Når fiskene ikke vokser

Forfatter: Ib Vestergaard
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Generelt
 Del

Når fiskene ikke vokser

Er det sandt at fisk ikke får samme størrelse i akvariet som i naturen?

Dette spørgsmål handler denne artikel af Kim DK, Foreningen Akva-Net, om.

@kva-net fik et spørgsmål om scalarer. Det er Else der skriver om sit akvarium. Akvariet er befolket med en stime Hemigrammus erethrozomus (pop. glødelystetra). Stimen er på 20 fisk. Desuden huser det et par sugemaller (nærmere betegnelse?).



(c) Johnny Jensen - Eksternt link http://www.akvariefoto.dk/

Akvariets mål er 80 x 45 x 45. Det er beplantet med forskellige planter, hovedsagelig i baggrunden så der er fri svømmeplads. Dekorationen udgøres i øvrigt af en lille rod.

I januar 2004 blev bestanden forøget med et par unge P. scalare. De havde størrelsen 5 cm + finner. Sælgeren betegnede dem som ”ungfisk” og lovede at de snart ville nå deres fulde størrelse på 11 – 12 cm, måske endda mere. Else understreger i sit brev at hun har handlet flere år i den pågældende forretning som har et godt omdømme og som altid har givet hende god vejledning.

Men problemet med hendes scalarer er at de ikke vokser. De er ikke en mm større end da hun hentede dem. Hvorfor? Det vil Else gerne vide og det forstår man jo så godt. Tilfældigvis kender min kone og jeg Else privat så jeg tog en tur ud til hende og så på akvariet – på @kva-net gør vi meget for vore gæster.

Akvariet var både pænt og velholdt. Alle fisk også de to scalarer så pæne og nydelige ud. Ingen tegn på sygdom eller mangelfuld pleje.

Derfor mine spørgsmål til Else:

Hvad fodrer du med?

Hun oplyste navnet på et flagefoder som er internationalt kendt. Jeg vil ikke bestride at flagefoder kan være ganske udmærket. Mine egne fisk får Aquadine fra forretningen Akva-Net. Det er udmærket, men de får det altså som et supplement til en meget alsidig diæt. Dette uanset hvilke fisk jeg holder. Else har givet tørfoder hver gang, men har dog varieret med forskellige typer efter en løbende foderplan.

Min mening er at den manglende vækst kan skyldes for ensidig fodring. Under artiklen om P. scalare på @kva-net er der udmærkede forslag til fodring og jeg kan også anbefale af de udmærkede opskrifter som siden har.



(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk



(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk

Er akvariet overbefolket?

Størrelsen er jo ikke overvældende. Else har taget lidt efter den tåbelige, ja, jeg siger tingene lige ud, cm regel. Det er den som siger ”1 cm fisk pr. 1 liter vand”. Reglen er ikke noget værd. (Red. bem.: Se vor artikel om ”Hvor mange er for mange”).

Jeg talte ikke stimen af glødelystetra, men jeg tror gerne på at der er 20 og jeg ved at de er hurtige til at snuppe føden. De ”2 maller” var faktisk blevet til 4 corydoras, men de fylder jo alle sammen.




(c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk

Scalarerne kan have tilpasset sig forholdene. Det betyder på ingen måde at de er syge eller svækkede. Det betyder blot at deres organisme har erkendt at der ikke under de givne forhold er mulighed for den vækst som der ville være under andre omstændigheder. Når sådan en tilpasning er sket vokser fisken meget begrænset eller kun meget langsomt. Jævnfør tusindbrødre. Udtrykket dækker over et kuld yngel som er klækkede i et lille vandhul med meget begrænsede fødemuligheder og ingen muligheder for at drage bort. Sådan en stime tilpasser sig og forbliver ungfisk hele levet.

Svømmeplads

Væksten kan også gå i stå ved for lidt svømmeplads. Pladsen hos Else er lidt i underkanten, men næppe så meget at væksten går i stå af det.

Miljøet

Der bliver filtreret i overensstemmelse med akvariets størrelse. Der er fuld kapacitet, hvilket er vigtigt. Dårligt vand kan ofte føre til manglende vækst.

Stress forårsaget af andre fisk i akvariet

Hvis der er andre store fisk i akvariet kan nytilkomne ungefisk blive hæmmet i deres vækst. Den / de store fisk ses som en trussel og den mindre fisk som meget vel kan være af en anden art vil ikke opleves som en konkurrent. Derfor forbliver den mindre og ofte bleg eller for hannernes vedkommende med hunlige farver (transvestisme).

Hvis en rolig fisk som scalaren bliver sat sammen med meget livlige fisk som en stime barber, så vil de urolige fisk stresse den. Det kan betyde sygdom og død, men også at den tilpasser sig ved at gå i stå med væksten.

Bliver fisk større i naturen?

Under optimale forhold vil en sund fisk få samme størrelse i akvariet som i naturen. Nogle steder i litteraturen beskriver man endog fisk som er blevet væsentligt større end deres artsfæller ude i vandløbene og søerne. Dette vil jeg ikke bestride. Men, det er en sørgelig kendsgerning at mange fisk som i generationer er opdrættet i fangenskab efterhånden bliver mindre end deres artsfæller. Hvorfor?

Degeneration svækker størrelsen

Årsagen er indavl. Søskende leger med søskende. Afkommet leger med afkommet og sådan bliver det ved. Priserne er banket ned under gulvbrædderne. En kvalitetsfisk af en art som måske ville koste en stor hundredkroneseddel pr. stk. skal konkurrere med 5 for samme beløb. Den handlende har sjældent noget valg. I tilfældet P. scalare tilbød en næringsdrivende 5 stk. for 50 kr. Det får man ikke meget kvalitet for – jeg sammenligner med forskellen mellem en kylling der har gået på græs og er fodret med korn og så en flok ”måger” til 6 for en hund. De sidstnævnte er bare pumpet op med vækstfoder for at prisen kan blive så lav som muligt. Resultatet er som bekendt derefter.

Jeg vil ikke påstå at Elses scalarer er degenererede. Jeg vil slet ikke udtale mig om den pågældende forretnings standard da jeg aldrig har været der og knap nok anede dens eksistens. Men degeneration kan vise sig i form af stagnerende vækst.

Mit råd til Else

Få et større akvarium. Det kan jo aldrig blive stort nok og der er plads til det. Giv dem mere alsidig føde. Dit flagefoder er godt nok, men køb små dåser. Det kan blive for gammelt og med den hastighed du skal give det varer en lille dåse længe. Skær ned på fodermængden. Else fodrer kraftigt hver dag når hun kommer hjem fra arbejde. Fiskene har bedre af et par foderfri dage eller 3 hver uge. Det er jo ikke tilfældigt at Danmarks Akvarium og lignende kun fodrer et par gange om ugen. Det kan Else også nøjes med. Og så er det en god idé at fodre fra flere steder ved samme fodring. Så kan de små hurtige samles ét sted medes foderet lige efter dumper ned til de langsomme fra et helt andet hjørne.

Om Elses scalarer nogen sinde kommer i vækst igen tør jeg ikke love. Deres muligheder for det bliver bare større hvis hun følger lidt andre retningslinier.

Denne artikel er skrevet af Kim DK, Foreningen Akva-Net. Copyright Kim DK. Eftertryk tilladt efter @kva-nets gældende regler.

Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad

Eksternt link http://akva-net.hjem.myinternet.dk/