Discus: Indkøb og isætning

Forfatter: Kim Gam-Jensen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/11-2009 19/11-2009
Oprettet under: Discus
 Del

Indkøb og isætning
- af Kim Gam-Jensen

Basis for succes med discushold starter når du skal ud og kigge hos sælgeren, uanset om det er en akvarieforretning eller en privatperson. Der er nogle grundlæggende ting som du bør være opmærksom på for at undgå ubehagelige overraskelser og det er netop det, jeg vil forsøge at fortælle om i denne artikel.



Rød tyrkis discus - (c) Karl-Henrik.dk

Det allervigtigste er naturligvis at handle hos en person eller i en forretning, som du har tillid til. Du har måske handlet der før og er blevet ordentligt behandlet. De fisk der går der ser også umiddelbart sunde og velnærede ud og forhandleren ved, hvad han har med at gøre. Så langt, så godt - nu kommer så den svære øvelse.

Discus har, i forhold til andre akvariefisk, en forholdsvis høj pris. Det er der en god grund til. Det koster ikke alene penge at opdrætte discus, men også oceaner af tid. Jeg lavede på et tidspunkt en beregning på min kostpris på et af mine kuld. Den viste, at hvis jeg regnede foder, elektricitet, vand og medicin sammen ville hver unge i kuldet (der var seks måneder gammel) have en kostpris på omkring 30 kroner. Regnede jeg min arbejdstid med ville de have en kostpris på over 130 kroner - vel at mærke med en timepris på kun 100 kroner (og så har jeg ikke betalt skat endnu, ligesom akvarieforretningen heller ikke har tjent på salget). Når du vil købe billige discus, er der kun timerne at handle om - altså tillader jeg mig at konkludere, at billige fisk ikke har fået den pleje, de burde under opvæksten. Hold dig fra dem!

Køb af discus hos forhandler eller privat
Når du er ude og kigge på discus er der nogle ganske grundlæggende ting, du bør være opmærksom på. Herunder lister jeg nogle af de ting, som bør være absolut minimumskrav:

Kroppen skal være rund - ikke aflang (læg her specielt mærke til hovedet).

Gællerne skal være lige store og der må ikke hænge hvide tråde ud fra gællerne.

Finnerne må ikke have fejl og de skal være pænt afrundede.

Afføringen skal være brun eller sort - og IKKE hvid eller trådlig.

Øjnenes størrelse skal passe til kroppens og de må ikke være udstående.

Fiskene skal være velnærede. Læg specielt mærke til hovedet - buer panden indad når du kigger på fiskene forfra?

Der må ikke være nogen form for sygdomstegn som f.eks. hvide pletter, udbulinger, grå plamager eller vedvarende stress-symptomer hos fiskene.

Fiskene skal spise når de bliver fodret. Bed sælgeren om at fodre fiskene og observér, at de alle spiser.

Det er en god idé at købe halvvoksne eller voksne discus. De har et bedre immunforsvar end unge fisk og er lettere at akklimatisere end unger. Med halvvoksne mener jeg fisk med en omkreds på mindst 7-8 cm og i den alder bør fiskene have den fulde farvedragt i forhold til voksne fisk på mellem 12-16 cm.

Isætning af fisk i akvariet
Spørg forhandleren om de discus, du overvejer at købe har haft eller har nogle sygdomme. Undgå fisk, der tidligere har været behandlet for hulsyge, også kaldet hexamita. Når du køber dine fisk bør forhandleren give en - i det mindste mundtlig - garanti for sygdomsfri individer.

Alle discus bør transporteres i en flamingokasse - enten direkte eller pakket enkeltvis i plastposer - for at undgå for voldsomme temperaturfald. Vandstanden skal være så lav, at dine discus ligger i en vinkel på omkring 45 grader, dels for at undgå stress og dels undgå at de gør skade på hinanden.

Sørg for at få at vide af sælgeren ved hvilken temperatur og pH-værdi fiskene har gået ved. Når du kender de værdier, ved du også hvor forsigtig du bør være med isætningen af fiskene når du kommer hjem. Jo større forskel mellem værdierne, desto mere tid og tålmodighed kræves. Selve transporten bør naturligvis foretages over så kort tid som muligt - så vent med Bilka-indkøbene til en anden dag.

Når du kommer hjem med dine discus, bør du - hvis de er i plastposer - lukke dem ud i flamingokassen. Vandstanden bør, som tidligere nævnt ikke være større end at fiskene ligger i en 45 graders vinkel. Herefter tilslutter du en almindelig luftslange fra det akvarium dine discus skal i og ned i flamingokassen. Vandet skal løbe med en hastighed, der fordobler vandmængden i løbet af ca. 1-3 timer (afhængig af temperaturforskel og pH-værdier) og her bør du prøve dig frem med en begrænser på slangen.

Når vandmængden er fordoblet, er det tid til at fange de nyindkøbte fisk. Det gør du stille og roligt med at stort(!) net - og husk, at med rolige bevægelser er det meget let at fange discus. Fang én af gangen og sæt dem forsigtigt i akvariet.

Observér fiskene den første tid
Når du har sat fiskene i akvariet, er det en god idé at observere fiskene et par timer dagligt - specielt ved fodring. Den første dag bør du undlade du at fodre, og derefter fodrer du sparsomt de næste 2-3 dage. Observér efter 3-4 dage at alle fiskene spiser og at afføringen ikke, som tidligere beskrevet, er hvid eller trådlig.

Tillykke med dine nye discus, som jeg er overbevist om, at du får stor glæde og fornøjelse af. Det er slet ikke så svært og dyrt som rygterne siger når blot du væbner dig selv med tålmodighed og har viljen til at bruge den nødvendige tid. God fornøjelse!

Forfatter: Kim Gam-Jensen,
Tropefisk (Eksternt link www.gam-jensen.dk / Eksternt link www.tropefisk.dk ).
Gengivet med tilladelse