Cichliderne fra Puerto Viejo floden, Costa Rica

Forfatter: Ron Coleman - Eksternt link www.cichlidnews.com
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Mellemamerika
 Del

Ligesom der er mange måder at holde cichlider i et akvarium, er der også mange måder at opleve cichlider på i naturen. I tidligere udgaver af Cichlid News, har forfattere som Stan Sung, Laif DeMason og andre, beskrevet fangst af cichlider i Centralamerika. De har besøgt mange fantastiske steder og indsamlet mange smukke fisk. I denne artikel tager jeg et andet udgangspunkt - jeg vil fokusere på én bestemt lokalitet, en 1 kilometer strækning af Puerto Veijo floden i den nordøstlige del af Costa Rica, og de cichlider der findes her.

Centralamerikas geologi gør, at begge fremgangsmåder har deres berettigelse. Den bjergkæde der løber ned gennem midten af Centralamerika, har bidraget til den store artsdannelse cichliderne i dette område har gennemgået. Generelt løber floderne enten mod øst eller vest fra disse bjerge - parallelle floder har ikke forbindelse til hinanden, så hvert flodsystem har ofte haft muligheden for over tid, at udvikle sine egne sammensætninger af arter. Fordi hver flod har forskellige habitater, der typisk går fra stille bagvande til hurtige stryg, er hver flod hjem for en række forskellige cichlider, der inkluderer små sky arter, nogle mellemstore arter, og store jagende arter.

For at se den maksimale forskellighed af cichlider i et område, skal man besøge mange forskellige flodsystemer. For bedst at studere hvordan de forskellige arter passer til en enkelt lokalitet, er det derimod bedre at bruge mere tid på en lokalitet og billedet vil langsomt afdække sig selv.

Sommetider er dette billede ikke så klart så man havde håbet på. For det første er vandet ikke særlig tit klart i Centralamerika. En kombination af alger i vandet og sediment der skylles ud fra højlandet til havet, gør sigtbarheden til noget af en udfordring mange steder. Alger er for resten de eneste grønne planter i flodsystemet der tages under behandling her. Manglen på andre højere planter gør, at verdenen under vandet har en kedelig gråbrun farve. For det andet, trækker mange af fiskene der findes her, ikke ligefrem opmærksomhed til sig, men det er en af de virkelige glæder ved at observere cichlider i naturen - at finde ud af hvad der i virkeligheden foregår. Heldigvis er floden rimelig venligsindet af en tropisk flod at være: Der er ingen giftige vandlevende slanger (selvom der er rigeligt på land), og der er ingen krokodiller - kun kaimaner der ikke bliver større end lige godt 2 meter. Jeg er støt på en under vandet på tæt hold og vi blev enige om ikke at lave den store ballade ud af det, og gik hver til sit.

Jeg har været så heldig at besøge den nævnte flod ved fire forskellige lejligheder; i sommeren 1989 og hver marts i 1996, 1997 og 1998 som en del af min forskning omkring udviklingen af cichlide æg og den adfærd forældrene ligger i deres pleje. På hver tur har jeg i tre uger snorklet hver dag gennem den samme 1 kilometer lange strækning for, at lære mere om denne lokalitets fisk. På de fire ture har jeg løftet sløret for alle arters yngelpleje, på nær én. Det er et bevis på dette systems kompleksitet, at jeg er villig til at tage tilbage igen - der er stadig flere mysterier der skal løses, selv på dette ene sted.



Der er 8 cichlide arter i Puerto Viejo floden; Archocentrus septemfasciatus, A. nigrofasciatus, Astatheros alfari, A. rostratus, Hypshophrys nicaraguense, Neetroplus nematopus, Tomocichla tuba og Parachromis dovii.



De mindste cichlider er Archocentrus septemfasciatus og A. nigrofasciatus (den velkendte zebra cichlide). Hannerne af begge arter kan blive 12 cm, mens hunnerne ofte kun er 7-10 cm lange. Zebra cichliden er så sjælden, at jeg altid er begejstret for at observere dem - hvilket er svært at tro, når man tænker på hvor almindelige de er i akvariehobbyen. Dens udbredelse er typisk mere mod nord og vest, men dens nærmeste slægtning, A. septemfasciatus, er almindelig i Puerto Viejo. Da den er flot farvet og hurtig til at yngle, ses der ofte mange familier nær nedhængende rødder, grene og nedfaldende blade. De yngler i små huler i flodbredden eller under rødder - beskyttende steder, der giver en lille fisk mulighed for at undslippe æg-røvernes øjne.





Astatheros alfari er ikke en almindelig fisk og ynglepar er svære at finde. De lægger deres æg på overfladen af nedfaldende grene eller stammer, altid i stille bagvand. Hannerne bliver op til ca. 22 cm, mens hunnerne ofte er langt mindre - ca. 12-13 cm. Forældre med deres unger er let genkendelige med bugfinnernes lyse hvide og gule ender, som hænger under kroppen af forældrene. De farvede finner bruges til at signalere til ungerne og kan være det eneste synlige i det uklare vand. Fare signaleres med hurtige bevægelser af disse "flag", der får ungerne til at rykke tættere på forældrene eller dykke i sikkerhed på bunden.



Den næste udfordring var den spøgelsesagtige Astatheros rostratus, en ret ualmindelig cichlide, der kun er fundet et par steder i mit studie-område. Men efter at have afluret dem deres hemmelighed, er jeg i stand til at finde dem med jævne mellemrum. Som navnet antyder, har A. rostratus en tydelig snude, og en mund der fungerer som en støvsuger. De bevæger sig langs med et område fyldt med silt og inhalerer en bid af bunden, sier sig igennem det, spiser alt det gode (alger og små invertebrater) og spytter så resten ud. Det var først efter, at jeg så en stor A. rostratus han møve sig igennem en plet med silt og blade, at en anden ting jeg havde observeret pludselig gav mening. I lavvandede siltholdige områder havde jeg set store mængder af små huller, næsten som om nogen havde taget en småkage-form og lavet mønstre i bunden. Jeg erfarede at disse huller, var kendetegnet for at A. rostratus havde søgt føde i området.



Fisken selv er smuk, ikke farvet i en kedelig plakat farve som koralfisk eller cichlider fra de afrikanske søer, men i en afdæmpet blå og hvid skinnende på dens plettede finner, mens den slynger sig mellem skyggerne. Jeg kalder dem "spøgelses-fisk" fordi de er hurtige til at gemme sig og forbi de lever i siltede områder, der går dem svære at se, til trods for deres størrelse. Hannerne er 25 cm, hunnerne 22-23 cm. Sommetider er alt hvad jeg får øje på, de to store pletter - en midt på kroppen, den anden foran - svømmende uden krop gennem det mørke vand.

Først kunne jeg ikke finde denne arts yngleplads, men nu kender jeg tricket; de "peger" på deres yngleplads. Først så jeg et individ som så ud til at være fast besluttet på, at blive et i bestemt område i et roligt bagvand. Hvis jeg svømmede roligt imod fisken, flyttede den sig væk, men vendte om og vendte hovedet i en bestemt retning. Nu kender man én linie. Svøm mod den igen og den vil flytte sig til siden, og igen vil den dreje hovedet i en bestemt retning, nemlig med ynglepladsen. Følg begge linier og der hvor de krydser vil ynglepladsen være - den består ofte af et lag på 1000 små æg, delvist dækket af silt, på overfladen af en nedfaldet gren eller træstamme.



Hypsophrys nicaraguensis er en fascinerende fisk. Som mange akvarister ved, er Nicaragua cichliden den eneste centralamerikanske cichlide, der lægger ikke-
klæbende æg. De lysende gule æg hopper ofte rundt på bunden af akvariet. Jeg ved nu hvorfor: H. nicaraguensis leger i gange. Det var først på den tredje tur, at jeg afkodede de signaler H. nicaraguensis havde givet mig hele tiden. På de to første ture havde det undret mig, at H. nicaraguensis opholdt sig i nærheden af en bred af ler, uden nogen synlig årsag. De søgte ikke føde og de skulle ingen steder - de to ting cichlider ellers gør mest i naturen!



På min anden tur lagde jeg mærke til at det ofte foregik i bestemte områder og på et tidspunkt syntes jeg, at jeg så en af dem smutte ind i et sort hul i bredden. Jeg stak hånden ind, men fandt ikke noget. Svaret måtte lade vente på sig et år mere. Jeg vendte tilbage året efter bevæbnet med ny højteknologi, en undervands-flash. På få minutter åbnede en ny verden sig op. Da jeg lyste ind i et af hullerne - en tunnel på 7-8 cm i diameter og 23-25 cm lang - helt inde i bunden, i en nydelig stak, lå de lyse gule æg som akvarister kender som unikke for denne art. Jeg havde fundet den manglende redeplads for H. nicaraguense. På under en halv time fandt jeg adskillige flere og mysteriet var løst: Nicaragua cichliden laver vandrette gange i lerbredden. De findes sommetider i tæt liggende klynger. Jeg tror det er fordi den korrekte konsistens af leret kun findes i bestemte områder. Disse områder skifter år for år, da storme flytter grene og sand fra sted til sted og enten frilægger eller dækker leret til. Gangene bliver lavet af både hannen og hunnen.



Sorte og hvide Neetroplus nematopus er også en hule-leger, men mere en opportunist. I modsætning til de pæne gange Nicaragua cichliden graver, ser det ud til
at Neetroplus bruger huler gravet af andre, måske krebs eller krabber, eller bruger hule grene eller sprækker i klipperne. Denne art er lille, hannerne bliver 15 cm og hunnerne kun 10-12 cm lange. Jeg fandt deres hemmelige redeplads, da jeg så en stå over enden på en træstamme, viftende med finnerne ned i hulning. Viftning, dvs. når en fisk bevæger sine brystfinner hurtigt frem og tilbage, mens kroppen står stille, leder iltet vand over æggene. Da jeg så den fisk stå og vifte ned i enden af træstammen, vidste jeg at der måtte være æg  og minsandten, det var der. Jeg har siden fundet mange flere Neetroplus, nu hvor jeg ved hvor jeg skal lede. Jeg har endda fundet en der byggede rede i et stykke halvt begravet PVC rør, som strømmen havde ført ned af floden.



Den mest iøjnefaldende fisk - og indrømmet, min favorit - er Tomocichla tuba. Den er faktisk rimelig almindelig og jeg har talt op mod 20 aktive redepladser i studieområdet på en enkelt dag. Tomocichla tuba er en stor fisk og lette at få øje på; hannerne bliver 35 cm, mens hunnerne kan blive 22-23 cm lange. Ikke-ynglende fisks farvedragt er hos begge køn en kombination af grøn, grå og gul, men når de yngler, er de spektakulære. Begge køn udvikler en hvid lege maske og en sort stribe der løber fra brystfinnerne til haleroden - en letgenkendelig kombination. Under legen brydes striben op i lodrette sorte bånd, der adskilles af hvidt eller gult. Hunnerne kan være farvet hindbær røde i disse lyse områder. Hannerne har pandepukler - høje og tynde - i stedet for bulk formede. De er strømvandsfisk, der er i stand til at svømme med en fantastisk fart. De er almindelige, da de lægger deres store æg, hvor strømmen er stærkest, i modsætning til alle andre cichlider. Æggene klækker og bliver til store humlebi farvede unger der kan klare utrolig stærk strøm, lige fra deres første dag. Det er virkelig spændende at se et par T. tuba med en stime på 50-100 unger, der flytter sig op og ned af floden i en strøm så stærk, at jeg er nød til at holde fast i en træstamme for ikke at blive revet med af strømmen.





Den sidste art - og den største - er ulve cichliden, Parachromis dovii. De er ikke almindelige, men de er top rovfisken i dette system. På 1 kilometer, vil jeg tro at der er mindre en et dusin hunner, og sikkert færre hanner. Hannerne er store - jeg vurderer dem til at være omkring 60 cm lange. Jeg får sjældent et glimt af en han og når jeg gør, er det som regel fordi vi løber på hinanden, ganske overraskende, ved at jeg svømmer rundt om en træstamme. Når jeg spytter det vand ud jeg lige har slugt, svømmer han hurtigt væk. Hunnerne er i sig selv store, omkring 35 cm med et ganske imponerende sæt kæber. Ved 5-6 tilfælde har jeg mødt hunner, svømmende rundt med unger. Ganske interessant er det, at hannerne aldrig er involveret i yngelplejen, i modsætning til alle andre cichlider i systemet. Ungerne bliver hos hunnen længe og bliver op til 2-3 cm og kan tælles i hundredvis. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvor hun lægger sine æg. Der er kun få steder jeg til dato ikke har undersøgt, som f.eks. indeni nogle af de hule træstammer og i de store mørke grotter ved de underminerede træer. Måske næste gang&..

Denne artikel blev publiceret i Cichlid News Magazine Jan. 99 s. 6-12. Den er her reproduceret med tilladelse af forfatteren Ron Coleman.

Oversat juni 2005 af Thomas Andersen

© Ron Coleman 1999