Mit 60L mos vivarium

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

JeppeC — 3. august 2015, 21:18

Efter at have haft en del forskellige akvarier gennem årene, har jeg nu vovet mig ud i noget lidt anderledes. Jeg har omdannet mit Dennerle 60L til et vivarium. Et vivarium består kun af en fugtig landdel med planter og intet eller meget lidt vand. Nogle vælger at have f.eks. frøer, men for at holde vedligehold på et minimum holder jeg mig kun til planter.

I tråden her vil jeg vise udviklingen fra dag 1.

Specifikationer
- Beholder: Dennerle Nano Cube 60L
- Lys: Greenlamp 30w 6400k (sparepære)

Vedligeholdsrutiner
- Dagligt: Spray med demineraliseret vand i forstøver morgen og aften til alt er fugtigt.
Hver 2. dag sprayer jeg med en blanding af demineraliseret vand og orkidegødning (1ml gødning pr. 1L vand).

Planter
- Mosblanding med 5-6 tropiske arter
- Taxiphyllum barbieri (Javamos)
- Vesicularia montagnei (Christmas mos)
- Hydrocotyle tripartita
- Hydrocotyle leucocephala


Opbygning - 29. juli - 2015
Selve opbygningen har jeg desværre ingen billeder af, men fremgangsmåden er inspireret af dette klip på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=eX2Tb5NLSIQ

Først lavede jeg ventilationen til bunden ved at placere en rist i akvariets størrelse i bunden. En PVC rist som saltvandsakvaristerne bruger, syntes jeg dog blev lidt for dyr, så jeg valgte i stedet en WPC flise fra Harald Nyborg. Den har et fint, men dog lidt mindre, gitter under selve flisen, som kan skrues af. (http://goo.gl/yGjD5q)

Herefter limede jeg en slange fast med akvariesilikone i hver af akvariets bagerste hjørner. Jeg brugte en slangerest jeg havde i kælderen. Slangerne sørger for at luft kan nå ned til bunden og under gitteret.

Herefter klippede jeg et stykke Hygrolon til, så det passede i akvariets størrelse, og placerede det på gitteret i bunden. Hygrolon er et syntetisk gro medium, som I kan læse mere om her: http://epiweb.se/support.htm . Det kan holde på en hel del vand og er derfor velegnet til et vivarium, da det hjælper med at holde både planter og luft fugtigt. Planter og mos gror rigtigt godt i det, og det nedbrydes ikke.

Herefter beklædte jeg hele bagvæggen i Hygrolon, ved at lime det fast med akvariesilikone.


Mosbaggrund og opstart - 30. juli - 2015

Fremgangsmåden til mosbaggrunden ses også i videoen. Jeg blandede en mosblanding, som indeholder 5-6 arter af tropiske mosser og noget sphagnum, med vand til en yoghurt-agtig substans, og penslede den på bagvæggens Hygrolon. Fugtigheden gør, at det klæber fint og ikke falder af.



Her ses resultatet, hvor jeg også har tilføjet et par trærødder, jeg havde liggende i min kælder.


Mosblanding er begyndt at røre på sig - 3. august - 2015


Jeg har tilføjet lidt Javamos i bunden. Det er meningen at hele bunden skal dækkes af Javamos, men jeg afventer en levering af noget mere. Jeg har også tilføjet en rest af mosblandingen på den ene rod.


Her kan man se, at mossen er ved at komme til live igen.


Det er super spændende at følge udviklingen fra "dødt" tørret mos til det forhåbentligt, om et par måneders tid, gerne skulle være flot grønt. 🙂 Næste skridt er at modtage en sending med flere planter, og så har jeg også en lidt kraftigere sparepære på 30w på vej.

daltiny — 3. august 2015, 23:08

spændende projekt(y) 👍

dnh bjarne:)

Luna — 4. august 2015, 00:20

Det ser godt nok spændende ud

JeppeC — 5. august 2015, 20:29

Ny pære og nyt liv - 5. august - 2015

Så fik jeg den nye sparepære på 30w. Den lyser en god del kraftigere end den tidligere på 23w.

Her er også lige et par nye billeder:



Der sker stadig ikke det store på lang afstand...



... men tæt på sker der interessante ting. Det ser ud til at mosblandingen indeholder mere end blot mos. 🙂



Flere grønne skud kigger frem.


Planterne fra Tyskland er afsendt, så de burde snart dukke op. 🙂

Zhena — 7. august 2015, 22:39

Super spændende projekt 😉
Hvor har du købt det tørrede mos? 🙂

JeppeC — 7. august 2015, 22:48

Ja, det er ret spændende! 🙂

Mosset er købt på dette svenske site: http://dusk.se/Epiwebiis.htm . (Rul ned midt på siden). Det er ikke helt billigt. 50g koster 130 SEK og 300g koster 520 SEK. 50g dækker et areal på ca. 0,5m2.

Zhena — 7. august 2015, 23:09

Glæder mig til at følge videre udvikling 😉

super tak 🙂

JeppeC — 9. august 2015, 11:00

#7 Det var så lidt. 🙂

Jeg fik planter hjem her i fredags, og så har jeg fået fat i noget mere javamos, men det dukker først op i løbet af næste uge, så billederne må lige vente. 🙂

JeppeC — 15. august 2015, 08:50

Vivariet er beplantet - 15. august - 2015

Så er det blevet tid til en opdatering. Jeg har nu fået alle planterne i, så nu skal det hele bare gro til.



Flot levering fra Aquamoos.de. De var så flinke at putte en ekstra gratis plante i pakken. Den passer dog desværre ikke så godt i mit vivarium, så den er foræret væk.






Sådan ser det ud nu. Efter at der er kommet flere plante er luftfugtigheden i vivariet steget markant. Der er nu indimellem dug på sideruderne. Især om morgenen.



Her ses en af rødderne, som er blevet beklædt med Christmas mos og Hydrocotyle tripartita. Med tiden bliver den helt dækket, og tanken er at Hydrocotyle skal kravle ned af roden.



Baggrunden er der også kommet mere liv i, men stadig lang vej endnu. Man kan efterhånden godt ane forskellige mosarter.



Jeg er ikke helt sikker på hvilket plante denne her i hjørnet er, men jeg er næsten sikker på, at den er fra Muehlenbeckia familien. Muehlenbeckia stammer bl.a. fra fugtige områder i New Zealand, hvor "sphagnum moss", som er meget populært til et vivarium, typisk også kommer fra. Så valget er lidt et sats. Hvis den ikke er glad for omstændighederne bliver den skiftet ud, men indtil videre har den allerede sat adskillige nye skud på blot 2 dage.

Eagleauster — 21. september 2015, 21:18

Hej Jeppe

Hvor ser det bare spændende ud! Kom snart med en opdatering! 🙂

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.