Lygtefisk

Forfatter: Gunnar Lützen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Fisk
 Del

Hemigrammus ocellifer, på dansk kaldet lygtefisk eller lygtetetra, er en tetrafisk (karpelaks) der kommer fra området i Orinoco– og Amazonasfloden i landene: Guayana, Surinam, Brasilien og Peru i Sydamerika. Den blev importeret som akvariefisk til Danmark i 1910 og blev da omgående populær som akvariefisk.




I Amazonasfloden findes den i store stimer. Dette er en fredelig stimefisk, der er velegnet som begynderfisk i akvariet.

Som navnet siger, Lygtefisk, er dette fordi, at over øjet og ved halefinnen har fisken nogle lysende gyldne eller rødlige pletter. Disse pletter bliver bedst synlige, hvis du holder fiskene i et mørkt akvarium. De bruger disse lysende pletter for bedre at holde sammen i store stimer i floden, hvor vandet ellers er meget mørkt, the eller næsten kaffefarvet. Ved begyndelsen af halefinnen har fisken en sort plet og en bag svømmefinnen. Kropsfarven er olivengrøn, finnerne er gennemsigtige. Mellem rygfinnen og halefinnen, har Lygtefisken en fedtfinne, lige som laksen og ørreden har. Derfor bliver denne slags fisk kaldet for karpelaks.

Lygtefisken bliver ca. 4,5 - 5 cm stor. De trives bedst i flokke (stimer), hvor du har mellem 7 og 12 fisk samlet i samme akvarium. Akvariet skal dog ikke være mindre end 50 liter i størrelsen, bedst er at bruge større akvarier. Som før fortalt, så trives de rigtigt godt i blødt vand, hvor pH er mellem 6 og 7,5. Temperaturen skal være mellem 22 og 28 oC. Lidt bevægelse skal der være i vandet og akvariet skal være godt beplantet med almindelige planter og mange flydeplanter eller have mørkt vand. Det mørke vand kan opnås ved at tilsætte flydende Toromin eller sphagnum eller at have mange trærødder i akvariet. Er akvariet for lyst, bliver fiskerne blege og opnår da ikke lygteeffekten, som de ellers er så kendte for.

Der er synlig forskel på kønnet. Hannen er mere farvestærk, lidt mindre og mere slankere end hunnen. Ved forreste del af gatfinnen har han en meget fin mælkehvidlig streg. Hunnen der imod er lidt større end hannen, og den er også mere rund om bugen end hannen.

Lygtefisk er særdeles madglade. De spiser alt det som du fodrer dem med, almindeligt tørfoder, frostfoder og småt levende foder. Fodrer du ofte, så kan det ske, at fisken får lyst til at yngle og lygtefiske er nemme til at få til leg. Det eneste du skal gøre er, at fodre fiskene med varieret foder og godt i en periode, og da du ser at hunnerne er blevet runde og tykke, så er det tid til at sætte fisken til leg. Dette kan gøres bedst ved at flytte nogle hunner og hanner over i et legeakvarium, ca. 10 - 30 liter stort, hvor de kan lege i fred og ro. Vandet i dette akvarium skal være rent. Temperaturen skal ligge mellem 23 og 26 oC. Husk lige til, ikke at fodre fiskene medens de er i dette legeakvarium, fordi så bliver vandet forurenet og dette kan skade rognen. Man lægger nogle store sten i bunden af akvariet og i midten putter man en tot Javamos eller andre fintløvede planter. Stenene forhindrer de voksne fisk i at æde deres egne rogn, der falder imellem stenene, fordi karpelaks elsker at spise sine egne rogn. Der skal ikke være noget filter i akvariet, men du kan tilslutte en luftsten eller have et indvendigt filter, f.eks. et hjørnefilter eller et Brilliant filter.

Legen foregår i et hurtigt tempo. Parret svømmer hurtigt ind mellem planterne hvor de gyder deres rogn. Lad fisken lege i en dag eller deromkring, og derefter fjernes de voksne fisk igen fra akvariet. Du kan tilsætte nogle dråber af Fungistop eller General Tonic for at forhindre at svamp ødelægger rognen. Rognen klækkes efter 48 til 72 timer, og de små unger hænger på ruden og på planterne i nogle dage. Først efter 6 dage fra legen, vil ynglen begynde at svømme rundt, og det er så nu, at du skal starte at fodre dem. Det første foder der kan bruges er, infusorier eller nyklækket artemia, men har du ikke dette, så kan du bruge Liquitfry no. 1 eller meget fint støv tørfoder. Ungerne vokser rimeligt hurtigt, hvis du fodrer tit og husker at skifte vand regelmæssigt. Husk at det vand som du tilsætter i akvariet hos ungerne, skal have samme temperatur som det, du fjernede ud af akvariet, fordi ellers kan ungerne dø af temperaturchokket.

Der fisned to andre salgs lygtefisk Hemigrammus ocellifer ocellifer og Hemigrammus ocellifer falsus, denne sidstnævnte har ingen plet ved svømmefinnen og den bliver kun 4 cm stor.

Lygtefisk har ellers let ved at få sygdommen fiskedræber, Ichthyophthirius multifiliis, men denne kan nemt kureres igen ved at købe den rigtige medicin, som akvariehandelen sælger.

Ellers er lygtefisk en meget smuk og fredelig stimefisk, der godt kan være i samme akvarium sammen med andre fisk, uden at den forstyrrer eller skader disse.


Tekst og billede Gunnar Lützen ©