Sturisomatichthys leightoni

Forfatter: E.Turley
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Maller
 Del

Sturisomatichthys leightoni

Skrevet af Paul E.Turley, oversat af Karl-Henrik Arendt

En aften modtog jeg en opringning fra den lokale akvariebutik. Pigen der ringende havde et par spørgsmål til de maller der stod på hendes importliste. Hun spekulerede på om jeg havde oplysninger på flere af de arter hun ikke var bekendt med. En af dem var Sturisomatichthys leightoni.






Der ringede ganske vist en klokke, men jeg kunne ikke helt huske den, så jeg bladrede igennem mine mallebøger for at finde en god reference. Efter at jeg fandt et billede taget af Dr. Foersche hvor der var en han der vogtede en klump æg, og efter jeg havde læst en artsbeskrivelse i David Sands bog ”Catfish of the world”, så spurgte jeg straks, ”Hvad kommer de til at koste?”. Efter at jeg var blevet præsenteret for prisen, så lavede jeg et par hurtige telefonopkald til venner og bekendte som jeg vidste, ville være interesseret. Derefter bestilte jeg ca. 30 stk. som var nok til at vi kunne have en lille koloni hver. Catfishes of the World, 4. udgave, beskriver 4 arter af Sturisomatichthys. Her beskrives det at Sturisomatichthys leightoni er blevet indsamlet i Rio Hondae i Colombia.






The Beansch Aquarium Atlas, 3 udgave side 393, beskriver fiskens biotop som værende kølig (20-24° C) og i Colombianske floder med kraftig bevægelse. Ud fra denne information, må man forvente at denne fisk vil trives bedst i et godt iltet akvarium. Dette er noget der vil blive bekræftet når vi begynder at snakke om opdræt. Senere den uge ankom jeg til butikken for at hente min nye investering. De var absolut skønne, de lignede små udgaver af Royal Farlowella, Sturisoma panamense. Den er som den skal være med sine sorte markeringer på sit brunlige hoved og krop. Det så ud som om sendingen var rigtig god. Ingen af fiskene i transportkassen havde mangler eller var syge. Alle mallerne havde en størrelse på mellem 7 og 10 cm. ekskl. de forlængede halefinner.

Mange af mallerne viste tydelige tegn på hankøn. De havde de klassiske karakteristika med deres kindbørster. Det er typisk for Sturisoma hanner og beslægtede arter. Vi fik vores fisk sorteret efter størrelse og køn, og vente alle hjem med vores chancer for opdræt. En vigtig note er at ud af os fire der fik fisk med hjem, så var jeg den eneste der behandlede mallerne med formalin i 20 min. mod gælleorm. Det må have virket, for jeg var den eneste af os fire hvor det lykkedes at opdrætte dem. Jeg bruger denne behandling hver gang jeg får fisk hjem eller flytter fisk. Dette hjælper tydeligvis på overlevelsesprocenten når jeg importerer fisk. Specielt hvad angår Corydoras og Loricariidae.


I den første måned havde mallerne til huse et 150L opdrætsakvarium. Jeg mistede et par fisk de første 3 uger, men herefter overlevede alle. Senere hvor fiskene havde været i karantæne længe nok, så tilføjede jeg flere fisk. Jeg tilføjede nogle Corydoras davidsandsi, noget cichlide yngel og 4 voksne Loricaria sp. aff. Simillima. Nu var det selskabsakvarium færdigt. Sturisomatichthys leightoni yngler nemt når de er præsenteret for de rette forhold. For det første kræver de rent, blødt og en anelse surt vand. Mine akvarier er fyldt med omvendt osmose vand med næsten ingen hårdhed, og en pH stabiliseret omkring de 6.2. I vandet havde jeg tilføjet halvdelen af det anbefalede discus buffer, og Neutral Regulator fra SeaChem. Temperaturen lå mellem 25 til 28 grader, hvilket er en anelse over det anbefalede. For det andet foretrækker de at lægge æggene steder hvor der er en del cirkulation. Dette er for at sikre at æggene bliver iltet nok under klækningen. Ofte vil mallerne lægge æggene på frontruden lige over for udstrømmeren fra en powerhead. Denne position samt de forholdsvis store æg gør at man nemt kan følge med i udviklingen. For det tredje kræver de varieret kost, men ikke nødvendigvis udelukkende vegetabilsk. Jeg ville fodre med Wardsleys mallepiller og det sammen med blancheret Squash lade det udgøre grundpillen i deres mad.


Eftersom fiskene boede i et 150L selskabsakvarium, fodrede jeg ofte med alt lige fra flagefoder, rejepiller og til nyklækket artemia. Alt foderet blev med begær accepteret af disse fisk. Mht. deres adfærd, så er det virkelig engagerede fisk. Kort efter afklimatiseringen, så stod det klart at jeg havde 3 hanner og 4 hunner. Dette blev tydeligt demonstreret fordi hunnerne var fyldt med rogn, og hannernes kindbørste blev ved med at udvikle sig. Som hos alle Sturisoma maller, fik hannerne tydelige odontoider på begge sider af hovedet. Disse fisk bruger deres børster til at vise aggressivitet hoved mod hoved over for andre maller. Således danner og forsvare de territorier og redepladser. De kan også give et slag med den lange hale som kendt hos Loricariidae arter.

Disse fisk er substrat legere med paternal pleje, dvs. at det er faderen der passer på æggene. Dette er den første Loricariidae malle som jeg har set kan udruge flere kuld æg samtidigt i den samme rede. En malle som jeg havde, udrugede over 200 æg over 4 dage fra mindst tre hunner. Da den første klump æg var ved at klække, blev den sidste klump æg lagt. Dette gjorde det sværere at udvælge og indsamle de æg som var lige ved at klække. Jeg har siden hen lært at en masse andre Loricariidae kan opfostre flere kuld samtidig. En typisk klump består af 40 – 80 æg pr. hun. Når æggene først er lagt, så vil de klække efter ca. 5 dage. Det var lige før jeg mistede det første kuld æg. Jeg troede fejlagtigt at æggene først klækkede efter 10 – 12 dage lige som hos andre Sturisoma. Heldigvis opdagede jeg at den ene halvdel af klumpen var ved at klække, og derfor nåede jeg at flyttede dem væk fra de andre sultne beboere. Med et par enkelte undtagelser var flytning og udklækning af æg ret nemt. Jeg fjernede æggene med en pipette fra ruden. De æg der nemt slap ruden, klækkede kort efter flytningen.

Som med de fleste Loricariidae, så behøver man ikke at fjerne æggene hvis det er i et artsakvarium. De kan klækkes og opvokse i akvariet med forældrefiskene. At opfostre Sturisomatichthys yngel kan være problematisk. Takket være Paul Overn som for lang tid siden opdagede at godt trick til at opfodre de tæt beslægtede Sturisoma panamense. I et akvarium kan dette yngel beskrives som pokkers dovent. De vil ikke så meget som flytte sig en centimeter efter mad. Dette betyder at maden skal serveres meget tæt på dem. Åbenbart er det sådan i naturen rent evolutionært, at den bedste overlevelse er at ligge helt stille frem for at søge efter føde. Derfor vil jeg tro at i naturen er ynglen placeret på fx et stykke træ hvor der fx er masser af alger. Derfor har de ikke nogen grund til at søge føde. Sturisoma spp. yngel er meget dårlige til at finde føde end Sturisomatichthys, men Sturisomatichthys vil heller ikke bevæge sig ret langt efter føden, så hellere sulte hvis føden ikke er direkte serveret foran dem. Meget af ynglen vil uddø efter ca. 60 dage hvis de ikke får nok mad de første 4 kritiske uger.


Paul Overns metode er som følger:

Du skal have et akvarium uden bundlag med et luftfilter og en luftsten. Du skal fodre med fint pulveriseret foder. Fx meget pulveriseret flagefoder eller mallepiller. Når du fodrer skal du slukke eller skrue meget ned for luftfilteret, og der skal være fuld knald på luftstenen. Dette vil gøre tre ting:

1: Det sørger for at der er bevægelse i foderet så det ikke ligger og rådner på bunden.
2: Det driver foderet hen til ynglen.
3: Luftfilteret suger ikke foderet til sig som så vil rådne.

Når ynglen er fået mad i ca. 30 min. så skru helt op for luftfilteret, og helt ned for luftstenen. Således vil filteret fjerne madresterne fra vandet. Når vandet klare op, så skal luftfilteret fjernes og rengøres for madrester. Med denne metode skal ynglen fodres 2 – 3 gange om dagen. Når først foderet serveres præcist for ynglen, så var de ikke svære at fodre op, og i løbet af 60 dage voksede de til en størrelse på mellem 1.5 til 2 cm. Herefter faldt deres vækstrate dramatisk. Lige før de blev et år gamle, havde de en størrelse på 7,5 til 10 cm. og var kønsmodne. I kuld hvor jeg ikke brugte denne opfodringsmetode, der var ynglen mindre som 60 dage gamle, og som nævnt ovenfor, så kunne et helt kuld der ellers så sundt ud dø henover en uge.

Jeg synes de her fisk virkelig rangere højt blandt akvariefisk, og jeg kan ikke forstå de ikke ses oftere i akvariehobbyen. Deres lille størrelse, gode algespisende egenskaber og manglende appetit på højerestående planter gør dem til en ideel beboer i et planteakvarium. Jeg opfostrede flere kuld i et beplantet akvarium, og selv de nyeste skud på planterne blev ikke beskadiget. De besidder alt det smukke og yndefulde som man kender fra Royal Farlowellaer. Men hvad størrelsen angår er de bedre egnet til et fredeligt selskabsakvarium. Mht. adfærd synes jeg de er endnu mere interessante end deres større fætre. Deres lidenskabelige kampe om redepladserne var meget fascinerende at overvære. De er ikke så tit tilgængelige i handlen, men når de er, så er de værd at prøve.


Oprindeligt publiceret i Aqua News, a publication of the Minnesota Aquarium Society, May/June 1998 issue.

Billederne er taget af forfatteren.
Artiklen er bragt med tilladelse fra Allan James fra Eksternt link www.scotcat.com