Fishbreeding - Jesper Thorup -

Forfatter: Thue Grum-Schwensen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Rundt om hobbyen - interview med akvariefolk
 Del


Billedtekst: Jesper Thorup brugte en ferie i Thailand i sommers til at fange fisk i. Her beundrer han en selvfanget kampfisk.

Navn: Jesper Thorup
Fødselsår: 1966
Stilling: Faglig konsulent i HK Århus
Bopæl: Stavtrup ved Århus
Hjemmeside: Eksternt link www.fishbreeding.dk
Interview med Jesper Thorup af Karl-Henrik Arendt og Thue Grum-Schwensen

Som så mange andre af Danmark akvarister havde Jesper Thorup også akvarier som dreng. Han kunne endda dyrke hobbyen sammen med sin far.
Jesper er i dag kendt for et utal af opdræt i mange forskellige genrer af fisk. Han holder fisk i akvarier – og i baljer udendøre i den varme årstid.
De senere år har hans interesse koncentreret sig om killifisk.
Jesper Thorup fortæller selv:

- Min far og jeg havde et akvarie sammen, da jeg var en 8-11 år. Det var et gammelt kittet stålakvarie på ca 60 liter, der var fyldt med Guppy'er af en eller anden kulturform, en sugemalle og et par guldbarber ( Puntius semifasciolatus "schuberti" ). Guppyerne ynglede som sådan nogle nu gør, og vi have altid masser af dem at give væk af. Efter nogle år syntes min far ikke længere, at det var sjovt, så akvariet blev nedlagt og kom aldrig op mere.

Tiden gik, og jeg flyttede til Århus, fik job og stiftede familie. En af mine venner havde et par akvarier, hvor han havde store sydamerikanske cichlider og efter at have gået og kigget på dem i nogle år, syntes jeg, at det kunne være sjovt at prøve at have akvarier igen. Det var i april 1996. De store sydamerikanske cichlider sagde mig ikke ret meget. Nej, det skulle være et 60 liters med kulturguppyer og en par guldbarber og en sugemalle. Nøjagtig, som jeg huskede det fra min barndom. Jeg fik et gammelt akvarium af en kollega, og det blev indrettet efter alle kunstens regler. Stor var glæden, da jeg endelig kunne tage ind i det Bonni dyrecentret, der på det tidspunkt lå Viby, og købe mig en flot guppyhan og 2 hunner. Allerede næste morgen havde jeg en flot guppyhan, 2 hunner og ca 30 unger, og så var jeg solgt. I de næste 6 måneder gik jeg og hyggede mig med guppyerne og det guldbarbepar, der også var kommet til. Jeg havde købt mig lidt litteratur og gik i det stille og planlagde, hvad næste skridt skulle være.

I oktober 1996 havde Århus Akvarieforening sin store legendariske akvarieudstilling i Scandinavian Congress Center "En verden af liv". Uden at vide det præcist, så var det vist den største satsning, nogen akvarieforening har lavet i nyere tid. Det var rigtig stort, og der var alt hvad hjertet kunne begære, og der var masser af mennesker. Jeg var inde og se udstillingen både lørdag og søndag og fik mig også meldt ind i Århus Akvarieforening.

Siden gik det slag i slag både foreningsmæssigt og akvaristisk. I 1998 kom jeg i bestyrelsen for AAF, og i perioden 1999-2000 var jeg formand for foreningen. Det var nogle rigtig gode år. AAF havde siden udstillingen i 1996 været præget af opgangstider, og det fortsatte også længe efter min formandsperiode.

Hvordan vil du beskrive din egen udvikling som akvarist? I den udstræning du i dag har specialiseret dig - beskriv i hvad og hvorfor?

- Akvaristisk kastede jeg mig over Corydoras, ungefødere og dværgcichlider primært af slægten Apistogramma slægten. Det var aldrig nok for mig "bare" at holde en art. Den skulle opdrættes, ellers havde jeg ikke holdt den godt nok, så det overordnede tema var faktisk opdræt af akvariefisk helt generelt, hvilket også betød at jeg konstant kastede mig over at opdrætte andre grupper af fisk lige fra tetra'er, gobier, barber og labyrinthfisk. Det eneste jeg faktisk ikke havde prøvet var killifisk. Vores Kasserer i AAF, Michael Snebang havde ellers en hel kælder fyldt med udelukkende forskellige killifisk, så jeg vidste udemærket godt, hvor flotte de var. I 1999 var jeg med en god ven i Hong Kong og Thailand og her fangede jeg nogle fisk som senere viste sig at være den meget almindelige killifisk Aplocheilus panchax (se evt min artikel "En akvarist i Asien"), og dette blev så min debut med killifisk. Siden har det udviklet sig til, at jeg efterhånden kun holder killifisk, og på en eller anden måde går det også meget godt i tråd med opdrætsmanien. Specielle killifisk er ofte ret vanskeligt at skaffe, så hvis man vil holde fast i dem, er der ikke andet at gøre end at opdrætte dem. Specielt de annuelle arter skal der arbejdes med hele tiden, hvis man vil beholde dem.

I de sidste par år har jeg haft en målsætning om, at jeg skulle opdrætte 10 nye arter hvert år for at sikre mig, at der fortsat skete noget nyt.

På din hjemmeside Eksternt link www.fishbreeding.dk kan man finde en masse spændende artikler. Klikker man på din artsliste så er Killi ret dominerende! De er desværre ikke lige så dominerende i handlen. Hvorfor ikke?

- Tjaaa, det er jo et godt spørgsmål, men det er rigtigt, de ikke er særlige hyppige i handelen. Så vidt jeg ved, er det kun Avifauna, der nogenlunde konstant har en 3-5 arter. Ellers er det rigtigt, at man kun en gang imellem støder på dem. De hyppigst forekommende arter i handelen er de 2 Aplocheilus-arter, Aplocheilus panchax (blå panchax) og Aplocheilus lileatus (stribet eller golden panchax) og ind imellem finder man også Jordanella floridae.

En del af forklaringen er, at mange af killifiskene - vel cirka en fjerdedel - er de såkaldte annuelle arter, der typisk kun har en naturlig levealder på op til 1 år. Fra de er udvoksede og salgsklare og til de dør af naturlige årsager, går der derfor kun ca 3 til 7 måneder hvilket for de fleste ikke er særligt attraktivt. Hverken for forhandleren eller for akvaristen. Annuelle fisk er ikke nogle, man har. Det er fisk man konstant arbejder med og yngler på for at holde på dem.

I forhold til de ikke annuelle fisk, som kan blive lige så gamle som de fleste andre fisk, er det nok et spørgsmål om, at de ikke klarer sig så godt i selskabs/salgs akvarier, ligesom mange af dem kræver andre vandværdier end det, der normalt kommer ud af hanen her i DK. Killifisk gør sig bedst i artsakvarier, og det er der ikke mange forhandlere, der er indstillet på at give dem. En anden grund er sikkert, at de fleste killifisk ikke er rentable at opdrætte set ud fra et komercielt synspunkt. Kun ganske få arter (prinært nogle annuelle) får store kuld, som for en opdrætter kan give noget volumne, hvis man sammenligner med mange barber og tetraer. At fange fiskene vildt er heller ikke nogen god forretning, da kun ganske få killifisk er egentlige stimefisk, der kan fanges i et større antal.

Vi har lavet et interview med en der har forskellige ungefødemde i naturformer. Hans fisk svømmer ude i haven om sommeren. Er Killien også egnet til det? Har du også fisk udendørs? Hvilke?

- Der findes en del killifisk, som er meget velegnede at holde ude fra April/maj og for enkeltes vedkommende helt frem til frosten sætter ind i starten af december. Jeg tager normalt mine fisk ind omkring medio oktober. Lidt groft kan man sige, at der er tre grupper af killier, som ofte bruges som udendørs fisk:

1. gruppe

Mange af de euro-asiatiske arter i slægterne Valencia og Aphanius egner sig fortræffeligt til at holde ude. Specielt de europæiske. Valencia hispanica, Valencia letourneuxi, Aphanius iberus, Aphanius fasciatus (Høj saltholdighed), Aphanius danfordii, Aphanius mento, Aphanuis sophiae samt hele gruppen af Aphanius anatoliae er alle rigtig gode at holde ude. Flere af dem skulle under de rette betingelser endda kunne overvintre ude, hvis blot man sørger for at vandet ikke bliver blødt og surt.

2. gruppe

Mange af fiskene i den nordamerikanske slægt Fundulus er også gode at holde ude samt enkelte af Cyprinodon'erne. F. sciadicus, F zebrinus, F. dispar, F. catenatus samt C. navadensis for at nævne nogle

Generelt for de 2 første grupper er det vigtigt at skifte vand en gang i mellem, da regnvandet gør vandet blødt og surt, og det kan de ikke lide. Så kom noget hårdt dansk ledningsvand og evt lidt salt ned til dem, så trives de rigtigt godt. Efter en god varm sommerdag har jeg ofte kunnet samle over 50 æg i en 80 liters balje med Aphanius iberus.

3. gruppe

Annuelle arter i de sydamerikanske slægter Austrolebias og Megalebias og til en hvis grad og enkelte arter fra slægten Simpsonichthys. Sidstnævnte dog kun i de varmeste sommermåneder. Langt de fleste Austrolebiasarter er rigtig gode at holde ude, og de får nogle fantastiske farver af at gå ude i solen. Der går historier om, at folk der har glemt at få dem ind, inden frosten satte ind, har været ude og slå hul på isen for at fange Austrolebias op. Det har de ikke taget skade af. F.eks er den vel nok mest kendte killifisk Austrolebias nigripinnis (Stjernehimmelfisk) ganske fortræffelig at holde ude. Denne sidste gruppe har ikke noget imod at vandet bliver blødt og surt, så der behøver man faktisk ikke at skifte vand.

Der er iøvrigt en artikel på min hjemmeside om at holde Aphanius fasciatus ude.

Det er langt overvejende killifisk, jeg har holdt i haven, men det er da blevet til et par enkelte ungefødere også samt corydoras paleatus. Af sidstnævnte fandt jeg endda æg i en tot Riccia der flød rundt. Æggene tog jeg ind, og der kom da også lidt unger ud af det. Riccai er iøvrigt en af de godt planter at bruge ude, da den tålet relativt lave temperaturer. Mht. ungefødere har jeg holdt Xiphophorus nezahualcoyotl 'Ocampo' og Heterandria formosa ude. Jeg syntes egentlig ikke, at det har været den store succes med ungeføderne ude. De har overlevet, og det har også været gode kraftige fisk, jeg kunne tage ind om efteråret, men jeg syntes ikke, at jeg har set dem trives ude på samme måde som killifiskene. Nu når jeg tænker over der har jeg også holdt Macropodus opercularis ude. De trivedes helt klart rigtig godt, og de havde nogle fantastiske farver, da jeg tog dem ind om efteråret. I det hele taget er det jo et af de attraktive aspekter ved at holde fisk ude. De får masser af sol, afvekslende foder som af sig selv falder ned i karrene, så det er sædvanligvis nogle rigtig flotte og farvestrålende fisk, man kan tage ind, når udendørssæsonen er over.

Du skriver, at du efterhånden kun holder killifisk. Og nævner blandt andet, at de er meget farvestrålende. Hvad er det eller, som fascinerer ved denne gruppe fisk ?

- Det er svært at sige hvad det nøjagtigt er som facinerer mig ved killifiskene. Det første jeg faldt for var de annuelle arter og deres afvigende forplantningsteknik. Det at fisk lægger æg i jorden som så tørrer og ligger i 3 til 9 måneder, før der igen kommer vand, var vildt flippet. Det måtte jeg bare prøve. Efter nu at have opdrættet over 20 forskellige arter kan jeg stadig blive helt "høj" over at hælde vand over en pose spagnum og vupti vælter det frem med unger.

En lang række af killifiskene er desuden temmelig svære at opdrætte og er derfor helt simpelt en udfordring som jeg har svært ved at lade passere. Hele miljøet omkring killifiskene altså menneskerne der holder killifisk og Skandinavisk killi Selskab syntes jeg også er meget spændende. Jeg tror at jeg uden at fornærme nogen kan sige at de dygstigste og mest vidende akvarister jeg har mødt har været killioter (folk der holder killifisk:-)

Du nævner, at fiskene kan være svære at skaffe - de findes ikke lige hos akvariehandleren om hjørnet. Hvordan får du og andre killi-fans fat i dem? Hvordan ser det ud med foreninger - og er du med i foreningsarbejde?

- Det er rigtigt, at det er svært at finde anden end ganske få arter i butikkerne, og det er altid de samme arter, man støder på. Man er altså nødt til at komme i kontakt med nogle, der holder killifisk, og dette gøres nemt ved at melde sig ind i Scandinavisk Killi Selskab. Så får man en masse kontakter og artslister osv. - ligesom i Poecilia foreningen for interesserede i ungefødende. Typisk vil de "Gamle" killifolk gerne sponsorere fisk eller æg til et nyt medlem, hvis de har overskud. På et tidspunkt komme man så til det punkt, hvor de arter, der holdes i Skandinavien ikke er nok, og så er det ellers bare igang på nettet for at finde det, man ikke kan leve uden. Jeg har endnu aldrig været ude for at skulle betale for fisk eller æg. Jeg har altid kunnet bytte mig til de fisk, jeg ønskede mig. Ikke fordi at det er et princip, jeg har, men det har bare ikke været nødvendigt. Det foregår langt overvejende med byttehandler.

Hvad siger din familie til din hobby - når du f.eks. bruger en ferie til Thailand til at fange fisk i?

- Det er rigtigt, at jeg ofte forsøger at lægge vores rejser til steder, hvor jeg også har en chanche for at fange nogle fisk. Jeg ville også lyve, hvis jeg påstod, at familien ikke moppede mig med det ind imellem, men når alt kommer til alt, så er det jo ikke sådan, at jeg fisker hver dag i en uge. Det er jo bare en hel dag, og ofte har mine internetvenner rundt om i verden givet os nogle spændende og anderledes rejseoplevelser, når vi har mødt dem ude i verden, som f.eks da vi var med Nonn Panitvong ude og fange fisk og spille golf på familiens golfbane, eller når han tog os på tur rundt i Bangkok. Så jeg tror, at de syntes, det er OK med en smule fiskeri på ferien.