Sort molly

Forfatter: Ib Vestergaard
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 06/06-2010 06/06-2010
Oprettet under: Fisk
 Del

Sort molly - Poecilia sphenops
Version 2.0

Den er en brakvandsfisk, selvom den typisk holdes i selskabsakvarie. Den er let at holde, den er livlig, den er fredelig og den tager alger.




Lyrehale black molly - (c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk

Poecilia x. sphenops’s nærmeste slægtninge forekommer i naturen fra det nordligste Mexico til Colombia. Deres naturlige biotop er lavvandede små-søer og vandløb. De er verdens nordligst forekommende levendefødende tandkarper.

Det rette navn

Fiskens videnskabelige navn er Poecilia x spehenops. Bemærk det lille x som mellemnavn. Ja, den er god nok. Den fisk som vi kan købe i snart sagt alle akvarie forretninger er en krydsning. Der kan være undtagelser, men de må regnes som yderst få og sådan har det været næsten fra begyndelsen. Den første krydsning skete mellem en Poecilia sphenops og en Poecilia latipininna. Sandsynligvis er der flere arter indblandet før man nåede det endelige resultat = den lille sorte som vi kender så godt. Den sorte form forekommer næppe i naturen.

Krydsninger har ikke noget synonym. Den sorte molly er en sjælden undtagelse. Det er almindeligt vedtaget at den også kan hedde Mollienesia sphenops, dette nævnt som et eksempel på dens utallige synonymer. En liste over synonymer ville ligne en bedre smørrebrødsseddel.

Pop navnet kommer fra engelsk, Black Molly er en forvanskning af Black Mollinesia. Det er så på dansk blevet til sort molly.

Udfra den ”naturlige” sorte molly har man frembragt en række varianter. Som eksempler kan nævnes ”guldmolly” og den deforme sorte ballonmolly.

Kvalitet – et vidt begreb

De første sorte mollyer var vildfangede. De var ret dyre, en amerikansk artikel, som er en af kilderne til denne, nævner i pris på $ 6.99 og det var i 50er priser. I Danmark betød det en pris på d.kr 40 - 50, dét var mange penge i en tid, hvor en månedsløn på kr. 500 – 600 var ganske pæn. Siden er priserne faldet, men det er kvaliteten også. Et priseksempel fra en tilfældig akvarieforretning i Danmark primo januar 2005 siger

Kr. 15 pr. stk. eller 4 for en 50er og så har både opdrætter, grossist og detaillist tjent penge.

Det er en fisk der er avlet meget på, derfor er den billig. Den form vi i dag ser i akvariet har helt sikkert et homogent forældrepar. Derfor kan du regne med at et godt eksemplar har nogle klare karakteristika, det er ligesom med racekatte. Men det er en fisk som der opdrættes mange af.

Konkurrencen er stor og priserne er banket ned i bundlaget. Resultat: En masse degenererede skidtfisk. ”En sort molly på 3 år er en gammel fisk” stod der hos en kilde til artiklens gamle version. Ja, lev stærkt og dø ung. Et sundt eksemplar bliver mindst 5 år. De degenererede 5 øres fisk er modtagelige overfor sygdomme. Svamp er en udbredt lidelse. Størrelsen skal være 9 cm, men det mål er efterhånden svært at nå for de fleste.

Kort sagt: Hvis du vil holde Poecilia x spehenops så skal du være meget kritisk med hvad du køber og det gælder ikke mindre hvis du vil drive seriøst opdræt. Prøv at kontakte Foreningen Poecilia Eksternt link http://www.poecilia.org/ De arbejder seriøst med ungefødende tandkarper generelt.

I akvariet

Poecilia x spehenops stammer fra fisk som lever i både ferskvand og brakvand. En slægtning Poecilia orri, som muligvis har leveret nogle af generne til den lille sorte, forekommer regelmæssigt i Det Caraibiske hav på koralrevene udfor Belize.

Den kræver ikke 20 % salt, som er værdien i det typiske brakvandsakvarie. De fleste beskrivelser siger noget med omkring 0,1 % salt

Der er også forskel på kravene til vandet. De opdrættede foretrækker temperaturer omkring 26c - 28c.

Tolerancen for stigninger / fald er ganske stor. De klarer sig også på 32c eller ved et fald til 22c.
Dermed er ikke sagt noget om at de skal udsættes for sådanne svingninger. For deres slægtninge og stamfædre gælder givetvis andre værdier. Dét kommer vi ikke ind på her.

Krav til vandværdier er i øvrigt: pH 6,0 – 8,0. dH har ikke den store betydning. Det helt sikre er altid at tilstræbe gennemsnitsværdierne.

Akvariets indretning

Sort molly er en fredelig fisk. Den egner sig til selskab med andre fisk der stiller samme krav til vandet som den selv gør.

Akvariet skal være tætbeplantet. Der skal også være flydeplanter.




Pistia stratoites - (c) Johnny Jensen - Eksternt link http://www.akvariefoto.dk/

Tilsammen skal planterne give fisken skjulesteder. Planterne skal være fintløvede, som eksempler kan nævnes Ceratophyllum spp. eller Limnophlia spp. Hvis du har en eller anden grad af salt i akvariet skal du sikre dig at planterne tåler det




Ceratophyllum demersum - (c) Johnny Jensen - Eksternt link http://www.akvariefoto.dk/

Akvariets størrelse må ikke være <100 liter. Det er en livligt svømmende fisk. I store akvarier kan du godt holde flere hanner.

Foder

Sort molly er vegetar. Den tager alt plantefoder, herunder flagefoder og så er den en god bekæmper af grønalger. Frosset, hakket spinat er et godt foder mindst en gang om ugen. Hvis du kan få spirulina eller foder med spirulina indhold skal du endelig give det.

Han eller hun?

Sort molly er en ungefødende tandkarpe. Hannen kender man på, at den har gonopodium. Hunnen er mere rund og buttet i sin form.

Leg og opdræt

Der bør være flere hunner end hanner. Gerne i forholdet 1.3 eller 1.4

Fiskene leger hyppigt, men de fleste forsøg ender uden befrugtning. ”Uden” behøver ikke at betyde at øvelsen har været helt forgæves. Som hos andre ungefødende kan hunnen meget vel optage hannens sæd som hun derpå indkapsler i en pakke. Pakken hviler hos hende indtil et gunstigt tidspunkt for unger er indtrådt. Så opløses pakken og hendes æg befrugtes. Denne indre sædbank kan hun sagtens opbevare et halvt år, måske mere.

Den sorte molly er en dejlig begynderfisk, men også den mere viderekomne kan have fornøjelse af den. Hvis du kun ønsker fisk i ren naturform så skal du ikke anskaffe en. Så er det langt bedre at holde dens stamfædre ligesom hos mange andre tandkarper.

Denne artikel er skrevet af @kva-net’s redaktør.
Kilde: Aquarium Live Oktober / November 2001: Artiklen Black Molly. Forf.: Harro Hieronimus & Dr. Jürgen Schmidt + diverse opslagsværker + hjemmesider.
Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad Eksternt link www.akva-net.dk