Hvidløg – en kur mod orm og andre parasitter

Forfatter: Ib Vestergaard
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sygdom
 Del

Hvidløg – en kur mod orm og andre parasitter

Version 4.0

Orm er ubehagelige parasitter hos fiskene og i tidens løb har man forsøgt med mange ormekure.

Både medicinske og husråd. Et middel mod parasitter hos fisk såmænd hvidløg. Denne artikel handler om forsøg med hvidløg som middel mod parasitter.



Hvidløg - (c) Annica Triberg og Albert Håkansson. Lindhardt og Ringhof 1999.

Hvidløg (Allum sativum) er ikke bare en god ingrediens i mange madretter. Hvidløg er fra gammel tid kendt for at have en række helbredende egenskaber. Dét fik Jack Wattley, verdens førende opdrætter af discus, til at tænke på om hvidløg ikke kunne bruges til bekæmpelse af indvendige parasitter som orm og lignende, der jo altid er et latent eller aktuelt problem i akvarier med mange fisk på forholdsvis lidt plads.

Jack gjorde forsøg med angrebne discus og scalarer. I det første forsøg brugte han kapsler med hvidløgsolie, købt i en helsekost forretning.

Doseringen lød på olie fra en kapsel pr. 5 ounces foder = 14 gram.

Såvel discus som scalarer åd det berigede foder med normal appetit.

Forsøget varede 6 uger. Fiskene blev fodret regelmæssigt og deres afføring blev undersøgt omhyggeligt under mikroskop.

Ved forsøgets begyndelse blev der konstateret rundorm (Capillaria) hos fiskene. 6 uger senere husede de inficerede fisk stadig et antal parasitter, men antallet var betragteligt mindre end ved forsøgets start.

Så vidt et positivt resultat, men der var en bivirkning. Hvidløgsolie! Rester af dette kunne måles i vandet og forekomsten steg analogt med forsøgets varighed. Hvis man bare havde fortsat uændret kunne det blive et problem i sig selv. I værste fald et miljøproblem der var større end ondet som man ville bekæmpe.

Hvidløgsolie er jo altså taget fra hvidløg, så hvorfor ikke gå direkte til kilden? Det var nærliggende og det prøvede man så i en anden forsøgsrække.

Nu pressede man saften fra hvidløg, der i øvrigt nærmest endte som en puré, trods alle forsøg på kun at få væske ud af løget.

Materialet fra de friske, pressede, hvidløg blev blandet i fiskenes foder og på den måde fik de så deres vedvarende dosis af hvidløg.

Hvad sker der med parasitterne? Et er sikkert, de dør ikke af en gang hvidløg! I beskrivelsen af sit forsøg understreget Jack Wattley, at de angrebne fisk gradvist bliver parasitfri over en ca. 5 ugers periode.

I det oprindelige materiale er der ingen forklaring. For egen regning kan jeg kun hælde til den opfattelse at hvidløg hæmmer parasitterne i deres forplantning og at de således vil uddø af alder og andre ikke behandlings betingede årsager.

For at virke må hvidløget være blandet i foderet ved samtlige fodringer, som sker dagligt i hele behandlingsperioden.

Snylterne forsvandt ikke kun fra tarmene, men også fra andre indre organer. Da det er foder og ikke medicin, er der ingen bivirkninger på patienten, som det så ofte ses ved medicinering.

Hvidløg (A. sativum) er gennem tiderne blevet kendt for meget godt.

Den anbefales også nogle steder til fugle som en effektiv ormekur. På hjemmesiden Vegetaren kan du læse mere om løget og dets undergørende virkninger på mennesker. Det kan hjælpe på næsten alt, undtagen måske dårlig ånde - så hvorfor ikke også på angrebne fisk.

Også til guldfisk:

08-10-2004

Søren Duun skriver:

Jeg har selv prøvet at give store guldfisk hvidløgsflager, som efter 3 - 5 dage blev spist med velbehag.

Venlig hilsen søren duun

Egne erfaringer

I november havde jeg en meget sørgelig og ubehagelig oplevelse. En ny, meget flot og lovende C. moori, pop. Blå delfin, var kommet i selskab med andre Malawi cichlider. Det gik godt i en måneds tid så begyndte sygdomstegnene at vise sig. Fiskene hang i overfladen og åd ikke. Deres farver blegnede og i løbet af to dage var alle døde, bortset fra min flotte nye delfin og en lille unge af Labidochromis caeroleus.

De to kom i karantæne. Akvariet blev desinficeret og delvist genbefolket.

Niels Ventzel gav mig et godt råd. Det handlede om hvidløg.

Niels rådede mig til at give dem en hvidløgskur straks og derpå en hver 3. måned. Jeg giver mine fisk hvidløgskur hvert kvartal.

Kuren er følgende:

Man tager et fed hvidløg.

Løget presses i en hvidløgspresse

Massen + saften røres sammen med tørfoder og står lidt og trækker.

Når tørfoderet har opsuget al hvidløgssaft og er blevet til grødagtig konsistens giver du fiskene den mængde du ville give af andet foder.

Kuren gentages over 3 dage.

Dit hjem kommer til at lugte lidt, skal vi sige "middelhavsagtigt" i løbet af kurens forløb, men du har givet en god forebyggelse. Du skal også give kuren når du har fået nye fisk i akvariet.

Fiskene tager det sunde tilskud med stor appetit. Hvis det skulle knibe med lysten så bland det pressede hvidløg med rigeligt foder med kraftig smag og duft.

Denne artikel er skrevet af @kva-net’s redaktør. Kilde: TFH, maj 1999 og forskellige artikler om hvidløg og helsekost på Internet. Har du en mening i denne sag, så skriv til @kva-net.
Oplysningerne i denne artikel bringes uden ansvar.
Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad (copy right) Eksternt link www.akva-net.dk
Eftertryk kun med tilladelse fra @kva-net