Købt brugt Akvarie, hvilke fisk har jeg?

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

mortenimer — 19. august 2013, 22:44

Hej,

Som folk måske ud fra overskriften kan lure, så er jeg nybegynder. Jeg har købt et brugt akvarium i den blå avis med det hele til.

Akvariet er på 54L, og måler 60 x 30 x 30 Der er udskiftet pumpe til en mere støjsvag model, kan svagt anes på billede 1.
Nuvel, jeg vil gerne vide hvad det er for fisk jeg har med at gøre, for at lave et godt miljø, og hvis der er nogen fisk af dem jeg har, som egentligt ikke passer ind, så må jeg sælge dem. Planen er at lave det helt om, så der kommer en rod, og lidt flere planter derned - har kigget på forskellige layouts. Samtidigt vil jeg gerne have styr på hvilke fisk der passer ind. F.eks. er der pt. kun 5 Neon fisk og de er så vidt jeg ved stimefisk, så bør der vil være lidt flere? I kan se fiskene på billederne nederst. Men jeg tror heller ikke akvariet kan bære voldsomt mange flere fisk end der er nu. Pt er der 12 stk. i forskellig farve og størrelser.

Der var en vandvarmer med til sættet, er sådan en nødvendig, den er vel hundedyr at have kørende? Genererer pumpen ikke lidt varme, som evt. kunne være nok?

Jeg vil gerne have 2 rejer af typen RCS tror jeg de hedder, hvad skal jeg tilbygge akvariet med for at de har det godt - mos?

Det var en masse spørgsmål, og der kommer sikkert flere - jeg er nybegynder og ønsker at lære lidt, så der kommer lidt dumme spørgsmål. Opretter en ny tråd når jeg engang kommer til at bygge det om med planter.

Billeder af fiskene.

2 stk.


1 stk.


1. stk.


1. stk.


2 stk.


5 stk. Neon fisk, dem kender jeg dog.


1. stk. malle oven på "trærøret".


På forhånd tak.

- Morten

Bruger #381101 — 19. august 2013, 22:47

Platyer, dværggurami, honninggurami, guppyer og en Ancistrus sp. malle.

mortenimer — 19. august 2013, 23:00

Så er der 100 dollar spørgsmålet, kan de gå sammen, uden at det giver knuder? Hvad siger de hvis der kommer to rejer?

Bruger #381101 — 19. august 2013, 23:04

De kan sagtens gå sammen, også med rejer.

mortenimer — 19. august 2013, 23:08

Bliver den malle virkelig 14 cm? Det er jo kæmpe i så lille et bassin. 😮

Skal jeg supplere op med flere Neonfisk, eller kan de 5 godt gå. De står stort set bare stille nede ved bunden, troede sådan nogle svømmede rundt og rundt i flok.

Hvad med vandvarmeren, er det noget der er strengt nødvendigt? Typisk har vi 22 grader om vinteren ved os, og det samme er vandet vel så.

Bruger #381101 — 19. august 2013, 23:11

Ancistrus sp. kan godt blive større end 14 cm. i nogle tilfælde.

Jeg ville ikke sætte flere fisk i akvariet, da det er fyldt op.

22 grader er lige i underkanten, så jeg ville bruge varmelegemet.

blizzie — 19. august 2013, 23:13

RCS ville jeg nok købe min 5 af da dine platy'er og guramier muligvis gør kål på dem. Måske nogle fler fintløvede planter ved bunden? Guramierne kan godt lide planter i overfladen her laver de skumreder.
De 2 forskellige guramier er lidt et umage par i mine øjne. Jeg ville få han/hun af én slags. Jeg ville ikke holde en stime neon på så lidt plads da de er aktive svømmere og kræver mere plads for at udfolde sig.
Gurami-par og maller/rejer på bunden så kan der faktisk ikke være mere.

Mvh Lars M

Mr.Frog — 20. august 2013, 01:21

På billede 5 er der en fisk der hænger, den bør du aflive. Den bliver aldrig god igen.

På billede 6 er der en neonfisk der har begyndende sygdom (små hvide mærker på halen). Hold øje med om det breder sig eller fortager sig. Denne fisk lader du bare være under observation indtil videre, det er kommet af vandkvaliteten under flytningen eller efterfølgende af svigtende vandkvalitet.

Det er 2 forskellige sygdomme det drejer sig om. Vær opmærksom på dette i den næste tid.


Små rejer:
Hvis du mener 2 stk rejer, så er det for lidt. Du bør anskaffe 20 stk, da nogle af dem bliver ædt af fiskene.
Rejerne skal ikke smides ned i foderhullet 😀 men gerne lukkes ud ved bunden af akvariet efter fiskene er fodret flere gange efter hinanden.
Det er bedst, at vente 2 måneder med at anskaffe rejerne, så du lige har fået lidt styr på hvordan du vedligeholder akvariet, så ikke både fisk og rejer eventuelt skulle gå hen og dø lige med det samme.
Køb rejerne på privatmarkedet 😉

mortenimer — 20. august 2013, 08:31

Tanken er, at akvariet lige for lov til at stå en 14 dage - 3 uger. Så jeg er sikker på at fiskene har det godt, derefter har jeg tænkt mig at lave et nyt layout, så der kommer noget mere grønt, og en rod/sten som kan give lidt kontrast. Vil gerne have en række høje planter, som kan skjule pumpe og varmelegeme lidt, og så skal der noget mos i til rejerne. Når akvariet er faldet til ro igen efter den tur skal jeg have mig lidt rejer.

Umiddelbart synes jeg den blå gurami virker stor i dette akvarium, så den bliver nok solgt fra, og så køber jeg muligvis en honning gurami til, så de er et par. Pt virker det som om Platyerne styrer akvariet, de er i hvert fald efter guppyerne - måske er hunden med æg, og derfor de virker så aggressive.



Hvordan tjekker jeg vandkvaliteten?

mortenimer — 20. august 2013, 11:56

Jeg er blevet lidt lun på Galaxy Rasbora.

Min tanke er
10 stk. Galaxy Rasbora
2 stk. Guppyer billede 4
1 stk. Guppy billede 5
1 stk malle
2 stk honning gurami ( skal have købt en til)
4 RCS rejer.

Er det for mange fisk i et 54 L akvarium?

Pepper — 20. august 2013, 13:27

Billede 4 og 5 er jeg sikker på også er platyer 😎

mortenimer — 20. august 2013, 13:29

Hvilke er så guppyer?

Men det er alle fredelige fisk, som kan gå med hinanden?

greg — 20. august 2013, 13:34

Jeg tror ikke du har nogle guppyer, jeg tror Carsten har skrevet forekrt, han plejer at have ret i artsidenfikationer.

Pepper — 20. august 2013, 13:34

Jeg kan ikke få øje på guppyer på nogen af billederne.

Platyer er fredelige, det er de fleste af dem ihvertfald 😛

mortenimer — 20. august 2013, 14:01

Om det er det ene eller andet er også lige meget, så længe de kan gå i et akvarium ved en 23-24 grader, da Rasboa godt kan lide det lidt køligere.

Er mængden af fisk i #10 overdrevet?

Mynthen — 20. august 2013, 14:05

Der er ikke nogen guppyer. Men du skulle skynde dig at anskaffe dig en trærod, da din malle skal bruge den til at fordøje sin mad, uden den kan den dø.

mortenimer — 20. august 2013, 14:43

Ja, det står også højt på listen, men nu har mallen eftersigende levet i 1 år på den måde, så 3 uger til, indtil jeg får fundet en rod og et layout jeg vil bruge kommer den til at holde sig.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.