Her er så min historie

Forfatter: Mona Beck
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sådan startede jeg
 Del

Dette er min akvariehistorie:

Jeg havde, som så mange andre, en lille bowle med to slørhaler i da jeg var 6 år gammel, som nok ikke har haft det særligt godt når jeg tænker på hvad jeg ved nu. Men pavestolt var jeg, og de blev vist frem til venner og bekendte. Jeg ved en masse mere i dag end jeg gjorde dengang, for eksempel ved jeg nu at min mor har skiftet en fisk ud i ny og næ, inden jeg fandt ud af noget selvfølelig. Og jeg opdagede aldrig noget, for hvis der var en sort og en orange slørhale i akvariet, ja så var hele forsamlingen der!

Men ak, den frygtelige dag skulle komme hvor jeg en morgen står tidligere op end hende, vader ind i stuen til mine fisk... og den ene var død! Ak, mit lille hjerte var knust! Den stakkels lille fisk blev begravet i haven, og fik en lille gravsten. Jeg tror ikke min mor gad det spektakel hver eneste gang en slørhale døde, for hun besluttede at vi ikke skulle have fisk mere, og det hele blev solgt.

Så vågnede jeg op for et halvt år siden en morgen (14 år senere), og tænkte på de slørhaler og vores gamle bowle. Om eftermiddagen havde jeg fisk igen. Jeg fatter dog ikke jeg kunne gøre den samme fejl en gang til, nemlig at gå ned til dyrehandleren, spørge ham til råds, og gøre hvad han siger for jeg kom hjem med et lille sekskantet akvarium på 30 liter, to store sværdplanter og 6 slørhaler nu er det bare sådan at jeg ikke kan lide at gøre noget halvt, så jeg gik på biblioteket og lånte en masse bøger, og jeg læste alt der var at læse.

Det gik jo hurtigt op for mig at der absolut IKKE kan være 6 slørhaler indenfor i et 30L akvarium så de blev skiftet ud. Inden længe havde jeg anskaffet et 54L startersæt med lidt sort molly, zebrafisk og pansermaller. Så kastede jeg mig over at lave akvarier selv, og lavede et 40L akvarium som fødeakvarium til mine mollyer. De tre akvarier blev meget hurtigt meget små for mig, og jeg købte et splinternyt 200L startersæt. I det kom der lidt gurami, molly, kampfisk, maller og mit første par dværgcichlider, som jeg siden dengang kun interesserer mig mere og mere for. Så fik jeg den ide at jeg skulle have lidt guppyer også, og det fik jeg. Efterhånden var jeg jo så nødt til at have et opfodringsakvarium til ungerne, og jeg købte så et brugt 120L.

Men det stopper ikke der, for i sommerferien har jeg arbejdet som en sindssyg for at få råd til mit højtelskede 325L akvarium. Og nu har jeg fået det, selvom både familie og venner ryster på hovedet af mig, så bliver jeg ved! Jeg elsker den her hobby. Alene den bedrift at få plads til alle de akvarier i en 45 kvm. lejlighed synes de fleste er ret imponerende. Men hvad skal man med møbler hvis der er plads til et akvarium mere?

Min opfattelse af denne hobby er, at enten køber man et akvarium og mister lysten umiddelbart efter, eller også er man akvarist for livet. Jeg er 110% overbevist om at jeg tilhører den sidste gruppe.