Mine Malawikrabber

Forfatter: Jan Andresen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Andre akvariedyr
 Del


Jan Andresen


Potamonautes lirrangensis

(Rathbun, 1904)

Dette navn skulle ifølge en af verdens førende biologer Neil Cumberlidge (han arbejder for tiden på en opdatering af ferskvandskrabber i Syd og Øst Afrika) være det korrekte navn.
(tak til malawi Carsten, for hjælpen)
Den sidste store videnskabelige artikel jeg har læst er udfærdiget på universitetet i Hamburg og omhandler fossiler, der er den også benævnt lirrangensis, hvilket den forøvrigt er i alle de videnskabelige artikler jeg har læst, det er nok kun akvarister der kalder den orbitospinus.



Malawi krabben: Potamonautes lirrangensis (Rathbun, 1904)
Salgsnavn - Potamonautus orbitospinus (Ad Konings)
Populærnavn - Blå Malawikrabbe








På brystet i midten af billedet til venstre ser i en tegning som et blødt V, det er aftegninger som kun hannen har, hunnerne har bløde vandrette streger/ aftegninger se billede til højre.




Han Malawikrabbe



Hun Malawikrabbe

Den findes i hele søen hvor der er sten og klipper, fra få cm. vand og op til mindst 10 meter.

Den skal holdes i mindst PH 7,5 og en temperatur på ca.24/26 grader.

Føde: Frossen artemia, frosne rejer, kogt fisk, mallepiller, røde myggelarver, alt, det er Malawisøens skraldemand.






Jeg fodrer den med en plantetang (jeg vil gerne beholde alle fingrene :) ) den kommer hurtigt og tager forsigtigt føden hvor den findeler det med dens små tentakler ved munden mens den holder det med kløerne, kan den ikke holde om det tager den det forsigtigt op fra bunden med kløerne, den passer meget på det, har den lidt fisk tilovers gemmer den det i grotterne.

Den kan godt lide at klippe lidt i planterne og grave i sandet.

Den hører hjemme i Malawi søen så den kan gå med alle fisk derfra i et stort akvarium, den går fint med mine Synodontis njassae maller, Aulonocara og rovcichlider.

Den flytter sten eller prøver på det og graver meget i sandet hvilket kan betyder nogle omplantninger, nu er der ikke så mange planter i Malawi, så det går.

Som mange andre arter med skal, så skifter den skjold, klør o.s.v. En lille uge før skiftet gemmer den sig og er ret aggressiv den spiser ikke uger inden, den åbner skjoldet som en dør hvorefter den kravler ud, begraver det i sandet i løbet af dagen og sætter sig i mørket hvor den venter på at det nye skjold skal blive hårdt, dagen efter gravede den skjoldet op og begyndte at spise det, da den stadigvæk ikke spiser mad må jeg konkludere at den har behov for kalken i skjold/ben, til dannelse af det nye.

Jeg har på nettet set grimme billeder af hvide krabber, men da min kravlede ud var det meget svært at se forskel, farven og alt andet lignede den gamle, lyseblå og fin, på nær kløerne som var en anelse lysere










Den vokser ikke så meget, men klørerne bliver kraftigere og skjoldet større med alderen
(for hver gang den skifter skjold).

Pas på den vrider sig og kløerne kan komme helt op bag skjoldet, ikke som en Dansk krabbe der hænger stille når man tager den med fingrene.

Det er den eneste krabbe i søen, den er endemisk ifølge Neil Cumberlidge.

De kan have forskellige lyseblå farver, benene er næsten altid blå / grå med røde led, på alverdens sprog er dens populærnavn *Blå Malawikrabbe* .

Opdræt er vel ikke det nemmeste, du kan absolut ikke have to hanner i samme akvarie, uanset størrelse, de slår hinanden ihjel.
En hun og en han vil slås, og når de har parret sig dør hannen eller han bliver spist (som fugleedderkopperne) hvis ikke den når at stikke af.

Hunnen har den egenskab at den kan gemme sæden til senere brug.









PAS PÅ den kravler på alt og er hurtig, en dag jeg skræmte den, løb den lodret op af en klippe, den prøver at komme ud af akvariet hele tiden, så det SKAL være helt lukket, ingen åbninger, absolut ingen, hvis du ikke vil have den rendende i stuen.


Sådan ser det ud lige efter krabben har forladt skjoldet.


Sådan ser han ud lige efter skjoldskiftet I kan se benene til højre, det er til venstre i billedet til venstre, billedet er lige efter skiftet.

Vi var så heldige at overvære hele seancen fra første parket.

Min nye VF hunkrabbe har æg, men har desværre smidt nogle få, jeg har konstrueret et lille ægklæknings apparat, så må vi se om det fungere.

Det er et helt fantastisk dyr som jeg har haft meget glæde af og den har ALDRIG fanget en fisk, den har lavet nogle rifter på de store cichlider, men det er kun fordi de stjæler dens mad mens den spiser, den er så "høflig" at kommer der en fisk i dens bane, så står den stille til fisken er svømmet forbi og går så videre.




På jagt efter fisk :)



Det er ikke nemt at være forelsket i en mag float der kan flyde.

Nogle dage tager fanden ved den, man kan næsten se det på den, NU skal der fanges fisk, den sætter sig i huler eller oppe på klipperne i skjul og prøver så at nappe fiskene eller også lader den sig falde ned oven på fiskene, åbenbart for at fange dem, MEN den er så utrolig langsom at når den lukker kloen eller falder ned, ja så er fiskene langt væk.Jeg har med natlyset tændt set den gå ind i en stime på 15-20 voksne fisk uden at skade bare en enkelt selvom de sov på bunden, men alle dyr er jo ikke ens.




Det er to dyr som hele familien holder meget af.

Af:Jan Andresen
j.andresen@mail.dk
15 december 2004
Malawijan.dk