Sådan bruger du sporeelementer/koralfoder

Forfatter: Karl-Henrik Arendt
Oprettet: 20/07-2008 20/07-2008
Sidst redigeret: 20/07-2008 20/07-2008
Oprettet under: Saltvand - Opstart
 Del

Et af de spørgsmål, der oftest havner i min indbakke på saltvandssiden.dk er, hvilke sporestoffer, sporeelementer og koralfoder, man skal bruge. Sporestoffer og sporeelementer er 2 ord for det samme. Der er også en tendens til at tro, at sporeelementerne og koralfoder er det samme. Herunder vil jeg prøve at forklare forskellen samt give en vejledning til brugen af disse.

For den nye akvarist kan det virke lidt uoverskueligt med sporelementer/sporestoffer. Hvilke mærker skal man bruge, og hvilke produkter fra de forskellige producenter skal man anvende. Sålænge man bruger produkter fra anerkendte producenter som Easy-Life, Grotech, TwoLittleFishies, Salifert, Aquarium Systems, Red Sea,Tropic Marin osv., går man ikke helt galt i byen. Jeg har afprøvet produkter fra alle ovenstående, og de har virket. Dog kan det stadig for den nye akvarist være svært at overskue det abstrakte begreb sporestoffer. Hvad er det engentlig for noget, og skal jeg bruge det?



Her kommer en helt simpel forklaring, skrevet til den nye saltvandsakvarist. Jeg har taget udgangspunkt i TwoLittleFishies-produkterne fra Julian Sprung, fordi det er dem, jeg selv bruger for tiden. De er utroligt nemme at anvende, de er koncentrerede, så de tilmed er økonomiske, og så er de rigtig gode. De andre mærker er også gode, og de kan anvendes i stedet. Men det er lidt svært at lave en guide til at bruge sporeelementer, hvis alle mærker skal nævnes, og endnu sværere at lave en brugbar guide, hvis ingen mærker nævnes. Jeg håber, det giver mening, og at du efter denne artikel får succes med dine koraller.

Salt (Kort foralt)

Du har taget noget helt almindeligt vand fra vandhanen (eller vand fra et omvendt osmoseanlæg) og blandet det med salt fra f.eks. Red Sea eller andet mærke, beregnet til saltvandsakvarier. Ikke køkkensalt mv. Du har med en saltmåler kontrolleret, at saltindholdet er på det niveau, det skal være, f.eks. 1.026. En saltmåler er et forholdsvis billigt instrument, der kan købes i alle saltvandsbutikker.

Sporelementer

Saltvand er ikke bare vand med salt i. Saltvand, som vi kender det i koralrevene, indeholder en masse andre ting, herunder forskellige mineraler mv. Dem skal vi tilføje i vores vand, hvis vi ønsker god og farverig vækst hos vores koraller og invertebrater. Eksempler på sporeelementer er bromid, jod, jern, mangan, strontium osv. osv. Betragt det lige som mennesker, der også har brug for forskellige vitaminer. Hvis du kigger på pakningen til dine vitaminpiller, vil du se, at noget af indholdet ser identisk ud. Ud over vitaminer til f.eks. opbygning og vedligeholdelse af vore knogler, tænder, brusk og led osv. så har vi også brug for regulær føde, og det har flere koraller også. Først koncentrerer vi os om sporelementerne og derefter koralfoder.

SeaElements

Produktet SeaElements fra TwoLittleFishies har gjort det rigtigt nemt for begynderen, men naturligvis også den øvede akvarist. Alt i 1 flaske. Vand, Salt, SeaElements, og du er klar til fisk og koraller. Så simpelt er det at komme i gang, for nu har du tilført alle nødvendige sporeelementer.

SeaElements hjælper dig med at holde et naturligt niveau af vigtige sporeelementer. Det retter op på de mangler dit vand har, men det fremmer ikke ophobning af alle de sporeelementer, der kan komme i overskud og nå giftige niveauer.

Mange koraller/invertebrater har f.eks. et skelet. Sporelementerne fungere i denne sammenhæng som cement og mursten så rejerne kan danne skjold, stenkorallerne kan danne skelet, danne farve osv. osv.

Dosering:

2 dråber pr. gallon pr. uge svarende til:

Få koraller: 6 dråber pr. 10 l vand
Medium: 9 dråber pr. 10 l vand
Mange koraller: 12 dråber pr. 10 l vand

Man bør ikke overstige 12 dråber pr. 10 l.

Er der ikke en forhandler af TwoLittleFishies i nærheden, så findes der f.eks. disse gode alternativer, der anvendes på samme måde. Dog skal de doseres anderledes. Se forholdet på flasken:

A og B fra Easy-Life (2 flasker)
A, B og C fra Grotech (3 flasker)

Nu er dit vand klar til fisk og koraller! Sværere er det ikke!

Vedligeholdelse af sporeelementerne

Ingen akvarier er ens, og det betyder, at nogle akvarister har behov for at supplere efterfølgende med enkelte sporeelementer. Har man f.eks. optimale betingelser for koraller i form af godt lys, god vandkvalitet osv., kan akvariet hurtigere udtømmes for strontium, magnesium, jod og kalcium, da korallerne vokser hurtigt og forbruger disse. Eller for kalcium og jod, hvis man har mange koraller af typer, der bruger meget af dette. Af denne årsag kan disse 4 produkter erhverves særskilt. Det gælder uanset, hvilket mærke vi taler om.

Der er angivet på flaskerne, hvor meget der ugentligt skal doseres, men jeg vil anbefale, at man tester sit vand. Saltvandsbutikkerne sælger testsæt til saltvand.

Kalcium og KH

Hvis vi kan måle en for lav kalciumværdi, er det nødvendigt at justere denne. Det kan gøres på flere måder. Den hurtigste og nemmeste metode er at tage flasken med kalcium og så hælde mere i. Kalciumværdien vil herefter hurtigt stige, men forudsætningen for dette er, at vi har en ikke alt for lav KH. KH er en forkortelse af Karbonat Hårdhed. Hvis den er for lav, betyder det, at vi har blødt vand, og her dannes skeletter mv. hos korallerne dårligt. Dvs. vi skal sørge for på én gang at have den rigtige KH-værdi og den rigtige kalciumværdi. Derfor er det godt at anvende et kalciumprodukt sammen med en KH-buffer. En KH-buffer er et produkt, der hæver og stabiliserer KH/pH.

Vi ønsker en KH på mellem 8 og 12. En kalciumværdi på 420-450 mg/l.

I praksis gør man sådan her:

Man tester kalcium og KH med et testsæt. Fx fra Red Sea, da det skal være et saltvandstestsæt.

1. Hvis man har en KH på 12 eller mere, og der mangler kalcium, så doserer man fra flasken med kalcium. F.eks. med Two Little Fishies Calcium Concentrate. Herefter vil kalcium stige, mens KH vil falde.

2. Har man en lav KH og mangler kalcium, så doserer man også med f.eks. KH-bufferen C-balance. Dvs. begge dele. C-Balance er et produkt, der genskaber det normale forhold i saltvand mellem KH og kalcium. Man hælder Calcium Concentrate i, indtil man har den ønskede kalciumværdi. Når man har det, så fortsætter man alene med C-Balance for at holde det rigtige KH-niveau.

3. Har man de rigtige værdier, hvad angår KH og kalcium, brug da kun C-Balance, fordi den holder de rigtige forhold mellem KH, kalcium og også strontium og magnesium. C-Balance stabiliserer ikke alene KH, men også pH. Sidstnævnte skal ligge tæt på 8.

C-Balance er et produkt bestående af 2 flasker, der kaldes for A og B. Grunden til, at det er i 2 flasker, er, at væskerne går i forbindelse med hinanden, hvis de blandes. Dosér derfor først A og derefter B direkte i akvariet. Dosér altid væsker et sted, hvor der er god cirkulation.

Hvis man bruger Easy-Life serien, så kan man bruge pH/KH buffer i kombination med Easy-Life Calsium.

En anden metode er Kalkwasser princippet. Det vil vi ikke komme ind på her. Alternativt kan man benytte en kalkreactor, og det vil vi heller ikke komme ind på her. Dette er blot for at illustrere, at der findes flere metoder. De virker alle sammen, men jeg synes, den beskrevne metode er den nemmeste for den nye akvarist.

Kalcium er en vigtig og nødvendig ingrediens for at kunne danne skelet og skjold hos koraller og invertebrater.

Strontium og magnesium

Præcis som med ovenstående. Mangler der strontium, så doser med Strontium Concentrate, og mangler der magnesium, så dosér med Magnesium Concentrate. Mangler der ikke noget, så doser kun med C-Balance.

Strontium kan betegnes som cementen i opbygningen hos koraller og f.eks. kalkalger. Magnesium hører med i det at vedligeholde en god KH og kalciumværdi, fordi de er tæt forbundet. Desuden er magnesium et vigtigt indirekte led i fotosyntesen.

Strontiumværdierne skal ligge mellem 7-9 mg/l
Magnesiumværdierne skal ligge mellem 1350-1500 mg/l

Strontium kan være svært at måle præcist, og derfor anbefales det at køre med C-Balance, hvor det rigtige forhold af strontium er til stede. Et fald i kalcium betyder ofte også et fald i strontium.

Jod

Visse koraller som f.eks. Xenia forbruger jod. Derfor kan det være nødvendigt at dosere jod. Følg anvisningen på flasken eller endnu bedre; test om der mangler jod. Dosér hvis det mangler.

Jod bruges bl.a. til at fjerne giftige stoffer samt som beskyttelse mod UV-stråling og ikke mindst som et naturligt forsvar mod forskellige parasitter.

Jodværdierne skal være tæt på 0.06 mg/l. Altså udgør Jod kun en lille bestanddel i naturligt saltvand sammenlignet med de øvrige elementer.

Konklussion på sporeelementer

I et saltvandsakvarium bør man tilsætte sporeelementer samt vedligeholde calsium, magnesium, strontium og jod. Dertil sørge for, at der de rigtige værdier mht. pH og KH. Er der styr på dette, så mangler vi kun at give korallerne lidt mad også!

Koralfoder

Alle de mærker, jeg nævnte i starten af denne artikel producerer også koralfoder. Mig bekendt er der ingen af dem, der ikke virker. Jeg vil igen tage udgangspunkt i det, jeg selv bruger, men der er jo frit valg på alle hylder.

Jeg bruger MarineSnow fra TwoLittleFishies samt PhytoPlan og ZooPlan. Jeg synes, dette er en nem måde at efterligne den føde, vore koraller og invertebrater optager ved koralrevene.

Hvad er MarineSnow?

I naturen findes der en masse, der svæver i vandene. I denne masse er der 3 ingredienser. Små organiske partikler, og eftersom de er føde for phytoplankton, så er disse også til stede. Zooplankton spiser phytoplankton, og derfor er de her også. Altså en hel svævende fødekæde, og det sidste element er korallerne, der både spiser de organiske partikler og også phytoplankton og zooplankton. Naturen er ganske smart indrettet, og fænomenet marinesnow er en meget vigtig del af økosystemet.

Produktet MarineSnow er en kopi af ovenstående, og der er ikke nogen grund til at beskrive det meget yderligere end det. På produktet er der en fyldestgørende beskrivelse af partikelstørrelser, indhold mv.

MarineSnow er et særdeles ideelt foder til blød- og stenkoraller, anemoner, bløddyr, rørorme, muslinger, svampe og mange andre filtrerende invertebrater. Rejer, søstjerner og fisk vil også spise af MarineSnowen.

Dosering:

Når man fodrer med et koralfoder, så ryst flasken før brug. Sluk gerne skummeren/mekanisk filtrering og tænd det igen en time efter fodring. Er der powerheads i akvariet, så lad dem kører så foderet fordeles.
En kapsel MarineSnow svarer til 5ml og passer til 75 liter. Man bør ikke fodre mindre end det. Har man mange koraller og ønsker en større dosis, så kan man fodre af flere gange.
Sæt flasken i køleskabet efter åbning.

Det, man skal bemærke, er, at koralfoderet består af partikler og plankton i forskellige størrelser. Korallerne og invertebraterne er meget forskellige, og deres behov er forskellige. Nogle tager meget små partikler, mens andre tager de større. Netop derfor er marinesnow -ammensætningen ideel. Uanset om man bruger MarineSnow-produktet eller produkter fra andre producenter, der laver komplette koralfodre, så har de alle i deres ingredienssammensætning taget højde for dette. Filosofien bag produkterne er forskellige. MarineSnow er et forsøg på at efterligne naturen bedst muligt, og den eneste af sin art, mens andre producenter udelukkende fokuserer på at fremstille et næringsprodukt, der er tilstrækkeligt. Uanset hvilken filosofi man sværger til, så er det vigtigste, at korallerne får næring, og dette tilfredsstiller alle producenterne. Jeg har tidligere og også med success kørt med Red Sea's CoralGro, Saliferts Coralfood samt NutriMarine N og P fra Grotech.

Jeg kombinerer MarineSnow med produkterne PhytoPlan og ZoPlan. PhytoPlan er et godt supplement til filtrerende koraller. Det indeholder forskellige phytoplankton, som har et højt indhold af aminosyre, umættede fedtsyrer og vitaminer. ZoPlan imiterer zooplankton og har et højt indhold af aminosyre, umættede fedtsyrer, lipoider og vitaminer. Et godt tilskud til blød- og stenkoraller samt invertebrater. Jeg er personligt glad for at anvende det til polypper, anemoner, muslinger og rørorme. Det er også godt at supplere med levende plankton. Som med alting er det godt at fodre varieret.

Konklussion

Vækst og ikke mindst overlevelse hos koraller og invertebrater kræver nogle simple tiltag. De skal have sporeelementer og foder - og selvfølgelig en god vandkvalitet.