Fra Amazonfloden til akvariet

Oprettet: 05/01-2008 05/01-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Beretninger
 Del

Fra Amazonfloden til akvariet
Version 1.0

Der er lang vej fra Amazonfloden til et akvarium i Danmark. Hvordan er de vildtfangede fisks odysse fra de sydamerikanske vande til akvariet på den anden side jorden? Det handler denne artikel om. Bill Hazen, vor mand i Canada har været på en rejse til Brasilien. Artiklen er redigeret og tilpasset danske forhold af @kva-net.



Den del af Amazonfloden som hedder Rio Negro, den sorte flod, er næsten 20 km bred. Det er ofte umuligt at se fra den ene bred til den anden. Navnet har den fordi vandet næsten er som sort kaffe. Årsagen er gærende plantedele som denne lange flod, næsten 1.600 km, fører med sig.

Rejsen til Rio Negro er lang. Hvis du flyver fra Danmark, skal du først til Saõ Paolo i det sydlige Brasilien. Derfra er der 3 timers flyvning til Manaus i den nordlige del. Fra Manaus til fangstområderne tager turen 3 dage pr. båd.

Endelig fremme. Her dybt inde i Brasilien lever de mange arter som er kendte og populære i alverdens akvarier. At påstå at Rio Negro er fiskerig er en sandhed med modifikationer. Der er ikke mange akvariefisk i selve floden. Det er i de utallige bifloder og oversvømmede skovområder, at de har deres naturlige levesteder. Afstandene er store. Hele flodsystemet er vidt forgrenet og ikke forbundet, så de lokale fangstmænd må på en ugelang ekspedition for at nå frem til de steder hvor fangsten giver udbytte.

Fiskene bliver fanget med et fintmasket net, maskernes størrelse er på 2 mm, så selv de helt små kan komme med i fangsten. Nettet er bredt, det ligner næsten et overdimensioneret net til akvariebrug.

Fiskeren driver byttet ind i nettet med en åre af træ. Det ligner næsten den teknik du bruger hjemme når du fanger fisk med to net.

Når fisken er gået i nettet bliver den omhyggeligt overført til en stor, klar plastikkasse. Disse kasser skal anbringes i skygge. Risikoen for overopvarmning er stor. De må ikke udsættes for direkte sol som vil betyde fiskenes hurtige død.

Vejen til eksport

Med fangsten er første skridt taget til eksport. Det næste er turen til Rio Negro. Her i floden kommer fiskene over i store hyttefade. Der er tusinder af fisk. De bliver overvåget som kuvøse barn. På dette trin bliver de også sorteret og alle døde fjernet.

En del af den videre handel foregår allerede her. Eksportørerne eller deres mellemhandlere udvælger de fisk som har deres interesse. Disse fisk bliver igen flyttet i kasser. Kasserne stables i skygge og afventer den videre transport. Den intense pasning fortsætter også her. Der bliver skiftet vand flere gange om dagen og temperaturen (luft 45c) bliver holdt nede.

De fisk som ikke er solgt omgående kan få en ventetid på flere dage. Der handles som på Hjallerup Marked og et parti kan skifte ejer flere gange. Priserne følger udbud og efterspørgsel. Fiskerne prøver at få mest muligt og opkøberne forsøger at presse prisen. Det er markedsøkonomi for begyndere. Fælles for alle er interessen i at holde fiskene i god kondition. Ingen er interesserede i at brænde inde med et parti døde eller døende fisk.

Ned ad floden

Omsider er et parti fisk solgt til en eksportør. Nu begynder turen ad det som nogle kalder fiskenes dødsrute. Omkring 1980 var det kendt at dødsraten lå omkring 50 % før transporten ned ad Rio Negro. Et alarmerende højt tal, der med rette gav grund til dyreetiske overvejelser omkring denne trafik.

I 2004 er dødstallet faldet drastisk, dette takket være mere omhyggelig behandling i forbindelse med fangst og i den efterfølgende fase.

Men hvad så med turen ned ad floden. Dødsruten?! I bedste fald tager turen nogle dage. Mere end 1.000 fisk skal være sammen i en relativt lille beholder. Hvad koster det af liv?

Der har været en del diskussion. I slutningen af 1970erne hævdede forskeren R.L. Welcomme at mere end 70 % af de transporterede fisk var døde ved ankomsten til eksportøren, samt at man koldt og kynisk kalkulerede med dødsrater der endda var endnu højere. Det blev også anslået at efter ankomsten var der så stor dødelighed, at det endelige overlevelsestal var nede på 10 %.Et studium gennemført af W. Eisenstadt i 1992 viser betydeligt lavere dødstal. [Red. bem.: Denne del af artiklen stammer fra det britiske blad Practical Fishkeeping Magazine. Bladet har desværre ikke uddybet sine oplysninger. I en senere version af artiklen håber jeg at kunne vise et mere dækkende materiale. I øvrigt må et hvert dødstal som følge af transport og håndtering siges at være for højt.]

I dødstallene må man også indregne den dødsrate der under alle omstændigheder ville have været. Nogle af de omhandlede fisk ville være så svækkede allerede før fangsten at de under alle omstændigheder ville være døde. Andre ville være ofre for naturlige fjender, en neonfisk er nu en gang ikke noget højt led i fødekæden.

Transportstress

Andrea Waichmann er forsker ved universitetet i Manaus. Hun foretog et studium af emnet transportstress hos de tre mest eksporterede fisk fra Amazon området. Det drejer sig om kardinalfisk, discus og øksefisk.

Metode: Andrea Waichamnn målte alle parametre og værdier i vandet mellem fangststederne, Barcelos og Manaus. Målingerne fandt sted med fastlagte mellemrum. Barcelos er et stort transitområde for fiskeeksporten og ligger 400 km nord for Manaus.

Undersøgelsen skulle også kaste lys over hvile fisk der er mest modtagelse for ændringer i vandet. Dette er ikke overraskende discus.

Ved udgangspunktet i fangststederne var kvaliteten god. Den faldt i Barcelos og denne tendens fortsatte hele vejen ned mod Manaus. Rejsen tog et par dage og konklusionen var at den stadig var fuldt acceptabel da man nåede Manaus.

På turen fra Barcelos til Manaus sker der mange delvise vandskift. Vandet bliver tilsat rigelige mængder salt. Der tilsættes antibiotika (Oxytetracyclin hydroclorid). Formålet er at mindske stress og deraf følgende tab.

Saltet mindsker fiskenes tab af sodium- og chlorid-ioner, men det har også negative virkninger på fisken. Disse fisk lever i ekstremt mineralfattige vande, dH er minimal, pH kan være nede på 2,0  3,0.Biotoperne her er meget langt fra alt der minder om salt- eller brakvand. Der kan saltet i sig selv fremkalde stress. Der er ikke fastlagt specifikke grænser for de enkelte arters højeste tolerance.

Hos eksportøren

Endelig er fisken fremme hos eksportøren i Manaus. Den tilbringer nu en dag i et profylaktisk bad som indeholder forskellig medicin, salt og antibiotika. Dette bad skal dræbe eventuelle medfølgende parasitter og forebygge sygdom.

Herefter får fisken en helt nødvendig periode i hvile og karantæne. Den skal nu rekreere sig før turen går videre.

Dødeligheden i denne fase er relativt lav. De svage er sorteret fra gennem det udskilningsløb som rejsen til Manaus har været. Men at påstå at den nu er i god form er en grov overdrivelse.

Hvordan lever fiskene i øvrigt under opholdet i Manaus? Bill besøgte flere eksportører og kunne slå fast at forholdene bestemt ikke lignede de krav man med rette kan stille til en seriøs akvarieforretning.

Udstyret kan bedst beskrives som lavteknologisk. Denne del af Brasilien er et uland fjernt fra den moderne verden i Saõ Paolo og Brasilia. Bills indtryk var også at man ikke bekymrede sig meget om teknik i disse opbevaringssteder.Bill havde mulighed for at måle vandværdier. Forekomsten af ammoniak var mellem 4,70  5,20 mg / liter.Foderet var usselt. Så kort karakteriserer Bill fiskenes diæt. Man gav dem maniok-mel, en almindelig spise blandt områdets beboere, og meget brugt som svine- og hønsefoder, men absolut ikke noget der hører til fiskens naturlige føde. Det bliver ikke bedre af at maniok-roden er rig på cyanid.

Hvis de er heldige får de et supplement af flagefoder. Glem alt om kvalitets flagefoder. Det var af billigste art og blev oven i købet opbevaret i store åbne tønder. Varmen var omkring de 45c og luftfugtigheden tæt på 100 % så hvis der havde været vitaminer i de smuldrende flager ville de for længst være forsvundet ud i den varme tropeluft.

Farvel Brasilien

Turen fra Manaus til Danmark er en ny prøvelse. Den typiske rute går fra Manaus til Saõ Paolo. Her er der flyskifte med tilhørende ventetid før en lang flyvetur til Kastrup. Noraml ankomst et døgn senere. Og så går det videre med x antal stop og omladninger til forretningen.

Den ansvarsfulde og seriøse forretning ved hvad der skal gøres. Fiskene skal have ro. De skal fodres og tilvænnes de nye forhold.

Vær forsigtig hvis den handlende vil sælge dig fisk som lige er kommet ind ad døren. De er endnu meget stressede og det kan ende med sygdom og død. Spørg den handlende om hvor længe siden det er at fiskene kom til ham. Han kan svare på det og han kan også svare på rejsens længde og afsendelsesstedet i Brasilien. Hvis ikke  så lad være med at købe.Fiskenes ankomst og første tid i Danmark er importørens og forhandlerens ansvar. Aldrig dit  og husk så, dansk opdrættede fisk er altid mere robuste.De er vokset med forholdene her i landet og har aldrig været på en strabadserende rejse fra den anden side jorden. Vildfanget kan retfærdiggøres gennem tilførsel af nye gener og ikke af andet. Vælg dansk når det er bedst!

Denne artikel er skrevet af @kva-net's redaktør. Den er baseret på Bill Hazens artikel  Brazil  Ive been there myself, bragt i flere canadiske akvarieblade. Supplerende oplysninger fra Practical Fishkeeping Magazine, UK.
Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad Eksternt link www.akva-net.dk

Denne artikel er skrevet af:
Karl-Henrik Arendt, artikler@akvariesiden.dk