Neochromis sp. "eastern blue scraper"


Generel beskrivelse
Neochromis sp. "eastern blue scraper" er en af de mange Neochromis-arter som er tæt beslægtede med Neochromis omnicaeruleus. Dog gør den sig speciel ved ikke at være blevet observeret i en OB-udgave. De andre Mbipi af denne type er alle set i en OB-udgave.

Derudover er det også sjovt at se på dens hovedprofil. Dens hoved er meget rund og absolut mere rund end andre Neochromis-arter. Man plejer at sige, at Neochromis er Victoriasøens svar på Tanganyikasøens Tropheus. De fleste Neochromis ligner ikke Tropheus, kun i adfærd, men Neochromis sp. "eastern blue scraper" har en hovedprofil, jeg mener minder meget om Tropheus. Udover at være mere rund, har den også et kortere hoved end de andre fra sin art. Den lever hovedsagligt af alger hvilket man også kan se på dens profil.

Det er en cichlide som gerne holder sig til de lidt mindre stenformationer. Man ser den gerne oppe ved vandoverfladen, men den ses dog også på helt ned til 6 meters dybde. Man kender den indtil videre fra tre forskellige øer. Den ses ofte ved Zue Island hvor den faktisk er en af de dominerende Mbipi sammen med Mbipia mbipi og Xystichromis sp. "short scraper". De to nævnte cichlider er stærkere end denne cichlide, men de lever ikke på helt samme dybder, så her bestemmer Neochromis sp. "eastern blue scraper" som regel på 2-4 meters dybde. Neochromis sp. "eastern blue scraper" findes også ved Sozihe Island hvor der findes mange Xystichromis sp. "copper black" og Neochromis sp. "yellow anal scraper". Ved Sozihe Island er Neochromis sp. "eastern blue scraper" dog ikke så nær så hyppig som ved Zue Island. Det tredje og sidste sted man har fundet den, er ved Vesi Island. Her er den rimelig sjælden. Ved Vesi Island er der rimelig mange Neochromis sp. "vesi island", og denne cichlide minder faktisk en del om Neochromis sp. "eastern blue scraper" adfærdsmæssigt.

Andre cichlider den lever sammen med er eksempelvis Neochromis greenwoodi, Neochromis gigas og Neochromis sp. "short head nigricans". Der er en stor sandsynlighed for, at Neochromis sp. "eastern blue scraper" findes andre steder, da der er mange steder omkring de nævnte steder, som endnu ikke er blevet undersøgt. De tre lokaliteter som er blevet omtalt ligger i den østlige del af Victoriasøen, ved Speke Gulf.

Det er en meget aggressiv og enorm territorial Mbipi. Det vil ikke være fornuftigt med mere end én han i sit akvarium. Hannen skal gerne have minimum 4-5 hunner, ellers kommer han til at jage for meget rundt med hunnerne. Akvariet skal indeholde enkelte huler dannet af stenformationer. Den er mulig at få fat på i dag til akvariet, men det kræver en erfaren akvarist at holde den optimalt.


Kilder: Ole Seehausen - Lake Victoria Rock Cichlids.
Yngleadfærd
Yngleadfærd
Parringen foregår ved tail-chasing. Hunnen er mundruger. De er ikke specielt svære at få til at yngle.

Antal unger
20-30

Info
Type
Cichlider, Victoria - Uddøde arter

Handelsnavn
-

Udseende
Farver
Hannerne har en blå/sort grundfarve med et meget flot skær. Den er fantastisk flot, da dens mund, snude og finnespidser er lyseblå. Den har 7 mørkeblå lodrette striber. Det sjove ved disse striber er, at når man tager cichliden over vandet, bliver de næsten usynlige. De har sorte tværstriber ved øjnene. Dens ægpletter er gule. Hunnerne har også striber og en brun grundfarve. På maven er de lidt lysere. De har sorte tværstriber ved øjnene. Denne cichlide findes ikke i en OB-udgave, hvilken dens tætteste familie ellers gør.

Størrelse han
10

Størrelse hun
8

Optimale Forhold
Min. temperatur
24

Max. temperatur
28

Min. pH
7.6

Max. pH
8.5

Min. akvarie
250

Holdes bedst som
Flok

Foder
Foder:
  • Alger
  • Cichlidesticks
  • Flagefoder
  • Rejemix
  • Spirulinaflager
  • Kilder og forfatter
    Forfatter
    Claus "Petter" Ladefoged

    Udskrift venlig version