkert og mest praktisk på hjemturen. For at gøre transporten nem, indsamlede vi kun små eller unge fisk, når det var muligt. De fleste fisk blev fotograferet og så sat ud igen.

Gennem vores rejseselskab blev det arrangeret, at en eksportør af tropiske fisk i Iquitos skulle pakke vores fisk med ilt til den to dage lange tur hjem til Vancouver, Canada. Vi afleverede fiskene ved eksportøren dagen før afrejsen til Miami. Tidligt næste morgen tog vi hen til eksportøren for at hjælpe og følge med i pakningen af vores fisk. Fiskene blev omhyggeligt pakket med ilt i plastikposer med kun to eller tre fisk i hver, som så blev placeret i køleboksene. Eksportøren sørgede også for vores tilladelse til at føre fiskene ud af Peru. Alt dette kostede en mindre sum, som blev delt mellem de tre fiskefolk.


(Foto af Lee Newman)

I Iquitos lufthavn, før vores afrejse, forlangte en militær embedsmand en bøde af os pga. nylige ændringer i lovgivningen, som gjorde vores tilladelse ugyldig. En anset ved rejsebureauet pruttede vores militante ven ned på 25 US dollars for alle tre kølebokse. Vi opfattede det som billigt sluppet og betalte gladeligt. Resten af den to dage lange tur hjem var uden spændende begivenheder, og vi mistede kun en enkelt fisk pga. en utæt pose, som vi opdagede uden mellemlandingen i Miami, Florida. Fiskeposerne forblev uåbnede på hele turen hjem, og den eneste bekymring var at holde temperaturen i køleboksene på en passende temperatur for fiskene. Det er muligt at fiskene overlevede turen hjem så godt, fordi de var pakket meget let og transporteret i solide beholdere.


(Foto af Lee Newman)

Vilde cichlider i akvariet

Artene vi fik med hjem inkluderede Pterophyllum scalare, Satanoperca jurupari, Laetacara thayeri, L. flavilabrus, Crenicara punctulatum, Apistogramma eunotus og Biotodoma cupido, samt nogle ikke-cichlider. Cichliderne tilpassede sig forholdene i akvarierne uden de store problemer, selvom det forståeligt nok var mere sky end fisk opdrættet i fangenskab. Især Satanopercaerne manglede et lille stykke af halefinnen, da de blev indsamlet. Dette kan have været forårsaget af de mange fiskeædende arter, Acestrorhynchus, Hydrolycus og Charax, som blev fanget med kastenet i det samme område om dagen. De beskadigede finner voksede ud igen i løbet af få dage, men fiskene forsatte med at beskytte deres halefinner ved at løfte dem en smule, når de blev jagtet bagfra.

A. eunotus var den første af vores peruvianske cichlider som ynglede, og ungerne blev fordelt til andre, interesserede akvarister. Imens dette skrives (marts, 1995) er den eneste anden art, som er begyndt at lægge æg, S. jurupari. Som nemt ovenfor var disse fisk unge, da de blev indsamlet, og tager op mod to år før de er kønsmodne. P. scalareerne ser ud til at være blevet kønsmodne, da der er løst bundne par, som forsvarer territorier, men endnu ingen æglægning.


(Foto af Lee Newman)

Af særlig interesse var C. punctulatum og B. cupido. Det ser ud til, at vi måske kun har fanget et enkelt køn af hver. Ifølge hobbylitteraturen er alle vores C. punctulatum måske hunner, da de har røde bug- og gatfinner. Men vi har besluttet at beholde dem alle i et forsøg på at observere et rapporteret kønsskiftefænomen.

Ifølge Zupanc (1988), Ohm, rapporterede en tysk zoolog, at C. punctulatum er protogyn, hvilken vil sige, at hunner kan skifte til at være funktionelle hanner. Rapporten fortæller, at i en alder af syv til ti måneder vil den dominante hun i gruppen vokse hurtigere end de andre, og begynde at tabe den røde farve på bug- og gatfinnerne. Bug- og gatfinner bliver med tiden blålige, og dyret forsætter med at vokse til en hans typiske størrelse. Imens dette skrives har en af fiskene næsten mistet al den røde farve i gatfinnen, og bugfinnerne er ved at blive blege. Det bliver interessant at se hvad der sker i løbet af de næste måneder.

Vores B. cupido, som blev indsamlet samme sted som C. punctulatum, er måske alle hanner. Det er blevet hævdet, at de blå markeringer på snuden og under øjet skelner kønnene. Hannerne har linier og hunnerne har små pletter. Akvarister, der har erfaring med Biotodoma, foreslår at dette seksuelle, dikromatiske karakteristika måske ikke gælder for alle populationer eller arter af Biotodoma. Under alle omstændigheder har vi tænkt os at beholde fiskene, og om muligt opdrætte dem.

(Foto af Lee Newman)

Tak til

Først vil jeg gerne takke Paul Loiselle, Jeff Cardwell, Wayne S. Leibel, Lee Finley og Jim Forshey for deres værdifulde råd. For det andet vil jeg gerne takke de andre deltagere på turen, som gjorde det til sådan en mindeværdig oplevelse. Også tak til de interesserede og entusiastiske fiskesamlere på turen: Alex Saunders, Jason Hutchison og Danny Kent. I begyndelsen af den anden uge fik jeg mit kameraudstyr (bortset fra de fleste ubrugte og brugte filmruller), penge og pas stjålet. Min dybe tak til Christine Fritzsche for at lade mig låne hendes kamera og Liza McIntosh for økonomisk støtte på resten af turen.

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Lee Newman
Denne artikel er skrevet af:
(Foto af Lee Newman)

Tak til

Først vil jeg gerne takke Paul Loiselle, Jeff Cardwell, Wayne S. Leibel, Lee Finley og Jim Forshey for deres værdifulde råd. For det andet vil jeg gerne takke de andre deltagere på turen, som gjorde det til sådan en mindeværdig oplevelse. Også tak til de interesserede og entusiastiske fiskesamlere på turen: Alex Saunders, Jason Hutchison og Danny Kent. I begyndelsen af den anden uge fik jeg mit kameraudstyr (bortset fra de fleste ubrugte og brugte filmruller), penge og pas stjålet. Min dybe tak til Christine Fritzsche for at lade mig låne hendes kamera og Liza McIntosh for økonomisk støtte på resten af turen.

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Lee Newman
Denne artikel er skrevet af:
Elisabeth Schrøder, mail@lidskjalv.dk , mail@lidskjalv.dk