Dimidiochromis strigatus yngel dør

Jeg fik for nogen tid siden et stort kuld unger af D. strigatus. Jeg har fodret dem med afskallede artemiaæg og granuleret tørfoder. Samme foder som jeg har givet ved utallige andre opdræt. De har imidlertid ikke udviklet sig tilfredsstillende, og nu er de begyndt at dø. De unger der dør ser udmarvede ud, står stille, eller snurrer rundt og ligger til sidst på bunden. Der er dog stadig 25-30 stykker som har et helt andet huld, og som jeg håber vil overleve. Jeg har skiftet vand et par ekstra gange, men nu har jeg flyttet dem til et andet akvarium. Hvad pokker kan det være?

Lyder som om det kunne være et mangel symptom måske værd at prøve med noget levende eller frostfoder artemia mysis osv, det er jo rovfisk Mvh 🙂

#2
Jeg har naturligvis tænkt tanken selv, men som sagt har jeg brugt tørfoder i de første uger til mange opdræt, sidst A. christyi som nu er 3 cm og vokser som de skal - og det er jo også en fæl rovfisk 🙂

Det her er altså meget mystisk. Der er nu kun 11 unger tilbage, som til gengæld ser ud til at overleve, men som ikke er ret store af deres alder. Ungerne ville ganske simpelt ikke tage føde til sig, og det dør man altså af. Det kan altså ikke passe hvis strigatus yngel kun kan opfodres på levende animalsk foder, og at de, hvis de ikke får det, beslutter sig for at gå i sultestrejke. Der må være noget andet galt. Hunnen bar ungerne lidt længere end normalt, måske helt op til 4-5 dage, så jeg spekulerer på om de evt. har fået et knæk ved, formentlig at starte deres tilværelse med at sulte. Der kan måske også være noget genetisk? og så ved jeg ikke om temperaturen kan komme for højt op, og om det måske kan have større indflydelse på småyngel, end på voksne fisk. Temperaturen har ligget på 28-29 grader i en periode konstaterede jeg forleden.
Er der nogen der har oplevet noget lignende med andet yngel?

Normalt ville jeg have aflivet de tilbageværende unger, dels for ikke at gemme noget skravl, og dels fordi man bliver i dårligt humør af at holde dyr der ikke trives. Nu endte det imidlertid med at jeg blev lidt nysgerrig på hvordan det egentlig ville udvikle sig, og resultatet er at der nu kun er én eneste overlevende fisk tilbage. Den er på et par centimeter, så den er formentlig "normalvægtig" Indtil for et par dage siden var der yderligere en enkelt overlever, som dog var død i forgårs da jeg morgenfodrede.
Er der slet ikke nogen der vil komme med et bud på hvad der kan være gået galt, eller som måske har oplevet noget tilsvarende?

Jeg tager lige denne tråd op igen, men ikke fordi jeg er kommet mysteriets løsning nærmere. Nærmest tværtimod kan man sige, for nu har jeg fået 30 nye unger, af nøjagtigt det samme forældrepar, og for eksperimentets skyld, opfodret og iøvrigt behandlet dem på nøjagtigt samme måde, hvad angår temperatur, vandkvalitet etc. som det foregående kuld, hvoraf der altså kun overlevede én enkelt fisk.
Det nye kuld er nu lidt over 3 uger gamle og klarer sig tilsyneladende fint, æder og vokser som Malawiyngel skal. Optakten var nøjagtigt den samme som sidste gang, hvor hunnen holdt ungerne i munden næsten en uge over tid. Da jeg havde dette "fænomen" mistænkt for at være skyld i den sørgelige skæbne de andre fik, altså at de havde fået deres maver ødelagte af at sulte en hel uge som bittesmå unger, troede jeg at den samme skæbne ville overgå det nye kuld, men foreløbig ser de altså ud til at klare sig fint, og udvikler sig meget mere ens end det foregående mislykkede kuld.