Ancistrus adfærdspsykologi?!

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Soelling — 24. februar 2009, 23:43

Jeg har for nyligtopstartet et nyt akvarie og har i den forbindelse overtaget fem ancistrus (en ret stor han og fire hunner) og haar et par spørgsmål om deres adfærd.


1. Jeg havde i forvejen en albino-han, som nu brydes en del med den noget større tilflytter-han. Slagsmålene virker lidt voldsomme (især det første!). Skal jeg være bekymret eller finder de ud af at dele de 160l (bundareal 100x40) imellem sig?

2. Alternativt overvejer jeg at flytte albinoen over i et mindre blødtvandsakvarie, som jeg er ved at få op at stå til mine blødende hjerte tetraer. Den bryder sig tilsyneladende ikke meget om lys og jeg tænkte, at en mere dæmpet belysning ville gavne den. Dog er jeg lidt i tvivl mht. om den kan gå blødt vand (tetraerne skal jo helst gå i vand under 10 dh, hvis de skal yngle)?

3. Hvad de nye ancistrus angår, ser hunnerne ud til at hygge sig, men hannen foretager sig noget, der for en uerfareren akvarist som mig, virker mystisk. Ind imellem sætter han hårdt af og drøner op i overfladen, så det giver et ordentligt skvulp! Jeg blev bange for, at det havde noget med nitrit at gøre, da en del af baljens andre beboere stod i overfladen (dog ikke alle). Jeg lavede straks vandskifte (ca. 20%) og alle så ud til at have det godt, men han gør det stadigvæk omend ikke nær så meget. Kan det skyldes noget andet (i så fald hvad?) eller er det normal ancistrus-adfærd?

4. Pt. har jeg grus i bunden med en mellem-kornstørrelse. Det ser ud til at fungere for dem og de små sten er godt afrundede, men ville de blive gladere sugemaller, hvis jeg kom lidt sand ovenpå?


Pyha, det var en længere smøre 😀 Men jeg vil jo helst have at de små kræ har det godt, så jeg håber I bærer over med mig og kan svare på en ancistrus-nybegynders mange spørgsmål og evt. give at par gode råd med på vejen 🙂

V.h. Anders

Mr.Frog — 24. februar 2009, 23:55

#1
Mallerne er vist ligeglade med om bundlaget er sand eller grus.
Det er ikke unormalt at maller svupper i overfladen.
Kom til at tænke på en jeg havde som ofte sov på hovedet i overfladen 😀

lni — 25. februar 2009, 00:01

kan da lige svare på 3.'eren.. Det gør min gibbiceps også indimellem. Han er omkrin 20cm. Han svømmer også ind i glasset meget hårdt indimellem, så man næsten bliver nervøs for at han bryder ud. Ska dog ikke kun sige hvorfor, men kan godt være han undervurdere sine kræfter 🙂 hehe... Ej, sker der nu ik noget ved. Min har gjort det i lang tid, men han har det helt fint, selvom han nok mister et par hjerneceller hver gang 😉 hehe

stonny — 25. februar 2009, 00:01

1. Hannerne er territoriale. Hvis de i løbet af et par forsætter med at være uenige om fordelingen af bundarealet, vil jeg flytte den ene.

2. Ancistrus kan sagtens gå i blødt vand. I naturen lever de ofte i blødt vand.

3. Dette er en helt naturlig adfærd. Mange maller kan suge lidt atmosfærisk luft. Dette lille trick kan de bruge til at overleve i iltfattig vand. At de suser til overfladen, betyder ikke at dit akvarium er iltfattig, for de gør det også i iltrigt vand.

4. Dit bundlag er ok.

Sørg for at der er nogle huler til rådighed, hvis du vil have yngel. De vil også gerne have en trærod at raspe på, da træfibre er gavnlige for deres fordøjelse.

Du fyrer bare løs, hvis du har flere spørgsmål.

Soelling — 25. februar 2009, 01:09

Hold da op! Det kalder jeg hurtig respons.Tusind tak! Det her er virkelig et fedt sted for nyudsprungne akvarister 🙂

Et enkelt spørgsmål mere Stonny: Er der andet end huler, jeg skal være opmærksom på, hvis jeg vil have yngel? Og hvad med de andre fisk, vil de forsøge at æde ægene? (Gud nåde og trøste dem, hvis de kommer i uføre med en krigslysten ancistrus - av for den! 😀)

stonny — 25. februar 2009, 07:22

Ancistus kan være lidt svære at få til at yngle, da der skal være "kemi" mellem hannen og hunnen. Til gengæld er de ikke til at stoppe, når de kommer igang. At du har 1 han og 4 hunner øger muligheden for at det vil lykkes.

Hannen vogter nidkært både æg og unger. Men når ungerne forlader hulen begynder faren, for så kan hannen ikke længere beskytte dem. Du vil helt klart forbedre overlevelsechancen ved at føre hulen med mallefar og æg/unger over i et seperat akvarium. Jeg tager en lille plastbeholder og holder tæt ved hulen. Hulen føres forsigtigt over i beholderen, som nu kan løftes op af akvariet og over i et yngelakvarium, som er fyldt med vand fra det oprindelige akvarium. Jeg har intet bundlag i yngelakvariet, da det så er nemmere at holde rent.

pansermallen — 25. februar 2009, 07:39

1. Nu har du jo læst at de er MEGET territoriale,jeg havde på et tidspunkt to hanner i mit akvarie der er 125cm i længden,men selv det gav lidt slåskamp indimellem. Jeg fik først yngel da jeg havde flyttet den ene af dem, så den der blev tilbage gik med 2 hunner. Jeg har flere store rødder i akvariet og der er især en som virker som ynglehule, pludselig ser man ikke den store han i noget tid og lige pludselig myldrer det rundt med små maller og han har så "fri" igen,og vender straks tilbage som akvariets "Hr. Suresen" der møffer alle der kommer for tæt på 😀

Jo han er noget af en "tante"

Mvh Henrik

thunoe — 25. februar 2009, 08:20

Har læst i en del artikler at folk ikke bruger bundlag i yngleakvariet. Overvejer selv at bruge samme model, men hvad med trærødder og huler i yngleakvariet?

stonny — 25. februar 2009, 23:37

Jeg formoder, at du ikke flytter hannen og hunnen, før de yngler. Mine får lov til at yngle i det selskabsakvarium, de er i til daglig. Først når mallefar ligger i hulen og bevogter æg eller unger, flytter jeg hulen med indhold over i et yngelakvarium (læg mærke til at der står yngelakvarium og ikke yngleakvarium, da mallerne allerede har ynglet. Akvariet bruges kun til opvækst af ungerne). Yngelakvariet er uden bundlag, da det er nemmere at gøre rent. Når alle ungerne er kommet ud af hulen, flytter jeg hulen og mallefar tilbage til selskabsakvariet. Der skal være en lille trærod i yngelakvariet, da træfibrene er gode for ungernes fordøjelse.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.