Nybagt killiejer!:-)

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Marya — 31. marts 2006, 21:46

Hejsa!
Jeg har (som vist efterhånden stolt annonceret adskillige steder på denne side...) fået mig nogle fisk for første gang - og ikke bare hvilken som helst slags fisk, men nemlig A. australe hjerreseni! Jeg er meget glad for dem og det går vist også ganske godt (7-9-13) selv om jeg garanteret har brudt en masse regler for hvad man bør gøre med nyindkøbte fisk og akvarier... Nu har jeg desværre ikke noget digitalkamera, men ellers ville jeg gerne snart vise jer et billede af hvordan de tager sig ud i det lille 12-liters på hylden i badeværelset.
Jeg købte jo først et par, 80 kr i Petworld, Århus. Ret dyrt, syntes jeg, men ok, jeg ville jo gerne have fiskene. Et par dage efter kom jeg efter at jeg ville have en hun mere, fordi hannen er ret streng. Så var der lige som en mere det kunne gå ud over, så hunnerne kunne skiftes til at slappe af... Men så vil de dælme ikke sælge mig den! Eller dvs. det vil de godt, men kun som par, så jeg fik valget mellem at give 80 kr for en hun eller 80 kr og så få et par mere! Er det normal praksis hos fiskehandlere?? Jeg blev jo utilfreds og begyndte at modargumentere og protestere, og til sidst efter en optælling af fiskene i akvariet hvor det viste sig at der i forvejen var OVERSKUD af hunner gav den unge ekspeditrice - som vist var afløser og ikke vidste særlig meget om fisk - op og gav mig en hun til 40 kr. Det manglede da bare synes jeg.... (Men hvad synes I?)

Som helt nybegynder har jeg lige nogle spørgsmål, som jeg håber, nogen har lyst til at svare på:

1) når hannen ligesom gnubber sig "vibrerende" op ad hunnens side, er det så for at parre sig med hende eller er det noget indledende eller hvordan? Hunnen svømmer bare væk...

2)hvordan ser æggene ud? er de klare/gennemsigtige og hvor store er de ca?

3) hvor tit skal man fodre? Og er det normalt at fisk ser ud som om de spytter det meste af maden ud igen for så at suge det ind igen og spytte ud igen osv? Der står jo at man ikke skal give mere end de kan spise på 5 minutter, men mine fisk er meget "ukoncentrerede" når de spiser: hannen jager de andre væk og selv om de vender tilbage til maden et par gange, så ser det tit ud som om de alle 3 glemmer lidt at der er mad - og så falder maden jo til bunds... Indtil videre har jeg kun fodret 1-2 gange om dagen... Men måske er det helt forkert?
Hvor længe kan fiskene undvære mad uden der sker noget ved det? (her tænker jeg på weekends/ferier hvor man ikke er hjemme)


4) er det normalt at killierne svømmer hurtigt frem og tilbage foran glasruden meget af tiden som om de ville ud?


Venligst
Maria

Villads — 1. april 2006, 03:54

Tilykke med dine smukke killier.
Jeg har aldrig selv haft nogle,men de står pænt højt på listen over fisk jeg kunne tænke mig at holde.
Det er svært at være dyrehandler,der er mange ting der skal gå op for at det kan løbe rundt.
Nogen gange må vi bære lidt over med dem især når det drejer sig om hanner og hunner.
Dyrehandleren er jo på den hvis han ender med at have en flok hanner.Han kan nemlig heller ikke lige bestille 20 hunner.Så det var da heldigt at du lige kunne få en ekstra hun,for det er ofte det bedste med flere hunner til en han.
3)Det er meget almindeligt at de smager på maden og spytter den ud igen.Prøv at holde øje med dem.Hvis de ikke spiser noget men spytter det hele ud så prøv noget andet foder.De kan godt være kræsne de små slamberter :-)
4)Det er normalt for de fleste fisk at gøre sådan i perioder.Forhåbentlig falder de snart til hos dig og begynder at opføre sig mere "normalt".

Med venlig hilsen
Villads

Marya — 1. april 2006, 07:52

Mange tak!:-) Og tak for svarene...! har du eller andre svar på mine andre spørgsmål??
God weekend til alle:-)

Venligst
Maria Sørensen

Henrikd — 2. april 2006, 00:29

Hejsa

1) Når mine australe lægger æg svømmer hannen hen på siden af hunnen og ligsom holder hende fast med finnerne mens han presser og gnubber hende ned i javamos'en eller hvor der nu skal lægges æg. For det meste er det spildte kræfter da hunnen bare svømmer væk men engang imellem er der "gevinst". ;-)

2) Æggene er ret små og forholdsvis klare. Jeg har vedlagt et halvskidt men alligevel måske brugbart billede af et æg fra mine Diapteron. Billedet er forstørret en del op - jeg vil skyde på at ægget er ca 0,5 mm i diameter.

3) Killier er lige som alle mulige andre akvariefisk meget glade for levende foder. Mange killi akvarister fodrer faktisk kun med levende foder og hvis dine killi'er er opforstret til det, kan det være svært at få dem til at spise flager eller andet tørkost. Dog tyder det på at dine killi'er har fået flager før, for hos mig opdager de slet ikke mit tørfoder hvis de kommer fra et hjem med levende mad. Det synker bare til bunds og ligger der. :-)
Hvis du virkelig vil se dine fisk i aktion så prøv feks. at købe nogle levende klare myggelarver hos din dyrehandler. Rigeligt men afvekslende levende foder giver næsten altid flotte killier og en masse æg.

4) De skal nok bare lige falde til - forhåbenligt da.

God fornøjelse med dine killi :-)

Mvh.
Henrikd
www.killitank.dk



Marya — 2. april 2006, 13:20

Mange tak og tusind tak for svar!! Det er virkelig så dejligt når erfarne folk gider bruge lidt af deres tid på at hjælpe én når man lige er startet og hellere end gerne vil gøre det bedste for ens fisk! Det sætter jeg stor pris på. Også en fin hjemmeside du har gang i, Henrik.

Tak for billedet af ægget, det hjalp for så ved jeg da at det ikke er æg jeg har på min plante, men noget andet...hvilket nok ikke er godt, men nu må jeg vist bare vente og se...:-/

Fiskene er kommet godt efter det med foderet de sidste dage, synes jeg. De svømmer med det samme op til flagefoderet når jeg drysser det i og spiser nu straks det meste! Jeg har købt artemiaæg til dem også, men jeg vil bestemt prøve nogle myggelarver på et tidspunkt, det kunne være sjovt. Der var en dyrehandler der sagde til mig, at det snart var slut med levende foder, altså som om sæsonen er ovre? er det rigtigt?

Nu gik det lige så godt, men her til morgen har jeg fået et nyt PROBLEM (tror jeg): Min ene killihun svømmer slet ikke så frisk rundt som den gjorde i går, men luller bare rundt nede ved bunden og flytter sig kun det den er nødt til, når hannen jagter hende. Hun ser tyk ud i hovedet og jeg har kigget længe på hende; det ser ud som om gællerne er spilet ud fra kroppen og hun "pumper" hele tiden som om hun hyperventilerer??! Der må være noget galt, ikke? Og det er mærkeligt for igår var hun helt normal. Der er ingen ilt eller filter i det lille 12 liters akvarie (som lige nu nok kun indeholder ca. 9-10 liter), men en masse planter, lys og ingen alger (endnu), vandet er ret klart og de andre fisk svømmer livlige rundt som de plejer og gør slet ikke sådan.

Har nogen et bud på, hvad der er galt??:-(


Venligst
Maria Sørensen

Alexander — 4. december 2006, 12:36

hej Marya

der findes mange forskellige sygdomme, men jeg tror det er stress:-/

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.