Sygdoms identification

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Fungusar — 18. november 2009, 19:44

Da jeg kan se mange spørger om sygdomme har jeg lavet denne liste som identification, print den ud og gem den hvis i kan bruge den.
Jeg kan også skrive årsag, og behandling hvis nogle skulle ønsker dette.

Snyltende vandlopper
Fisken svømmer omflakkende og skraber sig imod sten, træ eller andet substrat. Små ormelignende organismer ses på kroppen, og der kan hænge hvidligt grønne tråde fra den betændte hud.

Finneråd
Betændelse (rødme) i finnernes stråler og degeneration af finnemembranen (eller skægtråde hos maller). Fisk med lange sløragtige finner er mest udsatte.

Fiskesvamp
Lodne, bomuldsagtige svampevækster, der optræder i plamager, eller et generelt beskidt udseende af huden. Fiskesvamp angriber områder af huden og/eller finnerne, hvor det beskyttende slimlag er skadet.

Indvoldsparasitter
En velfodret fisk bliver efterhånden udmagret. I svære tilfælde kan man se parasitten stikke ud af gatåbningen. For det meste optræder lidelsen hos nyimporterede vildtfangende fisk, men i nogle tilfælde uden at vise symptomer flere måneder efter importen, afhængig af den specifikke indvoldsparasit.

Fiskedræber
Små hvide pletter der optræder over hele kroppen og i finnerne, voksende hurtigt i antal over 3-4 dage. Hurtige gællebevægelser hos svær angrebne fisk.

Trommesyge / Forstoppelse
Irregulær og utilstrækkelig tarmfunktion. Hvis tilstanden ikke behandles, vil fisken blive voldsomt svækket. Forstoppede fisk spiser ikke, producerer kun lidt afføring (hvis noget), hviler sig på bunden og kan udvikle opsvulmet bug. I svære tilfælde, hvor bugen er udspilet, kan bugvatersot mistænkes.

Karpelus
Fisken skraber sig mod sten, træstykker eller substratet. Små skiveformede, transparente parasitter ses tydeligt, siddende tæt til fiskens hud.

Fiskeforkølelse
En gyldengul fløjlsagtig belægning på kroppen og finnerne (eller gællerne hos saltvandsfisk), der ligner guldstøv, og forceret åndedræt med hurtige gællebevægelser. Fisken klør sig ofte mod objekter.

Hageorm
Anstrengt eller hurtigt åndedræt (men dette kan også indikere andre problemer). I svære tilfælde er øjnene uklare, forstærkede farver, betændte gæller og desorientering. Fisken gnider sine gællelåg mod sten eller andre objekter for at lindre kløen.

Bugvatersot / Malawisyge
Opsvulmet bug, hvor skællene kan rejse sig fra kroppen. Betegnelsen bugvatersot anvendes ofte om alle sygdomme, hvor bugen udspiles, og disse sygdomme kan ofte kun diagnosticeres ud fra aflidte fisk. Kronisk bugvatersot udvikles langsomt. I akutte tilfælde udspiles bugen hurtigt. Malawisygen er en type bugvatersot, der rammer cichlider.

Balancesyge
En fisk, der er ramt, vil have problemer med at bevare sin ligevægt i vandet og mister ofte balancen, svømmer med bugen opad eller sidelæns.

Hulsyge
Sansegruberne på hovedet og langs med sidelinien bliver forstørrede og pusfyldte. Afføringen er hvid og trådagtig. Diskosfisk rammes ofte.

Slimsyge
Uklare farver med en meget fin gråhvid slimbelægning på kroppen. Skader på gællerne og generel svækkelse kan opstå. Fiskene danser og gnider sig mod objekter for at lindre kløen.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.