Blog; Vildfanget Blå Discus i et sortvandsakvarium

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Helpfish — 4. februar 2016, 22:40

Efter nogle år med planteakvarier besluttede jeg mig i løbet af efteråret at prøve at lave et sortvandsakvarium. Jeg er efterhånden langt i forberedelserne og har et indkørt af akvarium. Jeg ved at de vildtfangede Diskus nu befinder sig i Europa. Jeg forventer at få dem i næste uge.

Jeg elsker at blive inspireret af andre, men også at prøve at gøre ting på min egen måde. Denne tråd er ment som en lille blog, der forhåbentlig opleves som værd at læse af nogen. Man må meget gerne må gribe ind i med spørgsmål og kommentarer. Det ville være fint hvis jeg bliver klogere selv.

Jeg forventer at lægge beskrivelser og billeder op i løbet af den kommende uge.

Helpfish — 4. februar 2016, 22:54

Først lidt om fakta:

Akvariet er et Aqualine i specialmål, 100 x 67 x 60 cm. Akvariet er således ikke så bredt, men har en stor dybde, samt en acceptabel højde til Diskus. Det er mit andet akvarium med denne lidt mere 'kubiske' form, som jeg holder meget af og jeg synes at fiskene også synes at nyde.

I akvariet skal der udelukkende bo fisk fra Sydamerika, som ynder at leve i relativt blødt vand og som umiddelbart synes at kunne trives fint i et sortvandsakvarium i Danmark:

6 Blå Vildtfanget diskus (ungfisk 8-10 cm)
15 Corydoras Duplicareus
20 Paracheirodon axelrodi (Cardinaltetra)

Evt. 4 Discrossus Filamentosus (Skakbrædtcichlide)
Evt. 2 grenmaller

Jeg ønsker ikke at blande for mange arter og det er vigtigt at der er acceptabel plads i akvariet. Meget afhænger af, hvordan de 6 Diskus bevæger sig i akvariet.

Helpfish — 4. februar 2016, 23:02

Her er et billede af akvariet under indkøring.
Rødderne er blot dækket lidt til af de sten, der skal i akvariet.
For nogle uger siden kørte jeg tilfældigt forbi FH Sten i Kolding. De var meget hjælpsomme og jeg fik et par store spande Norsk Hybrid Granit med hjem. Omend stenene er blå vil de formentlig blot fremstå mørke, når akvariets vand bliver farvet af tannis fra de bøgeblade, jeg har samlet her i vinter.

Både under akvariet og i under sandet i akvariet lægger flamingoplader.

tmkaarhus — 5. februar 2016, 23:05

Glæder mig til at følge med i processen.

Helpfish — 6. februar 2016, 16:15

#4: Tak godt at vide, at nogen følger med.

Jeg vil lige kort beskrive filteret, da jeg har gjort mig nogle gode erfaringer med noget hjemmelavet noget.

Der er tale om et almindeligt HMF-filter, der er dimensioneret efter anbefalinger fra tyske talnørder. (http://www.deters-ing.de/Berechnungen/Berechnungen.htm) Mine erfaringer er at det er meget vigtigt at dimensionere filteret rigtigt. Jeg ser mange HMF filtre, der er ganske underdimensionerede.

Jeg er blevet træt af at skulle lave glaslister til HMF filtre, og jeg synes heller ikke at kabelbakker er særlig kønne. I stedet har jeg brugt en lille vinkelliste fra Jem og fix http://www.jemogfix.dk/Listeprofil-vinkel__6783/Vinkelliste-sort-pvc-25-x-25-mm-x-1-m_9034980 . Den koster 17 kr. pr. løbende meter og kan nemt klippes over med en bidtang. Tilmed er det helt uproblematisk at få den montere den, da man ikke skal bøvle med at lave en pæn afslutning med silikone.

Som billederne viser, har jeg lavet en videreudvikling af HMF filteret. Det har jeg gjort for at opnå følgende:
1. Undgå svæv i vandet.
2. Øge filtermassen og på den måde sikre endnu bedre vandkvalitet og/eller lave færre vandskift.
3. Skabe mulighed for at kunne lave vandbehandling i akvariet, hvis det ønskes.
Jeg har købt et helt almindeligt kloakrør og en prop hertil. I bunden har jeg boret 60-80 mindre huller og i toppen et hul der passer til en akvarieslange. (jeg er forbløffet over, hvor svært det er finde en sort slange som kan stikke ud ved måtten.) Jeg har fyldt røret med filtermateriale og en tot vat.
I løbet af det seneste år har jeg brugt Biohome i et 128 liters akvarium med L134 malle. http://www.tropeland.dk/webshoppen/437-biohome/17860-biohome-ultimate-1-kg/ Mine erfaringer er rigtig gode og oplever en mærkbar forbedring af vandkvaliteten. Jeg har lavet nogle små kurve af tagrendenet, bundet sammen af fiskesnøre. Efter jeg har taget billedet fandt jeg på at lave en lille bue af net hen over toppen, så jeg har en lille hank at hive i. På den måde er det nemt at tage alle elementer ud af filteret, når jeg har brug for at rense det. Da der jo er et hmf-filter foran, sker det dog meget sjældent. Det kan dog også være at jeg får lyst til at fylde den ene kurv med klyner eller andet, der manipulerer med vandets egenskaber.

Samlet set er der således tale om omkring 2700 cm2 overflade på filtermåtten og ca. 7 liter Biohome elementer. Det ekstra filter har kostet mig ca. 100 kr. i materialer. Hertil kommer så Biohome elementerne, som jeg havde i forvejen.

Filteret drives af en 4w hydor powerhead. Jeg er glad for løsningen som både er god og billig. Dertil kommer, at vandets farve vil blive forandret så meget, at man stort set ikke kan se filteret, når man kigger ind i akvariet.

Hjp — 6. februar 2016, 16:56

Altid spændende at følge sådanne tråde.

Jeg ville vælge en corydoras Sterbai istedet for duplicareus, idet den har det bedre med højere temperaturer.

jacob — 6. februar 2016, 17:08

Spændende og gennemarbejdet tråd, lad os få meget mere af den slags i fremtiden !!

Helpfish — 6. februar 2016, 17:39

Mange tak for feedback. Jeg lægger mere op i de næste dage.

#6: Udmærket forslag. Det er helt rigtigt at det er anført at Duplicareus lever ved 23-26 grader. Jeg har dog en mindre flok som jeg har haft i 2 år. Det meste af tiden har de været i 27-29 grader og de har det glimrende. Jeg har dog altid tilført ekstra ilt i akvariet, når der er sp høje temperaturer. Sterbai er nu også en fin fisk. Jeg skriver mig det bag øret. Det kunne jeg godt finde på en anden gang.

Jobbe — 6. februar 2016, 23:01

Corydoras gossei kan også godt tåle den temperatur.

scn — 7. februar 2016, 00:41

#5
Når du nu har filtermaterialet i røret pænt pakketi net, så er der vel ikke nogen grund til alle de små huller, så skal du jo egentlig bare have 3-4 "ben" for at få lidt afstand fra bunden til filtermaterialet, så vandet kan komme ind i bunden. Så større huller vil være lidt lettere og hurtigere at lave.

Kan du reducere mængden af vandskifte? Du har vel blot et et almindeligt filter der laver nitrit om til nitrat, og det er nitrat vi vil fjerne med vandskifte. Du kan klare en større belastning, men slutproduktet er nitrat, som skal væk.

Kan du ikke prøve at se hvad hvor varmt vandet er i toppen af filteret, varmelegemet "modarbejder" jo flowet lidt i filteret. Det kunne være sjovt at se om der er er tydelig forskel i temperaturen i toppen af filteret og i bunden (vel samme temp som i akvariet).

gallus — 7. februar 2016, 00:48

Spændende måde du har lavet dit filter på.. Den kunne jeg godt finde på at kopierer.. Måske jeg ville hæve røret en smule, så det skidt der altid samler sig i bunden ikke bliver suget med ind gennem røret.. Men skide gennemført er det.. Døjer selv lidt svæv, og har prøvet lidt forskelligt.. Men er spændt på at følge dit projekt.

Helpfish — 7. februar 2016, 08:51

Tak for feedback. Jeg svarer lige på lidt ad gangen, men skal nok komme rundt om det hele.

Scn, i forhold til det her nitrit og nitrat, så kaster jeg mig altså ud på dybt vand nu og fortæller hvad jeg oplever. Jeg er ikke biolog eller ekspert i kemi og mange har betydelig mere viden på dette område, end jeg har. Det eneste jeg har er mine erfaringer. Tilmed er jeg notorisk skeptisk overfor udlægninger af 'vidunderløsninger'.

Mange skriver på disse sider, at de har svært ved at lave et godt planteakvarium. Jeg har det præcist omvendt. Jeg har meget nemmere ved at lave akvarier med mange planter, fordi planter bidrager til at nedbryde affaldstoffer. Det er således en udfordring at lave et sortvandsakvarium, fordi der ikke er mange planter i.

Mine hmf-filtre virker som alle andres. Jeg har aldrig problemer med nitrit i vandet. Jeg har faktisk aldrig oplevet et hævet nitrit niveau på et indkørt akvarium med et hmf-filter.

Det jeg oplever nu er, at over tid begynder min nitrat niveau at blive mindre med de samme vandskift, når jeg bruger Biohome. Og det overrasker mig sgu. Argumentationen i beskrivelsen af produktet er, at grundet materialets porøsitet så sker der nogle anaerobe processer inde i materialet, hvor nitrat nedbrydes. Og nej, det er ikke et vidundermiddel, men det gør en forskel i mine akvarier efter et stykke tid. Jeg kan så vælge at opretholde vandskiftene og få endnu renere vand, eller jeg kan springe over i nu og næ og bruge min tid på noget andet. Det er godt nok til mig.

Her er nogle links. Måske er der også nogen, der kan forstå og forklare det bedre end jeg kan:

http://genesisgroup.com.au/biohome-filter-media/ (se også hans videoer)
https://www.youtube.com/watch?v=1rILpcgzhjg
https://www.youtube.com/watch?v=wKLvP_05S_Q

Mange har holdninger til det her. Det kunne være interessant at høre fra andre, der har lignende eller andre erfaringer med Biohome, der har kørt i et akvarium i mere end 6 måneder.

Helpfish — 7. februar 2016, 09:59

#10 #11: Man kan helt klart konstruere en anden bund end den jeg har valgt. Jeg har valgt at sætte en fuld bund på og lave huller, fordi så føler jeg, at jeg har mere 'styr' på det. Filtermaterialet vejer jo noget, og kan ikke holdes af en filtermåtte i bunden. Nu kan jeg nemt tage hele røret op, hvis jeg af en eller anden grund ønsker det. Det tog mig i øvrigt 15 minutter at bore hullerne, så det var også for nemhedens skyld. Og ja, Jeg kan godt finde på at løfte det lidt, og se effekten af det. Jeg har også et kortere rør, som kunne placeres på noget og så blot bruge den halve mængde Biohome.

Jeg går faktisk med en anden løsning i hovedet, som jeg gerne vil afprøve. Måske kan I tænke lidt med? Hvis man nu havde to dunke som var forbundet forneden og åbne for oven. Så kunne der tages vand fra overfladen og trækkes ned igennem den ene dunk og op til output. På den måde vil man undgå stort set al snask. Jeg vil gerne teste den løsning i et mindre akvarium. Den nuværende løsning er god fordi jeg får opsamlet al unødig snask modsat et almindeligt hmf filter, men den ville være optimal, hvis der røg mindre snask i vattet.

Helpfish — 7. februar 2016, 10:13

#11: Scn, jeg har lige været inde og måle på vandet. I akvariet og i toppen af røret er vandet ca. 28,5 grader. Bag hmf-filter, men udenfor røret er vandet ca. 30,2 grader. Jeg forstår faktisk ikke helt din pointe om at varmelegemet modarbejder. Output flowet er konstant uanset om jeg dette rør i eller ej, men varmen pakker sig jo lidt, for varmelegemet kan varme vandet op hurtigere end det indoptages i røret.

(klør mig lidt i nakken: Modarbejder?... hmm) Jeg glæder mig til at du lige forklarer mig det 😉

scn — 7. februar 2016, 10:55

#12
Jeg havde ikke forventet nitratfilter i filtermaterialet. Men det er jo bare super at det er der, og så kan du som du skriver lave færre vandskifte.

#13
Tænker du at lave dit rør, som et "U", så vandet der kommer ind i røret tages fra toppen frem for i bunden?
(toppen skal forstås som et stykke oppe). Måske du i stedet for dunke skal tænke blot skal købe mere afløbsrør:
http://www.lavprisvvs.dk/shop/110-mm-roed-212140p.html to af dem, og du har indsug fri af bunden, men de fylder. Evt. blot noget hjemmefusk med at sætte et 40-50mm rør 90 graders knæk på siden af dit filter-rør og så en prop i bunden af filter-røret. Du kunnen jo så sætte varmelegemet i dette rør, blot for at spare lidt plads. Men husk at der skal være et godt flow, for at der ikke opstår tab i røret, sådan en hydor har meget lille løftehøjde, så den er følsom over for modstand (men er genial til HMF).

Teoretisk vil det da virke, men jeg tror du får for lidt gevinst i forhold til hvad det fylder. Hvis jeg skulle lave sådan et rør, så ville jeg lave ca. 10 huller i 12-15mm ca. 2 cm over bunden. De 2 cm afhænger af hvor tit man slamsuger bag måtten. Jeg har dog i mit hjørne HMF lavet det så småt at der ikke er plads til at klemme sådan et rør der ned. Det blev lavet så der kun lige er plads til at arbejde med et varmelegeme og pumpe.

#14
"modarbejder" skulle ikke forstås som at flowet bliver mindre, men at der var risiko for at der kommer en lidt varmere lomme i toppen (som du har målt).
Nu aner jeg ikke hvor termostaten sidder, men hvis du af en eller anden grund skulle få lyst til midlertidigt at flytte varmelegemet ud i akvariet, så skal du nok lige huske at holde øje med temperaturen, det kunne være at det så vil varme til 30 grader (forudsat at termostaten sidder i toppen af varmelegemet).

Helpfish — 9. februar 2016, 17:10

Så er jeg tilbage efter at have været arbejdsramt.

Til scn: Jeg har været igang med at måle op. Det vil kræve et stort hmf filter at kunne bruge et afløbsrør.. Men spændende kunne det være. Jeg er enig i at der vil være for lille en gevinst.
I forhold til varmelegemet er jeg helt med på, at jeg ikke bare må flytte varmelegemet. Jeg indstiller varmelegemet efter temperaturen ude i selve akvariet. Alt andet duer ikke.

Helpfish — 9. februar 2016, 17:18

Så kom mine nye fisk og jeg har flyttet lænestolen foran akvariet og er faktisk rigtig glad. Her er et par billeder fra den indkøring der nu foregår. Jeg har købt fiskene hos Tropeland i Skanderborg, som har hjulpet mig med at få fat i disse vildtfangede diskus. God service dér, selvom jeg jo skulle vente lidt. Fiskene ser godt ud, gemmer sig ikke, gisper slet ikke og spiser allerede. Der er ingen synlige skader og jeg er meget glad for kvaliteten. Der er svært at tage billeder. De er faktisk flottere i farverne end her gengivet.





Billederne er ikke gode, og jeg skal nok lave bedre billeder. Jeg beklager iltsten, pletter på ruden, ligesom farven i vandet stadig vil blive forandret. Jeg synes dog at jeg ville tage nogle billeder uden indkøring af fiskene. Det foregår så mere på fiskenes betingelser end på æstetikken.

Helpfish — 9. februar 2016, 17:21

Jeg har i øvrigt et spørgsmål: Vil det være ok at placere en iltsten bag ved hmf-filteret? Kan man antage at ilten vil blive optaget i vandet løbende på den måde?

calon — 9. februar 2016, 17:41

'ja burde der ikke være problemer i, jeg har selv haft det bag en bagrund med biofilter,
der var dog intet filter mellem ph og sten men nu ret sikker på det går alligevel.
Rigtigt flot akvarie du har fået op at køre der, rart at se det er på fiskenes premiser 🙂

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.