Overvejelser ved køb af digital spejlrefleks kamera

Forfatter: Kim Jakobsen
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Akvariefoto
 Del

Udviklingen indenfor den digitale kamerateknologi, har efterhånden fået billedkvaliteten på digitalkamera`er op på niveau med de gammeldags filmkamera, og prisudviklingen har gjort, at et digital spejlrefleks kamera (DSLR), er inden for de fleste menneskers rækkevidde. Der melder sig så en del spørgsmål, som begyndere har svært ved at overskue, og for mange er det vanskeligt at finde rundt i de forskellige tekniske termer, ligesom det kan være svært at gennemskue hvad der er væsentligt, og hvad der er reklamesnak!

Det indlysende første spørgsmål der melder sig, er hvorfor man skal købe et DSLR i stedet for et af de populære Superzoom kamera?

Fordelene ved et DSLR, er at kamera`et er betydeligt mere responsivt end alternativet; det tænder (som regel) hurtigere, det fokuserer hurtigere, og det lagrer billederne hurtigere. I de fleste tilfælde er brugerfladen også hurtigere, da flere af de ofte anvendte funktioner, har deres egne betjeningsgreb, så man ikke behøver at gå ind i diverse menu`er for at ændre dem. desuden er et DSLR betydelig mere fleksibelt, da objektivet er udskifteligt, og der findes ekstraudstyr til enhver tænkelig opgave.
Ulemperne er mest relateret til transport og opbevaring; de fylder og vejer mere! Indtil for nylig, var det heller ikke muligt at undgå at bruge søgeren, så man var tvunget til, på gammeldags vis, at holde kamera`et op til øjet (hvilket iøvrigt er den bedste måde at holde det stabilt), men nu kan man købe tilbehør, som sættes på søgeren, og viser på en skærm hvad søgeren viser,eller man kan købe et af de nyeste DSLR, hvor funktionen er indbygget.
Den sidste ulempe er prisen. Hvis et DSLR skal være lige så fleksibelt som et Superzoom, kræver det ekstraudstyr, og så løber det hurtigt op.....


Hvis/når man så har besluttet sig til at det skal være et DSLR, er der først rigtig mange spørgsmål der melder sig; hvordan vælger man det rigtige kamera?

Lad os først slå fast, at der ikke findes et eneste DSLR, der ikke er i stand til at tage meget gode billeder, reklamernes og fanatikernes påstande om at mærke A, giver meget bedre billeder end mærke B,C og alle de andre, er ikke andet end BS eller manglende viden.
Når det er sagt, er der selvfølgelig forskel på de billeder hvert kamera leverer, og de har alle stærke og svage sider, afhængigt af hvad de skal bruges til. Det vigtigste er at kende de styrker og svagheder kamera`et har, og tage højde for dem.


Lad os se på nogle af de forskellige parametre, der bliver brugt:

MP (MegaPixels)
Dette er det mest anvendte kvalitetsparameter for digitalkamera, dels fordi det er det eneste der går igen i ALLE kamera, og dels fordi det er dejlig nemt at forholde sig til et tal, som bare er bedre, jo højere det er!
Sandheden er lidt mere nuanceret, men det er korrekt at jo højere MP, jo bedre kamera, ALT ANDET LIGE! Problemet er, at det højere MP tal ofte har en pris, udover den man betaler ved købet. Sagen er, at jo flere pixels man klemmer sammen på et givent areal, jo dårligere bliver signal/støjforholdet, hvilket resulterer i mere "støj" eller "korn" i billedet. Det er en af grundende til at billeder fra DSLR er så meget "renere" end billeder fra kompaktkamera; de har ofte lige mange MP, men et DSLR har typisk en sensor der er 3-6 gange større. I praksis er alt over 4MP fint nok, og Man kan let lave billeder der i udprint er ca. A4 størrelse, men det er klart at der er fordele ved højere antal MP. Dels kan man lave større billeder, dels kan man beskære billedet mere, og stadig have tilstrækkelig opløsning tilbage og sidst men ikke mindst, ved en evt. downsizing forsvinder meget af den støj der er på billedet, og jo større billedet er,jo mere skal det selvfølgelig downsizes for at blive brugt f.eks. her. En typisk opløsning på en PC skærm, er iøvrigt ca. 1 MP.
En rangering lige nu (2006) ser således ud: Canon EOS1Ds 16MP, Nikon D2x 12.4MP,Canon EOS5D 12MP. I klassen under 20000,- ligger Nikon D200 og (snart) SONY A100 forrest med 10MP, efterfulgt af Canon EOS30, EOS350 og Olympus E500 med 8MP, og Olympus E330 med 7,3MP. Resten ligger på ca. 6 MP.

ISO (lysfølsomhed)
Alle DSLR har mulighed for justering af ISO værdien, typisk i området 100-1600, men der er kamera der går helt ned til 50, og andre der går så højt som 6400. Når man ser på hvor højt eller lavt skala`en går for et givent kamera, skal man huske at det blot er en funktion fabrikanten har valgt at give, det siger ikke noget om hvor godt billedet bliver på hvert trin. Nogle kamera er betydeligt bedre end andre i denne henseende, så hvis man har tænkt sig at tage mange billeder i svagt lys, uden brug af Flash, er det et parameter man skal holde øje med. Desværre er der ikke nogen tal der angiver kvalitet på området, så man er nødt til at forlade sig på eksempler fra hvert kamera.
Som det ser ud lige nu (Juni 2006), er kamera`erne i denne henseende rangeret som følgende: Bedst er FujiFilm S3, dernæst kommer generelt alle de nyeste DSLR fra Canon, tæt efterfulgt af Nikon D50 og D200. Resten ligger som den bløde mellemvare, med Olympus og Konica/Minolta kendeligt dårligere. Dette kan ændre sig meget hurtigt, og det er værd at bemærke, at der er andre ting end Støj der påvirker billedkvaliteten. Ofte er det lave støjniveau opnået ved indbygget støjreduktion, hvilket sker på bekostning af detalje-gengivelse. Man kan argumentere for, at det er bedre at acceptere støjen, så man selv senere kan vælge den rette balance for støj/detaljer i et billedbehandlingsprogram.

FPS (Frames Per Second)
Angiver hvor hurtigt kamera`et kan tage billeder efter hinanden. Det bemærkes kun hvis kamera`et er indstillet til kontinuerlig optagelse. Her er det ret let; jo hurtigere, jo bedre!
Man skal så vurdere betydningen af dette. Er man til sport og action, er det meget vigtigt, er man til landskabsfotografering eller stilleben, er det helt ligegyldigt. Akvariefotografering ligger i nærheden af den sidste kategori, dels fordi at det meste foregår med flash, som alligevel ikke kan følge med, og dels fordi at fokuseringen, selv hvis man ikke bruger flash, heller ikke holder.
De bedste her, kører med 8 FPS: Canon EOS1DmkII, og Nikon D2Hs, som er deciderede journalist kamera`er, og Nikon D2Xs, som har en lidt speciel, beskåret chip som kan det samme. I klassen under 20000,- ligger Canon EOS30 og Nikon D200 forrest med 5 FPS, og resten ligger omkring 3 FPS.
Det hører med, at de alle har to kontinuerlige metoder CH (så hurtig som de kan) og CL(som regel halvdelen, rundet op) Enkelte har muligheden for selv at vælge hastigheden, op til det hurtigst mulige, i CL.

Eksponering.
Eksponeringssystemet sørger for at billedet bliver korrekt belyst. Dette er "gammel" teknologi, som er videreført fra Analoge kamera, så der er ikke de store revolutionerende forskelle her. Der er ofte flere valgmuligheder: Matrix (hedder hos nogle mærker noget andet, men er samme princip), centervægtet og spot.
Matrix er et system der inddeler billedfladen i et antal felter som bliver målt individuelt, hvorefter eksponeringen bliver fastsat efter et system hvor computeren i kamera`et sammenligner med nogle lagrede eksempler, og "genkender" motivtypen, så vægten bliver lagt på hovedmotivet. Antallet af "eksempler" i computeren varierer fra ca. 10000 til over 100000.
Centervægtet måling består i en måling på ca. 70% af billedfladen, i midten af billedet,som bliver vægtet højt, og 30% i kanten som bliver vægtet lavt.
Spotmåling er en måling på en plet på ca 1%, ofte i midten, men på nogle kamera`er kan man flytte pletten rundt på billedfladen.
I langt de fleste tilfælde giver matrixmålingen tilfredsstillende resultater, men ind imellem kommer man alligevel ud for et motiv, hvor systemet fejler. Her kan det hjælpe at slå over på centervægtet måling, og kompensere ud fra det. Ved vanskelige motiver, eller motiver hvor det er vigtigt at få hovedmotivet korrekt belyst, selv om det er på bekostning af resten af billedet (akvariefotografering!), er det bedst at slå over på spotmåling.
Alle mærker klarer dette tilfredsstillende, med det forbehold at de billigste modeller fra Canon ikke er udstyret med spotmåling.

Bufferkapacitet.
Angiver hvor mange billeder man kan tage lige efter hinanden, før processorens lager er fuldt, og kamera`et skal have tid til at lagre billederne. Igen er det let at vurdere, Jo mere, jo bedre, men igen skal man også vurdere hvor vigtigt det er for det man vil bruge kamera`et til. Omtrent de samme overvejelser som i forrige afsnit, gør sig gældende her.
Bufferkapaciteten følger i høj grad prisen, men det er sjældent at det giver anledning til problemer ved almindelig brug. Har man brug for en høj kapacitet, er man nødt til at gå op i den semiprofssionelle klasse (Canon EOS30D, Nikon D200) eller højere.

AF (Autofokus)
Autofokus er en MEGET vigtig del af kamera`ets egenskaber. I praksis får man hvad man betaler for, d.v.s. der er en bedre autofokus i et Professionelt kamera, end i et Semiprofessionelt, som igen er bedre end i en begyndermodel. I praksis er alle systemerne gode nok, med lidt forskelle i mellem de konkurrerende mærker, m.h.t. hurtighed og præcision. Der er forskel på hvor mange fokuspunkter de enkelte modeller har, men til akvariefotografering får man som regel det bedste resultat ved kun at bruge centerpunktet. Canon har generelt den hurtigste AF, men er ikke så præcis som Nikon. Resten af mærkerne er ikke helt så hurtige, men det er de færreste der vil bemærke forskellen.

Mulighed for personlige indtillinger.
De fleste kamera`er giver mulighed for customization i højere eller lavere grad. Hvorvidt det er noget man bør lægge vægt på, er op til den enkelte, og det følger nok hvor avanceret man selv er, hvorvidt det er noget man overhovedet vil beskæftige sig med.
Nogle enkelte Kamera`er har en Function button, som man selv kan angive funtionen af, den kan være meget nyttig, hvis der er en justering man ofte foretager, da den er anbragt så man kan nå den med en finger, uden at skifte greb på Kamera`et.

Ergonomi.
Dette er selvfølgeligt 100% personligt, og kan ikke testes ved at gennemgå diverse tests og brochurer på nettet. Man er nødt til at bevæge sig ned til en velassorteret forhandler (kan blive et problem at finde) og afprøve de forskellige modeller i praksis. Der gælder ingen regler ud over at kamera`et skal føles naturligt at holde på og betjene, uden at der opstår spændinger i håndens muskler.

Flashsystem.
Der er små forskelle på hvordan de forskellige mærkers flashsystemer virker, generelt er de udmærkede allesammen. Den indbyggede flash er god at have, men den er utilstrækkelig til mange formål, blandt andet akvariefotografering. Dermed ikke være sagt at man ikke kan tage udmærkede billeder med den, men en ekstern flash bner helt nye muligheder. Nikon`s iTTL system regnes almindeligvis for at være det bedste, men det er meget små forskelle det drejer sig om.

Søger.
Her kan der være ret store forskelle. P.g.a. at kamera`ets sensor er mindre end det billede Vi er vant til fra film, virker mange søgere lidt små, og ofte er de heller ikke så lysstærke som man kunne ønske sig. Her er det Pentax og Konica/minolta der udmærker sig med mærkbare forbedringer i forhold til de fleste andre. Desuden har full frame kamera som Canon EOS1Ds og 5D, selvfølgelig meget fine søgere, ligesom det er lykkes Nikon at nå et udmærket resultet med D2 og D200 kameraerne. I den dårlige ende finder vi Canon EOS350D, Nikon D70 og Nikon D50, samt alle Olympus kamera.
Søgerbilledet har ingen direkte indflydelse på det færdige resultat, men man kan sige at det alligevel er vigtigt, fordi et dårligt søgerbillede kan være skyld i at man ikke får set nogle detaljer som er med til at ødelægge billedet,ligesom manuel fokusering vanskeliggøres.
Rundt om billedet, findes et varierende antal informationer, flere på avancerede modeller, færre på de simple. Hvad der er godt eller mindre godt, er meget personligt.

Småtingsafdelingen.
De forskellige mærker har ofte nogle mere eller mindre anvendelige finesser, som de med stor ihærdighed fremfører, og som man må vurdere for sig selv, om de er noget man vil tage med i vurderingen.
En af disse finesser, kommer fra konica/Minolta (som nu har solgt alle kamera-rettigheder til SONY), og kaldes ANTISHAKE. Det er et system som sørger for at bevæge billedchippen relativt i forhold til kamerabevægelsen, og dermed virke som en billedstabilisator. Billedstabilisering kendes også fra Canon og Nikon, men der er det bygget ind i de enkelte (ret dyre) objektiver, hvorimod K/M`s system virker ved ethvert objektiv man monterer. Ret smart!
Olympus har valgt at fokusere på DSLR kamera`ernes akilleshæl: støv på sensoren! Ved hver opstart, ryster kamera`et sensoren, så evt. støv falder af. Hvor vigtigt dette er, afhænger dels af hvor man bor, og hvor tit man skifter objektiv. Ulempen ved systemet er at det forsinker opstarten af kamera´et i næsten 2 sekunder. Her i DK, er det måske ikke det vigtigste at fokusere på tilsmudsning af sensor`en (Jeg har taget ca. 6000 billeder med DSLR, og renset sensor 2 gange), men hvis man arbejder meget i støvede omgivelser, er det en ret effektiv hjælp.

Gas Gas Gas.
Der findes mange måder at få folk til at tro at man har et ekstra godt produkt, og en af de mest anvendte er at kalde det ved et smart navn!
Der er et utal af eksempler på at helt almindelige mekanismer, som for eksempel kameraets processor, bliver fremhævet ved at få tildelt et fancy navn: DIGIC, DIGIC II, eller min personlige favorit: VENUS engine!. De bliver hverken værre eller bedre af dette, men det er med til at fjerne opmærksomheden fra de væsentlige ting, der som oftest er ret lig på de fleste mærker.

Systemet.
Når man køber et DSLR, køber man sig ind i et system, på godt og ondt. De forskellige systemer har gode og dårlige sider, så hvis man vil fremtidssikre sit valg, er det en god ide at kende lidt til disse systemer.
Canon
Canon`s EOS kamera`er er de mest solgte i verden,og de bakkes op af et utroligt godt system, som dækker stort set ethvert behov. En del ældre fotografer nærer dog temmelig bitre følelser over for Canon, fordi de, i starten af 80`erne, i forbindelse med overgangen til AF, skiftede deres objektivfatning ud til den nuværende EOS fatning, og lod dem tilbage med et system uden fremtid. Canon`s stærke side er, at de er i stand til selv at fremstille deres egne sensorer, som på væsentlige områder er de bedste der findes. På objektivsiden, er det især de lange telelinser med indbygget stabilisation der udmærker sig, mens vidvinklerne ikke helt kan følge med.
Canon bruger 3 forskellige sensorstørrelser: En med forlængelsesfaktor 1, som bruges i topmodellem EOS 1Ds, og semipro modellen EOS 5D, en med forlængelsesfaktor 1,3 som bruges i EOS 1D (Sportsjournalist kamera), og en med forlængelsesfaktor 1,6 som bruges i resten af deres modeller.

Konica/Minolta
K/M har tidligere stået for noget af det mest innovative inden for branchen, men kom først sent i gang med at fremstille DSLR. De nåede at lave 2 modeller, som stadig findes i butikkerne. De har nu opgivet, og solgt alle kamera rettigheder til SONY, som kører minolta`s DYNAX system videre under navnet ALPHA. Hvis man vælger et K/M kamera,skal man altså regne med at fremtidige opgraderinger og udvidelser skal komme fra SONY. Det skal nævnes at minolta lavede samme trick som Canon, m.h.t. objektivfatningen.
K/M bruger en sensorstørrelse, med forlængelsesfaktor 1,5.

Nikon
Nikon er nr 2 på listen over de mest udbredte DSLR, og det enestesystem som kan måle sig med Canon m.h.t. muligheder. Nikon har bevaret sin F-fatning siden engang i 50`erne, så man kan montere næsten ethvert Nikon objektiv på de mere avancerede modeller, som har support for det (D2 serien og D200). Nikon lægger traditionelt vægt på mekanisk funktion, ergonomi og holdbarhed. Svagheden for Nikon er at de er afhængige af andre m.h.t. sensorer, og det er først for nylig at de er kommet med i spidsen, ved hjælp af sensorer fra SONY. Til gengæld leverer de det bedste flashsystem i verden. Nikkor objektiverne er på højde med de fleste, med en svaghed på Telesiden, men med styrke på vidvinkel området. Kamera`er fra Fujifilm, bruger Nikon`s standarder for objektiver og flash.og passer således helt ind i systemet.
Nikon bruger sensorer med forlængelsesfaktor 1,5.

Olympus
Olympus er et meget stærkt navn indenfor kompaktkamera, men har haft svært ved at slå igennem med DSLR. I modsætning til de ovennævnte, har de ikke haft en brugerbase af gamle objektiver, som kunderne gik og ventede på at kunne bruge, da de dels opgav at lave film SLR for lang tid siden,og dels er startet op på et nyt system. Dette system, kadet 4/3, er ment som et åbent system, hvor forskellige mærker alesammen skal være indbyrdes kompatible. Foreløbig har Panasonic fremstillet en enkelt model, men ellers ser det ud til at Olympus er eneste leverandør foreløbig. Systemet lider under at være temmelig begrænset i forhold til konkurrenterne, p.g.a. at det er så nyt,og fordi at der ikke fremstilles så meget tilbehør fra de uafhængige mærker (Sigma, Tokina, Tamron m.fl.)
Olympus bruger sensorer med forlængelsesfaktor 2.

Der er flere mærker, men de optræder så sjældent på det danske marked,at jeg har fravalgt dem her.
Mange af oplysningerne her, bliver hurtigt forældede, så det kan godt betale sig at kigge her: Eksternt link www.dpreview.com når Du skal bestemme dig for et kamera. Husk nu at Du stadig har mere indflydelse på billedet når Du komponerer det, end da Du valgte kamera`et!!!